Skip to main content

Overlægerne: OK18-kampen skal vindes i medierne

Den danske model blev erklæret bevidstløs på Overlægeforeningens repræsentantskabsmøde, som handlede om konflikt og kommunikation. ”Kommunikation er måden, man først og fremmest vinder kampe på i dagens Danmark,” sagde formanden

Formand Lisbeth Lintz: ”Den danske model ligger bevidstløst og har brug for en anæstesiolog. Vi forsøger at give den model, vi er berømt for ude i verden, en sidste chance."
Formand Lisbeth Lintz: ”Den danske model ligger bevidstløst og har brug for en anæstesiolog. Vi forsøger at give den model, vi er berømt for ude i verden, en sidste chance."

Anne-Laura Hedegaard, alh@dadl.dk

15. mar. 2018
6 min.

”Overlægeforeningen bliver nu omtalt i avisen Arbejderen. Det er nyt.”

Der blev grinet af Overlægeforeningens formand Lisbeth Lintz’ ord på foreningens repræsentantskabsmøde onsdag.

”Og det er helt okay at grine lidt af,” sagde hun, men tilføjede, at der ellers ikke er ret meget at grine af i OK18-forløbet.

Oven på sammenbruddene i overenskomstforhandlingerne har Overlægeforeningen sammen med de andre organisationer for offentligt ansatte varslet konflikt. Og det er også nyt. Derfor handlede repræsentationsmødet i stor udstrækning om netop overenskomstforhandlinger og konfliktvarsler.

Vigtigt at vise opbakning

Da repræsentanterne efter frokost fandt tilbage til konferencelokalet, havde Lisbeth Lintz skiftet tøj og var trukket i en sweatshirt med ”Overlægerne”-logoer på.

Hvorfor er formandens tøj relevant? Det er det, fordi det var kendetegnende for mødets OK18-snak. Ikke tøjskift, men tydelig kommunikation – eksempelvis i form af logoer.

”Det er rigtig vigtigt, at de andre faggrupper ser opbakningen fra os, der tjener allermest. Vi vil gerne meget tydeligt markere, at vi er der som overlæger. Og selvom vi aldrig kommer til at stå 1000 mennesker til en demonstration, så gør det ikke så meget, hvis alle os, der er der, bærer overlægeuniform,” sagde Lisbeth Lintz.

Halv million til kommunikation

Men det blev hurtigt tydeligt, at Overlægeforeningens OK18-kommunikation ikke kun skal være via logoer på tøj til ære for andre offentligt ansatte.

”Kommunikation er måden, man først og fremmest vinder kampe på i dagens Danmark, så den her kamp skal blandt andet vindes i pressen,” sagde Lisbeth Lintz.

Derfor har bestyrelsen sammen med Yngre Læger bevilget en halv million til OK18-kommunikation. Lisbeth Lintz opfordrede også medlemmerne til at melde sig ind i kampen på Facebook og Twitter.

”Et af de steder, hvor vi skal vinde kommunikationskampen, er de sociale medier. Alle I medlemmer kan give en gevaldig og gavnlig hånd med til at få spredt de historier og budskaber, vi mener, er rigtige, ved at dele de her ting på sociale medier. Jeg ved godt, at det ikke ligger ligefor for alle, men hvis der er en god lejlighed, er det den her.”

"Vi skal ikke kunne fremstilles som grådige, griske overlæger, som har en løn på den gode side af en million og så oven i købet forsøger at malke koen under en storkonflikt." Lisbeth Lintz, formand for Overlægeforeningen

Hvad har det med læger at gøre?

Da Lisbeth Lintz ridsede overenskomstforhandlingernes forløb op, italesatte hun, at de store emner i forhandlingerne kan lyde underlige ud fra Overlægeforeningens medlemmers forhold. Men hun understregede knasternes principielle vigtighed.

”Parallel lønudvikling. Hvordan kan man som overlæger snakke om at gå i konflikt om noget som løn? Overlæger får jo så rigeligt i forvejen. Og det er rigtigt – men vi står op for anerkendelsen i et parallelt lønningssystem.”

”Betalt spisepause. Hvem sidder og spiser ned i en halv time? Vi sidder ikke ned en halv time ad gangen og snakker om alt muligt andet end vores arbejde, men kampen er et spørgsmål om anerkendelsen af en velerhvervet rettighed, vi har haft siden 1921.”

”Lærernes arbejdstid. Hvad har det med læger at gøre? Men det kunne lige så godt være os og vores vagthyppighedsregler, der blev reguleret af et regeringsindgreb. Det essentielle er ikke arbejdstiden, for den må de selv aftale. Det essentielle er opbakningen til retten til at forhandle egne vilkår og derfor dybest set hele den danske model.”

