Skip to main content

Overenskomstresultatet godkendt efter grundig debat

Af kommunikationskoordinator Anne Weimar og P.L.O.s redaktør Mette Bitsch-Christensen

2. nov. 2005
10 min.

Da Jørgen Lassen, formand for P.L.O. åbnede mødet klokken lidt over 9, lagde han ikke skjul på, at det var en spændende dag, der forestod. Et forhandlingsresultat er først et endeligt eksamensresultat, når repræsentantskabet har sagt god for aftalen. Indtil da er aftalen ikke det papir værd, den er skrevet på.

Men inden mødet blev ledt i retning af dagens hovedtema - diskussionen om, hvorvidt repræsentanskabet ville vedkende sig »fadderskabet« for overenskomstresultatet - var der også tid til at gøre status.

Valgfrihedens pris

- Aldrig er jeg af medierne blevet bedt om at tage stilling til så meget, så hurtigt. Det har været alt lige fra omskæring til nedskæring, indledte Jørgen Lassen med at sige. Han hentydede dermed til den række af sager om f.eks. omskæring af somaliske piger, faglige informationer om sygehusafdelinger på nettet, og Letigen, som bare i den sidste uge har optaget medierne.

- Den nuværende regering har erklæret krig mod smagsdommere og eksperter, og alt synes at blive løst, hvis befolkningen får mere valgfrihed og adgang til alle oplysninger. Men jeg tror, det er nødvendigt, at nogen siger fra over for populismen, når den tager for godt fat. Som læger har vi stor respekt for den enkelte patient. Grundlæggende er tillidsforholdet mellem læge og patient det absolut væsentligste. Mødet skal være ligeværdigt på det medmenneskelige plan, men det kan aldrig blive ligeværdigt på det lægefaglige plan.

Strukturen under lup

- Internt i Lægeforeningen er der gang i strukturdebatten. I den nuværende decentrale struktur, er praksisudvalgenes størrelse nøje afstemt efter de opgaver, der skal varetages lokalt, og det mener jeg ikke, man grundlæggende bør ændre på. Ikke så længe amterne eksisterer, sagde formanden. Et synspunkt, der i øvrigt blev bakket op i løbet af dagen. Demokratisk må vi holde os for øje, at det stigende antal medlemmer i Foreningen af Yngre Læger med tiden kan få en majorisende betydning. Det er min opfattelse, at det heller ikke er et ønske hos yngre læger, og det kan vi i hvert fald ikke være tjent med i de øvrige delforeninger. Det er godt at have god tid til såvel analyser som debat, så vi griber det rigtigt an, hvis vi skal ændre noget, fortsatte formanden, og det bør Yngre Læger også respektere.

Rekruttering og fastholdelse

- Den nye speciallægeuddannelse for almen medicin er godt på vej til at blive godkendt i Sundhedsstyrelsen. Der bliver et voksende behov for tutorlæger, og der ligger en stor opgave for os alle i at få denne opgave løst. Jørgen Lassen opfordrede praksisudvalgene til at gå ind i opgaven sammen med AMU'er og praksisreservelægekoordinatorerne. Han foreslog, at man ligefrem etablerede »tutorlægefacilitatorer«, som på det helt konkrete plan kunne oplyse og støtte praksis, der var interesserede i at tage uddannelseslæger, men måske var usikre på, hvad det indebar. Lykkes det ikke for os at skaffe tilstrækkeligt mange tutorlæger, forpasser vi en enestående chancen for at rekruttere yngre læger til at indgå i generationsskiftet, sagde Jørgen Lassen videre. Også amterne bør indse dette, og praksisudvalgene bør også gøre amterne interesserede i at skubbe på med blandt andet hjælp til etablering af arbejdspladser.

Eksklusivaftale

- Det forlyder fra de politiske korridorer, at vi måske sammen med tandlægerne alligevel ikke lades uberørt af lovingreb i forbindelse med eksklusivaftalerne. I mine øjne vil det give de største problemer i amterne. Jeg er af den klare overbevisning, at vi skal gøre alt for at overbevise medlemmerne om, at deres tilhørsforhold fortsat bør være i P.L.O. Hvis de vælger ikke at være medlemmer, vil der heller ikke være hjælp at hente overhovedet, udtalte formanden og gik derefter over til den egentlige beretning. (Beretningen er offentliggjort her i Ugeskrift for Læger, den 2. december, og kan desuden læses på P.L.O.s hjemmeside).

