Skip to main content

Overenskomstaftalen: ”Hvad er alternativet?”

Ugeskriftet har bedt formændene for PLO i de fem regioner om deres umiddelbare reaktion på overenskomstaftalen. Begejstringen er til at overskue - men på den anden side: ”Hvad er alternativet?”

Foto: Ugeskrift for Læger
Foto: Ugeskrift for Læger

Klaus Larsen kll@dadl.dk

4. mar. 2014
9 min.

I weekenden indgik de praktiserende lægers organisation PLO og Danske Regioner en overenskomstaftale efter 22 måneders forhandlinger, som til tider har været højdramatiske, som i perioder har været suspenderet, som har været påvirket af dyb forbitrelse på begge sider, lovindgreb, massemobilisering og formandsskifte.

PLO’s bestyrelse var delt i holdningen til forhandlingsresultatet, og det bliver derfor med stor sandsynlighed medlemmerne, der i sidste ende skal tage stilling til resultatet ved en urafstemning.

Ugeskriftet har bedt formændene for PLO i de fem regioner om deres umiddelbare reaktion på aftalen.

Birgitte Ries Møller, PLO Syddanmark

”Det er en kriseaftale med en nulramme. Alligevel synes jeg, vi skal sige ja til den, fordi den peger fremad: Vi får mere efteruddannelse, og den er systematisk. Vi får en akkreditering. Og vi har brug for stabilitet i faget, og det får vi ved at indgå en aftale nu. Det er nødvendigt for rekrutteringen og for, at vi kan komme videre med at udvikle faget”.

”Men økonomisk set er den centrale ramme ekstremt stram, og den giver ikke plads til udvikling. Pengene ligger i de decentrale forhandlinger – og de ligger ikke i nogen ramme, så det er ikke penge, der er aftalt noget om endnu. Så vi får utroligt travlt i regionerne”.

- Hvad vil du anbefale medlemmerne i din region at stemme, hvis det kommer til en urafstemning?

”Jeg synes, de skal tænke sig rigtig godt om. De skal i hvert fald vide, hvad de siger ja til, for det er en aftale, der er lige så stram som den, vi har haft. Men det er også en aftale, som vi har brug for, og som i nogen grad viser vejen fremad. Personligt vil jeg stemme for. Men jeg kan sagtens forstå, hvis nogen sidder med deres butik og tænker, at det her bliver vanskeligt”.

”Men jeg kan ikke overskue den situation, et nej vil bringe os ud i, og det ønsker jeg ikke at komme tilbage til. Og der er trods alt muligheder i denne aftale – de ligger bare i de decentrale forhandlinger”.

”Det er det bedste resultat, vi kunne opnå i den givne situation”.

Faktaboks

Fakta

Birgitte Alling-Møller, Region Hovedstaden

”Det var det, der var muligt at forhandle i den nuværende situation. Det er ikke en supergod aftale, hvad angår økonomien. Jeg er bekymret for, om der er økonomi i aftalen til at løfte de mange opgaver, man forestiller sig skal ud i almen praksis”.

”Den indeholder også gode ting: Det er fint, at der kommer gang i den systematiske efteruddannelse, og der er også gode takter på kvalitetsområdet, f.eks. at man vil bevare DAK-E, at der kommer struktur på patienttilfredshedsundersøgelser og honoreringen af akkreditering”.

- Hvad vil du anbefale medlemmerne i din region at stemme, hvis det kommer til en urafstemning?

”Nu skal vi ud og drøfte det. Selv tror jeg ikke, at vi får noget bedre, som tingene ser ud nu. Det har været benhårde forhandlinger, og jeg tænker, at dette, på trods af den manglende økonomi, er den bedste aftale, vi kunne få lige nu. Og en aftale er bedre end ingen aftale. Jeg har svært ved at forestille mig alternativet”.

- Hvad ville du selv stemme?

”Jeg vil selv stemme ja til aftalen, for jeg tror ikke på, at vi kan få en aftale, som er bedre. Og jeg mener, at alternativet til ikke at få en aftale er meget værre”.

