Skip to main content

Overlægeforeningens politik vedrørende etablering af regionale specialeråd

31. okt. 2005
2 min.

Erik Kristensen, formand for Overlægeforeningen, ekristensen@dadlnet.dk

Med Folketingets vedtagelse af kommunalreformen, som indebærer etableringen af fem regioner fra år 2007, er det nødvendigt – og absolut på høje tid – at de lægelige specialer går aktivt ind i diskussionen om den regionale sundhedsplanlægning, det være sig formelt som uformelt. Den tilgrundliggende lovgivning indebærer, at der dels sker en i nyere dansk lovgivning hidtil ukendt centralisering af magten hos ministeren og dels tillægges Sundhedsstyrelsen en planlægningsbeføjelse, hvad angår de enkelte specialer. Det er derfor nødvendigt, at det enkelte speciale, alene ud fra et fagligt ståsted kan argumentere for specialets organisering, inklusive behandlingsstrategier i den enkelte region. Det skal i den forbindelse klart tilkendegives, at Overlægeforeningen støtter en styrkelse af Sundhedsstyrelsen inklusive en planlægningsbeføjelse, men at dette kræver en direkte reorganisering af den nuværende styrelse.

Vi har tidligere fra Overlægeforeningens side anbefalet, at der blev iværksat et sådant arbejde vedrørende den faglige rådgivning. Det er imidlertid mit indtryk, at denne proces er foregået med megen inerti. Det er ligeledes mit indtryk, at denne aktivitet har mødt en del modstand i visse administrative kredse på trods af, at de samme kredse selv er i færd med at foretage en planlægning af regionernes organisering på sygehusområdet, selv om de regionale råd endnu ikke er valgt. Det skal imidlertid anføres, at der ses en vis difference regionerne imellem på dette område. Det bør retfærdigvis nævnes, at Region Midtjylland tilsyneladende er inde i en konstruktiv proces, hvorimod region Hovedstaden har etableret en stærkt top-down styret proces med et stærkt begrænset kommissorium, ligesom rådene har mere administrativ end faglig karakter.

Overlægeforeningen har på sit netop afholdte repræsentantskabsmøde vedtaget, at det er Overlægeforeningens politik, at der etableres monofaglige regionale specialeråd.

Rådenes endelige udformning bør lades åben, men det er vort ønske, at disse monofaglige specialeråd har et tæt samarbejde med de videnskabelige selskaber, gerne i formaliseret form, og at der er tale om selvstændige råd uden fagpolitisk tilknytning.

Det skal afslutningsvis stærkt pointeres, at Overlægeforeningen tager stærkt afstand fra, at der føres »sognerådspolitik« i faglighedens navn. Vi er fuldstændig bevidste om, at der i regionernes spæde begyndelse vil være en ikke ubetydelig risiko for, at der føres »sognerådspolitik« imellem de tidligere amter til erstatning for den tidligere så velkendte og ganske udbredte »sognerådspolitik«, som fandt sted mellem sygehusene i det enkelte amt. Det er ej heller befordrende for sagligheden, at enkelte amter nærmest er stolte af at etablere faglige aktiviteter på trods af Sundhedsstyrelsens anbefalinger. I planlægningen af en moderne sundhedssektor må opgaverne inden for de enkelte specialer tilrettelægges i et samarbejde mellem de videnskabelige selskaber og centraladministrationen. Der bliver brug for saglighed og ikke suboptimering.