Speciallæge i ortopædkirurgi Jens Brahe Pedersen er et år i London som fellow – afdelingslæge – ved St. George Hospitals store traumecenter for at få erfaring med komplekse ben- og bækkenbrud og opleve en anden tilgang til faget.
6.15 Jeg står op. Vi bor i Sydlondon, i en lille lejlighed i Wandsworth. Min kæreste, Marie, er også læge og er i gang med et forskningsprojekt på et andet sygehus. Efter kaffe og lidt at spise cykler jeg de fire km til hospitalet. London er ikke rigtigt vågen, og trafikken er ret fredelig. Turen går gennem Tooting, hvor der især bor mange indere.
7.05 På hospitalet klæder jeg om til scrubs og går over til de to patienter, vi skal operere i dag. Jeg tjekker, at de rigtige blodprøver er bestilt, og sammen med patienterne udfylder jeg de udførlige samtykkeerklæringer, man bruger her. I hånden skal jeg nedskrive alle tænkelige komplikationer og forklare dem for patienterne. Så skriver jeg under på, at jeg har forklaret det, og patienten på, at det er accepteret. Derefter sætter jeg kryds på det rigtige ben – ellers vil narkosen ikke bedøve dem.
7.30 Jeg går op til stuegang og ser de patienter, der hører under ”min” overlæge, og som vi skal tage os af. Jeg er lige forbi morgenkonferencen for at høre, om der er kommet traumer ind, så vi må aflyse vores operationer. Reservelægerne bliver overhørt i nogle af de frakturer, vi ser på røntgenbillederne. Jeg synes overlægerne går ret hårdt til de yngre. Selv om de er ret skarpe, får reservelægerne læst og påskrevet og må hjem og læse i weekenden. Det er et barsk læringsmiljø.
9.00 Første operation – en midaldrende mand fra Rumænien, som har fået lavet et ankelbrud i hjemlandet, og nu er der infektion i det. Vi fjerner skruer og ståltråd fra den primære operation, sammen med noget inficeret knogle. Det erstatter vi med en slags antibiotisk knoglemørtel og syr ham sammen.
10.30 Alex – min overlæge – og jeg kigger på næste uges operationsprogram. Så skal vi i gang med næste operation – en ung mand med et tidligere åbent skinnebensbrud. Jeg opdager, at røntgenafdelingen har glemt at hente ham til CT-skanning, mens vi opererede den første. Jeg ringer til dem og får trumfet en hasteskanning igennem og kører ham selv derover i en kørestol. Hurtig frokost, mens jeg venter på billederne.
12.00 Billederne viser tegn på infektion omkring en gammel, knækket skrue. Vi får ham gjort klar på lejet og bedøvet. Vi joder ham af og dækker ham til, og jeg starter operationen sammen med en af reservelægerne. Sagen er lidt speciel, da plastikkirurgerne tidligere har lavet en såkaldt fri lap på hans ben. En af dem er så venlig at komme over for at vise, hvor vi bedst kan lægge vores snit, når vi skal ind og raspe op i knoglen.
12.20 Da vi har frilagt knoglen, kommer Alex ind for at deltage. Han coacher, mens jeg fridissekerer knoglen og brækker det gamle, fibrøse væv op, så vi kan fjerne det. Der er to knogler. Lægbenet skal også skæres over, så vi kan klemme bruddet sammen med en ramme, mens benet forlænges højere oppe. Det hele tager næsten fire timer.
16.40 Operationsbeskrivelsen skal skrives i hånden Vi har ikke epj, og jeg gør mig umage for at gøre det læseligt. Der går meget information tabt pga. ulæselige journalnoter. Hvis jeg ikke var træt i hænderne efter operationen, er jeg det i hvert fald efter skrivearbejdet. Inden jeg går, skal jeg lige tale i telefon med mikrobiologerne for at konferere den antibiotiske behandling. Bagefter besøger jeg patienten på opvågningen, ordinerer blodfortyndende medicin, håndskriver et papirmedicinkort og giver sygeplejersken instruktion om observation og planen for patienten.
17.50 Inden jeg gik, var jeg oppe og informere den første patient om, hvordan operationen var gået. Så cykler jeg hjem i tæt trafik. Der er ved at være liv på pubberne i Garratt Lane. Derhjemme har Marie lavet aftensmad. Hun har en veninde på besøg fra Danmark. En hyggelig afslutning på dagen. Jeg går tidligt i seng, for i morgen har jeg vagt.
