På hovedspring i sygehuskulturen

Ortopædkirurgisk sengeafsnit, H:S Hvidovre Hospital: Venligt og langsomt spørger Mohammed Albayati sig ind på den trætte patient, som har alle mulige ortopædiske skavanker at slås med. De forstår måske ikke alt, hvad hinanden siger, men det går egentlig forbløffende godt. Den 32-årige irakiske læge har desuden sin danske kollega og mentor, 1. reservelæge Lars Solgård, i baghånd, så journalen skal nok blive korrekt.

Irakerens faglige input fejler ikke noget. Hans hjemlands kandidateksamen er af Sundhedsstyrelsen godkendt som ligeværdig med den danske, og Mohammed har været igennem turnus i Irak, selv om han som flygtning desværre ikke kan skaffe dokumentation for det.

Han er en meget glad mand her næsten tre måneder inde i sin ulønnede praktikperiode på den ortopædkirurgiske afdeling. Efter en traumatisk flugt og den sædvanlige ulidelige træden vande i asyllejrenes uvished har han i dag afløb for sin energi, et fagligt holdepunkt og håb for en fremtid som ortopædkirurg i Danmark. Alt sammen takket være radikal nytænkning i introduktionen af udenlandske læger. I al ubeskedenhed stærkt inspireret af Lægeforeningen, som i 2001 startede en offentlig debat om tredjelandskollegernes vanskelige vilkår. Bolden blev grebet af Sundhedsstyrelsen, Amtsrådsforeningen og de regionale videreuddannelsessekretariater, og i dag modtages lægerne med langt større opmærksomhed og hjælp end for et par år siden (1).

Men tilbage til Mohammed. Som han går ned ad gangen på sengeafsnittet mødes han med smil, opmærksomhed og venlige bemærkninger fra personalet. Han udstråler tilfredshed med god grund: Opholdstilladelse, en lejlighed i Søborg, omstilling fra en meget lang periode med personligt kaos.

På jagt efter dansk

I maj 2001 kom han til Sandholmlejren. Af sikkerhedsgrunde vil han i dag ikke fortælle offentligt, hvad han flygtede fra, men at blive i Irak kunne meget vel have kostet ham livet. At vende tilbage er udelukket, medmindre landet oplever et meget gennemgribende systemskifte.

Sandholm blev til Avnstrup, så Odense og til sidst Fakse Ladeplads. Da Mohammed endelig blev stationær, meldte han sig som frivillig medarbejder i Røde Kors’ kulturhus og begyndte at komme i den lokale kirke. Han blev også fast gæst på det lokale bibliotek. Alt sammen for hurtigst muligt at komme i clinch med det danske sprog.

»Efter seks måneder opsøgte jeg Amtssygehuset i Herlev og kom i praktik, men jeg indså hurtigt, at mit dansk var for dårligt. Så hellere bruge tiden på at lære sproget ordentligt. Vi lavede et ,bytte sprog‘-projekt i kulturhuset, hvor jeg lærte fire danskere arabisk, og de lærte mig dansk. Efter endnu et praktikophold ved Kirurgisk afdeling på Næstved Centralsygehus fik jeg opholdstilladelse og kom i kontakt med projektet her. Praktikpladsen blev Ortopædkirurgisk afdeling, fordi jeg har haft seks måneders turnus i ortopædkirurgi, seks måneders almen kirurgi og tre måneders plastikkirurgi i Irak,« forklarer Mohammed.

Hårdt program

I dag ser hans arbejdsdag således ud: Praktik kl. 8-13, dernæst to timers fagsprogsundervisning. Om aftenen tre timers undervisning i alment dansk, fulgt af lektielæsning.