Stendød dansk model

Er den stadig relevant, den danske model? Det betvivlede Sven Felsby, overlæge på Anæstesiologisk og Intensiv afdeling på Aarhus Universitetshospital.

”Den danske model er jo stendød. Det er koreograferet teater, som skal danne baggrund for regeringsindgreb,” sagde han.

Det gav Lisbeth Lintz ham – til dels – ret i.

”Den danske model ligger bevidstløst og har brug for en anæstesiolog. Vi forsøger at give den model, vi er berømt for ude i verden, en sidste chance. Men hvis vi ender med regeringsindgreb, som matcher arbejdsgivernes krav, så ender vi med at stå i intensivafdelingen og sige ”der er ikke grund til at bruge strøm på det her længere.””

Flere spurgte ind til, hvad der sker i forhold til de specielle forhandlinger på overlægernes område. På bestyrelsen lød det, som om medlemmerne skal forberede sig på, at der muligvis ikke sker mere der.

”Der er 750.000 offentligt ansattes forhold i spil. Så tror jeg ikke, vi skal regne med, at Forligsmanden siger ”Nå, der er et par tusinde overlæger. Deres forhold tager vi lige med”,” sagde Lisbeth Lintz.

Risiko for konflikt højere end nogensinde

Hvis man går med på metaforen med den bevidstløse danske model, må intensivafdelingen være Forligsinstitutionen, hvor forhandlingerne er foregået siden 1. marts.

Forhandlingerne i Forligsinstitutionen er tavshedsbelagte, så hvor de står vides ikke.

”Men hvis vi læser kropssprog – som læger jo har en god forudsætning for – så ser de trætte og også modløse ud. Og det tolker jeg, som at der ikke foregår meget konstruktivt,” sagde Lisbeth Lintz.

”Jeg håber stadig, at konflikt kan afværges på den ene eller anden måde, men risikoen, for at vi kommer i konflikt, er højere end nogensinde. Når klokken slår midnat mellem 3. og 4. april, træder strejken i gang, medmindre vi inden da oplever noget andet.”

Og så handlede det om konflikt. Og nødberedskaber.

Ekstra Bladets forside

”Er det korrekt, at vi ikke er forpligtede til at stille med nødberedskab? Det er rimeligt med nødberedskab på afdelinger, hvor vi strejker, men er vi forpligtede til at stille med nødberedskab på de afdelinger, der er udtaget til lockout?” ville Karin Graeser fra Anæstesiologisk Afdelinge på Bispebjerg Hospital vide.

Og nej, fortalte Lisbeth Lintz. Juridisk set er lægerne ikke forpligtede til at forhandle nødberedskaber – hverken når det gælder afdelinger ramt af strejke eller lockout.

”Men det vil ikke se godt ud på forsiden af Ekstra Bladet, at læger har nægtet dødssyge mennesker hjælp. Vi har klart formuleret, at vi gerne går ind i forhandlinger af nødberedskab.”

Iben Sorgenfrei fra Anæstesiologisk Afdeling på Hillerød Hospital spurgte, om man så kunne forhandle en meget høj timeløn hjem for de læger, som skal bemande nødberedskab under en potentiel konflikt.

”Det er rigtigt, at vi kunne få et tillæg,” svarede Lisbeth Lintz.

”Men det vil heller ikke se godt ud på forsiden af Ekstra Bladet. Vi skal ikke kunne fremstilles som grådige, griske overlæger, som har en løn på den gode side af en million og så oven i købet forsøger at malke koen under en storkonflikt.”

Hun tilføjede, at der i forhandlingerne har været udspil om, at lægerne ikke behøver samme løn som overenskomstlønnen, da en konflikt vil sætte overenskomsten ud af spil.

”Og så er det dejligt nemt at sige, at så ønsker Danske Regioner jo ikke et nødberedskab. Vi skal have vores sædvanlige løn,” fastslog hun.

FAS-blå regnjakker

Apropos økonomi kan dette referat passende afsluttes ved at vende tilbage til Lisbeth Lintz’ tøjskifte til sweatshirten.

”Jeg vil spørge repræsentantskabet, om I ikke synes, at det er en fremragende ide, at vi bruger nogle penge på at købe regnjakker?” spurgte hun fra talerstolen.

Hun foreslog 200 eller 500. Med en pris på 200 kroner stykket, må det blive en udgift på mellem 40 og 100 tusinde kroner.

”Det kommer an på farven på regnjakken,” lød det fra salen. Derudover var der ikke noget, der ønskede at modsætte sig forslaget.

Regnjakkerne skulle vist i øvrigt være FAS-blå.

Læs mere om OK18 her