Influenzavaccination og overenskomsten

Efter godkendelse af formandens beretning, gennemgik Jørgen Lassen, og direktør for P.L.O., Bente Hyldahl Fogh, overenskomstresultatet i detaljer. Stolene til talerrækken blev derefter besat med imponerende hast. Der var både ris og ros - og en omgang verbal buksevand fra de medlemmer, der ikke kunne anbefale, at man stemte ja til overenskomsten. Og som flere af praksisudvalgsformændene bemærkede på talerstolen, kunne man ikke se sig helt fri for, at en del medlemmer kan have blandet deres utilfredshed med bestyrelsens uklare meldinger om den gratis influenzavaccination til de + 65-årige sammen med skepsis om overnskomstresultatet. Formanden erkendte, at bestyrelsens informationsindsats, i forhold til overenskomsten, ikke havde været detaljeret nok, men at man ville gøre en seriøs indsats for, at der skulle orienteres bedre. Bestyrelsen havde prioriteret en meget hurtig orientering af medlemmerne, der faktisk modtog resultatet og et nyhedsbrev med posten onsdag morgen, som forhandlingsresultatet var underskrevet om søndagen. I forhold til influenzavaccinationen, vedtog et enigt repræsentantskabet at sende en presse- meddelelse ud, hvor man opfordrer regeringen til at indgå en aftale med P.L.O. - for at imødegå det kaos, den nuværende ordning har forårsaget.

Der er ikke blevet vaccineret flere ældre i år end sidste år, og patienterne har ingen som helst sikkerhed for, at de nu også kan få gratis vaccination. Repræsentantskabet fandt det også sundhedspolitisk helt uforståeligt, at man ikke udnytter de praktiserende lægers kontakt med øvrige risikogrupper til at få vaccineret den del af befolkningen, der virkelig kunne have glæde af det.

Overenskomstens aftaleområder

Når et overenskomstresultat skal vurderes af medlemmerne, er økonomien også en væsentlig parameter. 161 millioner gav pakkeløsningen denne gang. Afstemningen bekræftede, at man langt overvejende er ret tilfreds med aftalen - men, at der også var knaster. Der blev livligt diskuteret økonomi, rekruttering og fastholdelse, klinikpersonale, edb, kilometerafstand, akutområdet, medicinområdet og praksisdeklarationer.

Lægemangel en handelsvare

Flere af praksisudvalgsformændene gav udtryk for, at man havde forventet, at økonomien i aftalen var noget mere markant, især set i lyset af den lægemangel, man står over for.

- Konsultationshonoraret er ikke øget tilstrækkeligt. Det er ikke et udtryk for, at vi er utilfredse med forhandlingsudvalget, men med deres forhandlingsresultat. Alligevel mener jeg, vi skal se på forhandlingsresultatet som en pakkeløsning. Det er et »take it or leave it«. Selvom jeg mener, vi skal stemme ja til resultatet, synes jeg også, at man skal vælge den ultimative demokratiske løsning og stemme for, at der bliver en urafstemning blandt medlemmerne, sagde praksisudvalgsformand Frede Heilberg, Københavns Amt.

Praksisudvalgsformand, Bodil Johnsen, fra Københavns Kommune mente derimod godt, at repræsentantskabet kunne tage en beslutning, uden dermed at agere udemokratisk.

- Jeg vil gerne sige tak til forhandlingsudvalget. I har kæmpet for os - og jeres resultat er imponerende, fordi jeres mandat var så »bundet«. I kunne have gjort det anderledes - men ikke bedre. Jeg synes, der er opnået et godt resultat. Man kan måske nok sidde skuffet tilbage og kritisere det, man ikke har fået - men det er i sig selv ikke grund nok til, at man skal stemme nej. Med hensyn til urafstemningsresultatet, så repræsenterer vi hver især 50 medlemmer. Vi er valgt på baggrund af vores egen overbevisning, og derfor synes jeg, vi skal sige ja til overenskomstresultatet - og nej til en urafstemning.

»Vores dage er talte«

Fra Sønderjyllands Amt gik praksisudvagsformand Søren Jensen på talerstolen med et skarpere budskab.

- Det er muligt, at overenskomstresultatet var det bedst opnåelige. Det er helt tydeligt, at der hersker en betydelig forskellig opfattelse af, hvad der er vundet. Men i Sønderjylland mener vi, at amterne har fået alt for store kontrolmuligheder. Sygesikringens muligheder for fremover at se i vores ydelsesmønster er blevet alt for gode. Hvis ikke vi stemmer nej til denne overenskomst, er vores dage som selvstændige talte.

Fra Ringkøbing Amt, sagde Erling Møller, at han heller ikke fandt, at resultatet var godt nok.

- Vi er en mangelvare. Der bliver færre af os i de kommende år, og det synes jeg ikke overenskomstresultatet afspejler i tilstrækkelig grad. Vi har en uheldig aldersprofil, men den måde »det skaldede grå guld« skulle være tilgode- set på, er ikke god nok. Jeg frygter, at landpraksis må lukke, og det vil skade både læger og patienter.

Tynd debat om seniorpolitik

- Det, der betyder mest for os i Ribe Amt, er tilførslen af arbejdskraft til almen praksis, sagde Hans Husted.

