Overlæger skal påtage sig ansvar for helheden

- Gennem de seneste 10 år er antallet af overlæger steget betydeligt. Det har på mange måder forbedret og effektiviseret patientbehandlingen. Samtidig er en række opgaver, der tidligere næsten udelukkende blev varetaget af yngre læger, også blevet en del af hverdagen for mange overlæger. Sideløbende har de sociale og familiære krav til overlægerne ændret sig - det er ikke længere tilstrækkeligt at være fagligt dygtig, man skal også kunne samarbejde, kunne kommunikere, lære fra sig osv., og der skal være kræfter til overs til aktiv deltagelse i et liv ved siden af arbejdet. På den baggrund synes vi, at der er god grund til at sammenfatte forventningerne til overlægerollen og debattere dem i repræsentantskabet.

Sådan siger Overlægeforeningens formand Steen Tinning i en kommentar til det politikpapir om overlægerollen, som Overlægeforeningens bestyrelse har udarbejdet som oplæg til en diskussion på foreningens repræsentantskabsmøde på Nyborg Strand den 24. august.

- Professor Kjeld Møller Petersen sagde på et tidspunkt i foråret, at det er på tide, at overlægerne træder i karakter. Det er jeg meget enig med ham i. Det er ikke nok at tilkæmpe sig kompetencen, overlægerne må også påtage sig ansvar for helheden.

At påtage sig ansvaret

- I mange år var tendensen, at en overlæge blot var én af flere i et kollektiv omkring patienterne. Der blev også stillet spørgsmål ved betydningen af fagligheden. Nutidens overlæger skal kunne mestre en række forskellige roller - bl.a. samarbejde og kommunikation - men deres faglige viden og indsats er stadig af afgørende betydning for patientbehandlingen og sygehusenes samlede aktivitet. Det er vigtigt, at overlægerne har kompetence til at kunne træffe de endelige beslutninger i spørgsmål af betydning for patientbehandlingen, men det er lige så vigtigt, at de påtager sig et ansvar ikke blot for det enkelte patientforløb, men også for helheden på afdelingen.

- Alle overlæger har en ledende rolle i forhold til det team eller det afsnit, hvor de arbejder til daglig. Overlæger har til forskel fra fx afdelingslæger ikke blot et ansvar for den enkelte patient, men også for tilrettelæggelsen af patientforløb, visitation, udarbejdelse af instrukser, uddannelse af personale, yngre lægers videreuddannelse samt forskning og kvalitetsudvikling. Det er væsentligt, at den enkelte overlæge er sig dette ansvar bevidst. Overlægerne må ikke lade sig skubbe ud af systemet, de er væsentlige for helheden i den samlede patientbehandling, og jeg tror faktisk, de fleste forventer, at overlægen i det enkelte team eller på det enkelte afsnit påtager sig en ledende rolle.

- Uddannelsesmæssigt prøver vi ved revisionen af OLAU-systemet at bygge overlægernes ledelsesmæssige kompetence op. En væsentlig del af denne kompetenceudvikling skal dog fortsat ske i det daglige arbejde, men ved en meget mere systematisk uddelegering af stadigt mere selvstændige opgaver til de yngre læger sideløbende med, at de udvikler deres kliniske færdigheder.

Coach-funktion

- På det øverste niveau i en afdeling vil det være de administrative, personalemæssige og fagligtstrategiske opgaver, der dominerer de ledelsesmæssige krav til overlægerollen. Det svarer til figuren som administrerende eller ledende overlæge, på store afdelinger måske delvis også varetaget af en souschef eller af specialeansvarlige overlæger. Også her prøver vi gennem OLAU-systemet at bakke den enkeltes ledelsesmæssige udvikling op. Samtidig håber jeg, at der kan etableres en »coach-funktion«, hvorigennem nyudnævnte ledende overlæger kan få feedback på deres lederrolle. Ledende overlæger er samtidig ansvarlige for at give yngre kræfter med interesse og talent for ledelse mulighed for at få opgaver, der udvikler deres ledelsesmæssige kompetence.