Kaj Bernth, Region Nordjylland

”Det er en meget tynd kop te. Der er mange ”skal”-opgaver i overenskomsten – og det kan være positivt, at øge ensartetheden, og at regionerne får sikkerhed for, at de får, hvad de betaler for. Problemet er bare at vi måske ikke er i stand til at gøre det alt sammen inden for den alt for snævre økonomiske ramme, aftalen giver”.

- Hvordan ville du selv stemme ved en eventuel urafstemning?

”Spørgsmålet er, om jeg skal stemme med hjertet eller med hjernen. Hjertet siger klart nej. Men hjernen siger, at man er nødt til at være fornuftig: Kan vi gøre det bedre? Nej, det kan vi ikke. Vil regionerne være med til mere end det, de har dikteret os her? Nej, det vil de ikke. Og det er ikke en overenskomst – det er en leverandøraftale, som vi skriver under på. Hjernen siger, at vi er nødt til at arbejde med det her og få det bedst mulige ud af det. Men jeg er bange for, at det er begyndelsen til enden, for jeg tror ikke, vi kan få det til at køre rundt”.

- Hvad tror du, at du vil anbefale?

”Det her ændrer så meget, at aftalen under alle omstændigheder bør ud til afstemning blandt medlemmerne. Valget står mellem pest og kolera, og jeg ved ikke, hvad jeg vil anbefale. Men rammen er så snæver, at det bliver svært at rekruttere læger til specialet. Efterhånden er jeg af den holdning, at man er nødt til at ansætte os i det offentlige, for vi kan ikke fortsætte inden for de her rammer”.

Ulrik Hesislev, Region Sjælland

”Alle er vist enige om, at det ikke er en god overenskomst – primært pga. økonomien. Jeg ved godt, at samfundets ressourcer ikke er uendelige, og det er heller ikke særlig konstruktivt at stå og råbe ’Penge, penge!’ Men hvis vi skal bekæmpe ulighed i sundhed og løse alle de andre opgaver, der ligger og venter, og det ikke må koste mere, så støder man jo sammen med virkeligheden”.

”Politikerne slipper for nemt fra at lægge låg over økonomien, men ikke over opgaverne. Vi er jo en gratis-butik. Jeg kan ikke hindre dig i at ringe til mig og bestille en tid. Hvis der ikke er nogen styring af, hvor mange, der træder ind i butikken, er det lægerne, der sidder tilbage med regionernes problem, nemlig, at de har et fixed budget. Og det efterlader lægerne med sorteper.

- Har du noget godt at sige?

”Det er da fint med tre dage ekstra til efteruddannelse. Men i det store regnskab på 7.400 millioner er det jo kun en pebermyntepastil, der skal tage den bitre smag”.

- Hvad vil du anbefale i tilfælde af en urafstemning?

” Jeg tror ikke, at nogen synes, det er en god aftale. Men er der et alternativ? Og hvad er det?

Jeg har ikke taget endelig stilling. Det gør jeg nok først, når jeg har set den tekniske gennemgang, vi er blevet lovet sidst på ugen. Og når jeg har set en nærmere analyse af konsekvenserne ved et nej”.

Karsten Rejkjær Svendsen, Region Midtjylland

”Det er ikke nogen guldrandet aftale, men det regnede vi jo heller ikke med. Økonomien ligger i de decentrale midler, der stilles i udsigt og en accept af at opgaver skal følges af ressourcer. Det er noget nyt, men en udfordring vi skal tage op for at få lavet nogle gode aftaler der, hvor det giver mening”.

”Og så er det godt at systematisk efteruddannelse er kommet med i aftalen, med tre kursusdage til en acceptabel honorering for tabt arbejdsfortjeneste. Jeg havde gerne set, at RLTN (Regionernes Lønnings- og Takstnævn, red.) havde givet et større økonomisk incitament til udvikling af almen praksis. Men som jeg ser det, har forhandlingsudvalget fået det der er muligt i denne omgang”.

- I tilfælde af en urafstemning?

”Som sagt – ikke nogen guldrandet aftale, men tilstrækkelig god til, at jeg ikke kan se noget alternativ til et ja”.

Læs hele overenskomstaftalen (pdf)

Læs mere: "PLO-formand venter OK-urafstemning"

Læs mere: Sundhedsøkonomer: "Go' - eller status quo?"