Skip to main content

Overenskomst sikrer tre timers hvile i nattevagter for yngre læger

Tre timers hvile i nattevagterne, mere i løn og en skærpet regel, der gør det muligt at rejse belastningsproblemer i dagtid, er hovedpunkterne i Yngre Lægers nye overenskomst. Et gennembrud for yngre lægers arbejdsmiljø, siger YL-formand.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

2. mar. 2015
3 min.

OK 15  Når yngre læger fremover arbejder i en 16-timersvagt, vil der som noget nyt være mulighed for at hvile sig i tre timer. Hvis pausen ikke kan lade sig gøre, kan vagten som en sidste udvej forkortes til en 13-timersvagt, og yngre læger får desuden et månedligt tillæg på op til 5.000 kr.

Det blev nogle af konklusionerne af Yngre Lægers (YL) ny treårige overenskomst med Danske Regioner, som blev underskrevet onsdag, og som YL's formand, Camilla Rathcke, kalder et gennembrud.

»Vi har sikret os tre timers hvile i 16-timersvagter. Det er helt nyt og en stor succes for lægerne, men også for patienterne, fordi de i sidste ende betaler prisen for trætte og ukoncentrerede læger om natten. Det er en stor sejr, at Danske Regioner har anerkendt, at man ikke kan arbejde nonstop i 16 timer«, siger Camilla Rathcke.

Arbejdsmiljø og belastning i natte- og dagvagter var det overordnede fokus fra YL’s side, og i aftalen blev netop nedskrevet, at hvis ikke det kan lade sig gøre at overholde belastningsgrænsen i en 16-timersvagt, kan vagten forkortes til 13 timer.

»På eksempelvis akutmodtagelser eller i kirurgiske specialer vil det måske ikke kunne lade sig gøre at få de tre timers hvil om natten, men den nye aftale gør det muligt at forkorte vagten til 13 timer, så ens vagtskifte ligger ved 20-21-tiden frem for om eftermiddagen. Der er aftalt et ulempetillæg for potentielt at arbejde uden længere pauser i 13 timer, der månedligt kan give op til 5.000 kr. som ekstra. Og tillægget er både til dag- og nattevagt. Nogle vil se det som en ulempe, at de ikke får en så lang vagt som muligt, mens andre vil se det som en fordel at arbejde kortere, når belastningen er høj. Og nogle vil måske ovenikøbet glæde sig over det sene vagtskifte i forhold til samværet med familien«, siger YL-formanden.

Hun peger desuden på, at mange yngre læger oplever, at vagterne er så travle, at det er svært at gå hjem, når man har fri.

»Andre steder på arbejdsmarkedet kan man lægge bunken til side og gå kl. 16.00, men det er svært som læge, når patienterne venter på svar eller behandling, hvis ambulatoriet er overfyldt eller afdelingen ramt af sygdom. Med overenskomsten i hånden kan man nu rejse en sådan problemstilling over for sin leder. Det kunne man ikke på samme måde før, og der er fremadrettet en anden vægt bag, når det er aftalt i overenskomsten mellem de centrale parter«, siger Camilla Rathcke.

Lønnen vil over tre år stige 4,81 pct. i generelle lønstigninger. Med en forventet lavere inflation i overenskomstperioden på 3,8 pct. er reallønnen dermed sikret. YL har desuden forhandlet sig til, at pensionen hæves med 0,15 pct.-point for alle til hhv. 18,20 pct. for afdelingslæger og 16,49 pct. for alle andre.

Som optakt til forhandlingerne luftede Danske Regioner ønsket om at afskaffe lægeboligerne, men det lykkedes YL at holde fast i den rettighed.

YL’s repræsentantskab skal nu tage stilling til overenskomsten, og hvis den stemmes hjem af i en forventet urafstemning blandt medlemmerne, vil den træde i kraft den 1. april 2016.