- Det oplæg, vi har udarbejdet, er først og fremmest en sammenfatning af, hvad der har været diskuteret gennem de sidste 3-4 år i foreningssammenhæng. Men jeg tror, det er godt med denne sammenfatning og status og en debat i repræsentantskabet.

Du har besluttet at trække dig tilbage som formand for Overlægeforeningen ved repræsentantskabsmødet den 24. august. Da du blev valgt til formand for fire år siden, sagde du bl.a., at du ville prøve at gøre det sjovere at være overlæge. Er det blevet det?

- Jeg ved ikke, om det er blevet sjovere ..., men som gruppe er overlægerne blevet mere synlige både internt i FAS og Lægeforeningen og i den sundhedspolitiske debat. Diskussionen om ledelse har fx været med til at gøre overlægerne mere bevidste om nødvendigheden af at ytre sig og påtage sig et ansvar - at få lægerne tilbage i sygehusvæsenet så at sige. Nogle steder var overlægerne jo nærmest sat helt udenfor.

- Som forening med repræsentantskab osv. er Overlægeforeningen forholdsvis ny, men jeg synes, der er opbygget et godt samspil mellem repræsentantskab og bestyrelse. Årsmøderne og det efterfølgende repræsentantskabsmøde i august i Nyborg har gennem årene drøftet en række emner, som har sat sig spor i foreningens politik.

»Tæskeholdet«

- Ude i amterne er overlægerne som gruppe blevet aktive med amtsrepræsentanten som den ledende figur. Det decentrale led af Overlægeforeningen vil få større og større betydning, og skiftet fra udelukkende at forhandle centralt til også at skulle forhandle decentralt har kostet mange kræfter. Selv om den centralt udsendte forhandlingsdelegation til amterne nogle gange er blevet kaldt »tæskeholdet«, så har forhandlingerne med de enkelte amter faktisk været konstruktive, og jeg synes, vi har nået resultater, som er gode for begge parter. Forhandlingskompetencen hos de lokale overlæger er samtidig blevet større, og mange forhandlinger vil fremover kunne klares på lokalt niveau uden direkte central bistand.

Der var kritik efter den seneste overenskomstforhandling. Nogle syntes, at Overlægeforeningen havde solgt ud ved at lade alle kunne få vagt og ved at give køb på kompensationsfriheden.

- Kritikken var skudt ved siden af, og det tror jeg, de fleste vil give mig ret i. Vi har fået synliggjort en vagtforpligtelse, mange medlemmer i forvejen har, og bindingen på lørdag-søndage kompenseres med frihed på et andet tidspunkt. Jeg synes, foreningen kan være godt tilfreds med resultatet, både på kort sigt med økonomien i overenskomstresultatet og på lang sigt, fordi overenskomsten nu er gearet til fremtiden med decentrale forhandlinger.

- Der er centralt aftalt rammer for ansættelsesvilkår, vagter, udetjeneste osv., og så kan man decentralt skrue præcis de figurer sammen, man har brug for. Det har modparten brug for i et sygehusvæsen med flere og flere skræddersyede ordninger alt efter de lokale behov. Og overlægerne har brug for, at der er nogle centralt aftalte vilkår, så man ikke skal starte helt forfra hver gang. Vi skal som ov erlæger både kunne dække egen afdeling med stuegang, ambulatorium og operationer, og samtidig skal vi kunne tage vagter og sikre udadgående funktioner. Det er vigtigt, at rammerne om ansættelsen sikrer forankringen i det faglige miljø på afdelingen. Ellers bliver arbejdet fragmenteret, og tilknytningen til afdelingen og medansvaret for at det hele hænger sammen forsvinder. Også af hensyn til den gensidige interne justits, som er essentiel for at opretholde kvaliteten, er det væsentligt, at overlægerne bevarer en stærk tilknytning til afdelingen.

- Det er meget vigtigt, at vi får en struktur, som understøtter de lokale foreningsrepræsentanter. Meget af det forhandlingsmæssige arbejde fremover kommer til at ligge der, og vi skal have fundet en model, som sikrer, at vi er en forening, der er slagkraftig både på landsplan og lokalt, siger Steen Tinning.