Skip to main content

Overlægeforeningens overenskomstforhandlinger med Danske Regioner er brudt sammen

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

25. feb. 2011
1 min.

Situationen er gået i hårdknude mellem Overlægeforeningen og Danske Regioner, og forhandlingerne om en ny overenskomst er nu afbrudt, idet parterne skiltes den 23. februar uden at have opnået et resultat. De vigtigste knaster er reglerne om, hvor tit lægerne må gå i vagt, og regionernes ønske om flere aften- og nattevagter.

»Regionerne ønsker at ændre på vagthyppigheden i den gældende aftale. Samtidig vil de betale mindre i vagthonorarer. Vi anerkender en stram økonomi, men vi vil ikke være med til ensidige forringelser i arbejdsmiljøet, som også kan påvirke hyppigheden af utilsigtede hændelser«, siger Overlægeforeningens formand Erik Kristensen.

Han understreger, at Overlægeforeningen er særdeles indstillet på en ny aftale - men ikke for enhver pris og ikke på bekostning af arbejdsmiljøet.

»Det akutte arbejde kan laves hele døgnet, og vagthyppighedsbestemmelserne forhindrer ikke en god organisering af det akutte arbejde døgnets 24 timer«, siger han.

Der er p.t. ikke aftalt nye møder, men situationen kan hurtigt ændre sig. Følg med på www.laeger.dk og www.ugeskriftet.dk