Overlæge Pia Munkholm: Jeg offentliggør aldrig mine interessekonflikter

Når man som overlæge brænder for at give patienterne den bedste behandling, sker det i høj grad i samarbejde med industrien. Dels for at få opdateret sin egen viden, hvilket koster langt mere end de offentlige arbejdsgivere på sygehusene vil betale, og derfor må man søge mod industrien for at få udgifter dækket til forskning, rejser og kongresdeltagelse. Dels når man deler sin viden med firmaerne i advisory boards, når man uddanner kollegerne via foredrag, og når man udarbejder behandlingsstandarder.

Det samarbejde er der intet odiøst i, siger overlæge, dr.med. Pia Munkholm, Gastroenterologisk Enhed, Amtssygehuset i Herlev. Tværtimod. Hun ser ingen grund til berøringsangst og får blandt andet penge fra medicinalindustrien ved lægemiddelafprøvning, advisory board-aktiviteter eller foredrag. Hun betegner sit samarbejde med medicinalindustrien som »glimrende«.

Men Pia Munkholm ønsker ikke at oplyse om samarbejdet i forbindelse med publiceringen af videnskabelige artikler. Hun føler, at hendes arbejde i så fald bliver mistænkeliggjort og ønsker ikke, at læserne mentalt rejser et rødt flag, før de overhovedet går i gang med at læse en af hendes videnskabelige artikler, fordi de ser hendes interessekonflikter.

De nuværende regler betyder således, at hendes lyst til at ytre sig er betydeligt reduceret:

»Ved påtegning af mærkatet ,interessekonflikt` er ytringsfriheden allerede begrænset ved, at enhver udtalelse vil blive mistænkeliggjort og nedgjort ved åbenlyse forklaringer om, at forfatteren selvfølgelig er ,købt` af industrien. Læseren bliver biased. Debatten bliver skævvredet. Jeg har desværre kolleger, som slet ikke ønsker at debattere i Ugeskrift for Læger og andre internationale tidsskrifter mere, da lægens integritet er krænket. Vi risikerer at skævvride hele den medicinske debat ved indirekte måske at begrænse ytringsfriheden. Derfor skal mærkatet ,interessekonflikt` afskaffes«, siger hun.

Konsekvensen er paradoksalt nok, at de læger, som ved mest om et emne, fordi de via samarbejdet har været med til at udvikle de bedste standarder, får sig en »interessekonflikt« på ærmet.

»Herefter har du allerede skabt dig det forhold, at du tilsyneladende aldrig mere kan udtale dig hverken i negativ eller positiv retning, uden at det for mig meget negative ord følger dig: Der er nu opstået conflict of interest. Det ord skal påhæftes mig, og jeg skal flage med det, hver gang jeg ytrer mig offentligt«.

For Pia Munkholm er de nuværende regler for deklaration af interessekonflikter alt for upræcise og løse.

»Vi har brug for nogle meget mere præcise regler for, hvad der udgør en interessekonflikt. Og de skal gælde for alle, for ellers er der lige så mange forskellige fortolkninger af, hvad en interessekonflikt er, som der er læger i landet. Det bør ikke være op til den enkelte men op til redaktionen på Ugeskrift for Læger at komme med de nagelfaste regler og definitioner. Når det sker, vil jeg meget gerne skrive alt det, jeg går og laver. For jeg har ikke noget at skjule«.

Pia Munkholm følger et råd, hun engang fik af professor Povl Riis. Det lød, at hun aldrig skulle beholde de penge, hun fik fra lægemiddelindustrien selv. Derfor har hun valgt at placere pengene i en fondskonto på hospitalet, som hun har oprettet med statsautoriseret revisor. Via fonden har hun kunnet uddele 20 bærbare computere til unge stud.med.'er og læger, som forskere, samt finansieret uddannelsesrejser og forskning i Dansk Crohn Colitis Database.

»Alt sammen til gavn for patienterne. Oprettelsen af disse konti i hospitalsregi ved jeg, at rigtig mange andre kolleger også har deltaget i. Så i realiteten arbejder jeg ulønnet oftest i min egen fritid, og derfor føler jeg ikke, at jeg har nogen som helst interessekonflikter, og jeg mener heller ikke, at pengene på nogen måde påvirker mine vurderinger«.

Torben V. Scroeder er helt uenig i Pia Munkholms vurdering af, at angivelse af lægers interessekonflikter ved videnskabelige artikler mistænkeliggør hende og kollegerne, at det fører til en begrænsning af lægers ytringsfrihed og bør afskaffes. Han kalder det et »tidstypisk og dansk eksempel« på, at mange læger ikke vil være åbne.

Og han er også uenig i, at reglerne trænger til at blive præciseret. Han mener tværtimod, at regelsættet er rimelig klart, og at han i flere læserbrevssvar og ledere har tydeliggjort reglerne.