Skip to main content

Overlægerne arbejder længere og længere, og færre bijobber

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

8. okt. 2012
3 min.

Ni timer pr. uge. Så meget arbejder overlæger mere end de øvrige lønmodtagere i Danmark, hvor den gængse arbejdsuge er på 37 timer. Overlægerne noterer sig for 46 timer i gennemsnit.

Det fremgår af en ny undersøgelse af overlægers arbejdsvilkår, som Overlægeforeningen har fået lavet. Undersøgelsen viser også, at det er de kvindelige overlæger, der arbejder mest - nemlig ca. en halv time mere om ugen i gennemsnit end mændene.

De medicinske specialer har også lidt længere arbejdstid end deres kolleger i de skærende specialer. Og ledende overlæger arbejder længere end de øvrige.

Det er også en myte, at overlæger ikke går i vagt. Ifølge undersøgelsen er der 56 pct., som har vagtforpligtelser, og andelen er steget en smule i forhold til 2008.

Aldrig tid nok

På trods af de mange timer på job får en hel del overlæger alligevel aldrig bund i arbejdet. Der er 8 pct., som siger, at de aldrig når alle arbejdsopgaver, mens 36 pct. synes, at det sker "ofte" og 31 pct. "somme tider". Det er nogenlunde samme fordeling som i 2008.

Flere end i 2008 melder også om, at deres job er blevet mere krævende, og at de generes af afbrydelser og det tidspres, arbejdsmængden udgør.

Alt sammen må nødvendigvis betyde, at overlægerne må tage tiden fra noget andet. F.eks. er der færre, der bijobber nu end i 2008 - men nedgangen anses ikke for at være så stor, at den er statistisk signifikant.

De overlæger, der bijobber, gør det i gennemsnit 19 timer om måneden.

Konflikter om arbejdstid

Tillidsrepræsentant og talsmand for samtlige overlæger i Region Midtjylland, Jens Frandsen, møder en del sager om arbejdstid og arbejdspres.

"Det er nogle af de ting, jeg er involveret i som tillidsmand. Hvordan er arbejdet tilrettelagt, og hvor mange timer drejer det sig om. Får de overtimer ordentligt afspadseret? Eller får de betaling?", siger han.

Hvordan er reglerne?

"Vi er ansat uden højeste tjenestetid, og altså uden overarbejde. Men det skal tilrettelægges, så arbejdet ikke væsentligt overstiger 37 timer. Men her er tolkningen meget forskellig. Nogle ved det ikke, men det betyder, at man skal kunne tåle uforudset overarbejde i op til 40-45 timer i kvartalet. Det giver anledning til megen diskussion".

Går overlægerne da ikke op i deres arbejdstid?

"Det har været almindeligt, at overlægerne ikke kiggede så skarpt på klokken, og derfor har mange arbejdet mere end de 37 timer ud af interesse for faget. På den anden side har de samtidig haft stor indflydelse på deres egne arbejdsforhold. Men udviklingen på sygehusene og i mange specialer har betydet, at arbejdet i dag er meget mere skemalagt. Dermed forsvinder noget af indflydelsen på egne arbejdsvilkår, og så kan det være, at man kigger lidt mere skarpt på at overholde arbejdstiden."

"Det skal planlægges"

Overlægeforeningens formand Anja Mitchell synes, det er tankevækkende, at overlægerne arbejder så meget.

"Arbejdsgiverne skal jo tilstræbe, at arbejdsmængden kan klares inden for 37 timer. Vi går efter, at alle arbejdsopgaver, som ikke er direkte patientkontakt, skal tænkes ind i planlægningen, så opgaver såsom udvikling, uddannelse og forskning er en del af arbejdet. Det er et spørgsmål om planlægning", siger hun.

"Man skal sætte tid af til opgaverne. Overlægerne er meget fokuserede på opgaveløsning. Men det tager altså en vis mængde tid".