- Jeg synes, at vi med den nye overenskomst i hånden kan tage godt imod klinikpersonale, og at vi nu kan tilbyde længere ansættelser til amanuenser. Personligt tror jeg, det havde været helt urealistisk at tro, at man kan fastholde ældre læger for 50.000-100.000 kr. I sidste ende er det afgørende jo, hvad den ældre læges egen holdning er - om man vil holde helt op, eller f.eks. fortsætte på halv tid. Derfor synes jeg, debatten om seniorpolitiken har været lidt tynd. Vi anbefaler derfor overenskomstresultatet. Og så har vi i øvrigt ikke til hensigt at delegere ansvaret tilbage til medlemmerne, der har valgt os for vores holdninger, sluttede Hans Husted.

De positive i overtal

På vegne af Århus Amt, konkluderede praksisudvalgsformand Klaus Friis Andersen, at ud af 190 fremmødte til medlemsmøderne i Århus Amt, var de 180 positive over for overenskomstresultatet. De skeptiske var at finde blandt læger i yderdistrikterne, hvor frygten ligger i, at de nu ville blive nødt til at lukke deres praksis.

Karsten Møller Christensen, praksisudvalgsformand i Frederiksberg Kommune, indledte sit indlæg med at takke bestyrelsen for det gode arbejde. Han fandt, at overenskomstresultatet indeholdt mange positive ting - men også kontroversielle emner blandt andet i forhold til strukturudviklingen i almen praksis.

- Økonomien er nok det, der har fyldt mest. Vi skal se på, hvad vi har fået netto. Her er ikke tale om, at man har indgået en fagforeningsaftale - det er en entreprise, der skal aftales, og her skal vi huske på, vi er en mangelvare.

Lovgivning i stedet for overenskomst

Peter Magnussen, der er praksisudvalgsformand i Roskilde, ønskede tillykke med resultatet, og gav på vegne af medlemmerne i Roskilde Amt, den nye overenskomst sin fulde opbakning.

- Det er meget flot, at man helt har kunnet lade akutområdet stå urørt. Økonomien er god - den kunne godt have været bedre, men er stadig god nok til at stemme for. Hvis man skal pege på noget, der er lidt skidt i aftalen, er det måske de ting, man er blevet enige om i forhold til edb, kilometerafstande og praksisdeklaration. Men jeg er nu ret sikker på, at hvis vi ikke havde indgået aftaler på disse områder, ville der blot blive lovgivet på området, kommenterede Peter Magnussen.

Praksisudvalgsformand på Fyn Ole Nørskov, talte også for, at man stemte ja til overenskomsten.

- Hos os var det nærmest svært at få en debat i gang, fordi folk var tilfredse. Det man altid skal spørge sig selv om i sådan en sammenhæng er, hvor langt man er parat til at gå - det synes jeg, vi bør huske. Vi lever jo i en politisk virkelighed, hvor sundhedsministeren hedder Lars (u)Løkke Rasmussen ...

Ole Risby Mortensen fra Frederiksborg Amt, syntes det var »nemt at stå på talerstolen«, som han udtrykte det.

- Jeg synes, det er et flot resultat - især når man ser på, hvad modpartens krav oprindeligt var. Akutområdet er flot håndteret. På medicinområdet kan man være en smule bekymret, men ikke hvis det bliver grebet an på en fornuftig måde, fordi både vi og amterne har en fælles interesse i at begrænse medicinudgifterne. Man kunne godt have ønsket sig noget mere på økonomiområdet, men jeg synes stadigvæk, det ser godt ud.

Der kom også mange gode indspark fra de øvrige praksisudvalgsformænd som Jens Albrechtsen, Hans Pescatinni og Steen Hartvig Hansen. Især i Viborg var der betænkelighed på grund rekruttereringssituationen.

Svar på tiltale

- Hvis vi havde satset på at forgylde de ældre i gruppen, havde der ikke været en krone til resten af vores kolleger, replicerede Jørgen Lassen.

- Vi mener, at seniorpolitik i sagens natur må være et lokalt anliggende. Med hensyn til edb, kilometerafstand og praksisdeklartioner - for nu blot at nævne nogle af områderne - er jeg enig i, at vi nu havde en reel mulighed for at få indflydelse, hvorimod en decideret afvisning blot ville føre til et lovindgreb senere. Det mener jeg ikke, vi kunne være tjent med.

Resultatet af afstemningerne

Repræsentantskabet stemte skriftligt om overenskomstresultatet. 61 stemte ja - 19 stemte nej - 2 var fraværende, og Færørene havde ikke stemmeret. To delegerede ønskede, at man stemte om, at overenskomstresultatet skulle til urafstemning, og også her var afstemningen skriftlig. Ved denne afstemning stemte 56 nej til urafstemning, 16 for og 4 stemte blankt.

Jørgen Lassen rundede P.L.O.s repræsentantskabsmøde af med at sige:

- Tak for en fantastisk god debat med mange gode synspunkter, som vi vil kunne bruge fremover. Jeg ønsker os alle tillykke - jeg mener, I har gjort medlemmerne en tjeneste.

Spændingen er udløst. Forude venter implementeringen af den nye overenskomst, der kan træde i kraft 1. marts 2003.