Aftenskolen har han selv fundet: »Min kommunale sagsbehandler præsenterede et standard-integrationsprogram over tre år. Men jeg ville ikke spilde tid på at følge undervisning, der er tilrettelagt for folk med meget varierende forkundskaber og motivation. Det var okay. Hun kontaktede hospitalet og dette projekt, og jeg fik lov til at fravælge det almindelige kommunale sprogtilbud mod at følge undervisningen på Københavns Internationale Sprogskole, KISS, som leverer et meget koncentreret forløb med stor vægt på udtale og med aftenundervisning. Det var vanskeligt at få plads, for kurset er meget efterspurgt og hovedsagelig for ansøgere fra København men det lykkedes.«

Op ad bakke

Mohammed vil ikke lægge skjul på, at han har fundet vejen ind i sundhedsvæsenet noget op ad bakke.

»Jeg er ked af, at jeg har spildt et år og fire måneder i lejr. Som situationen var og er i Irak, ville jeg ikke kunne sendes tilbage. Der er brug for min arbejdskraft, og uddannelsen i mit land er anerkendt som værende på niveau med den danske. Hvorfor satte man så ikke hurtigst muligt ind på at få mig ud af lejren og ind på arbejdsmarkedet? Jeg ville gerne gøre en indsats selv, men det er meget svært at lære dansk på egen hånd. Vi fik lidt undervisning i lejren, men at lære 2-3 sætninger om dagen er ikke tilfredsstillende for ret mange,« siger Mohammed, der ser de nye lands-omfattende tiltag for integration af tredjelandslæger som en meget markant forbedring:

»Mine kolleger, som kom hertil for måske tre år siden, var henvist til den almindelige sprogundervisning og måtte selv finde praktikplads. Flere af dem havde så svært ved at bestå Danskprøve 2, at de måtte opgive. Det gælder blandt andet en af mine studiekammerater fra Irak. Han er en meget dygtig læge, næstbedst i sin årgang. I dag tror han ikke længere på, at han nogensinde kommer i arbejde inden for sit fag. I de tre år, han læste til Danskprøve 2, forsømte han det mundtlige sprog, fordi prøven er meget skriftligt orienteret. Han glemte naturligvis også det faglige.«

Et enkelt job

Mohammeds mentor følger ham i det daglige. Lars Solgård mangler et halvt år af speciallægeuddannelsen til ortopædkirurg.

»Forløbet har været meget mere spændende og interessant end forventet. Jeg har stor respekt for Mohammed. Han er målrettet, positiv og har et stort overskud. En dag fortalte han mig sin personlige historie. Den greb mig dybt og gav mig større indsigt i en flygtnings situation. I lyset af de ting, han har været igennem, er det mere end imponerende, at han i den grad griber sin nye tilværelse her i landet.«

Er mentorjobbet tidkrævende?

»Næ, egentlig ikke. Mohammed følger sin egen plan og opsøger selv de kolleger på afdelingen, som kan komplettere hans færdigheder. Jeg kan tilføje, at man som mentor bliver kompenseret dobbelt for at oplære en udenlandsk kollega i forhold til at være tutor for en dansk kollega.«

Er introduktion af udenlandske læger efter din mening generelt uproblematisk?

»Jeg ved, at ikke alle praktikophold går lige nemt. Bl.a. kan kommunikationen være et problem. Nogle udenlandske læger har ikke tradition for den meget intense kommunikation med patienterne, har Mohammed fortalt mig. Og hvis de så yderligere ikke behersker alle de nødvendige udtryk, kunne det være fristende at springe over her. Jeg syntes, vi har pligt til at hjælpe dem så meget som muligt. Desuden er der stor mangel på læger, som har lyst til at blive ortopædkirurger. Arbejdet og arbejdsmiljøet bliver anset for at være hårdt. Men mange af vore udenlandske kolleger vil gerne ind i faget. De skal være meget velkomne.«

Fakta

På H:S Hvidovre Hospital startede 13 læger og 18 mellemlangt uddannede i oktober på hospitalets første integrationsprojekt, der i store træk følger samme l injer som andre steder i landet. To ugers introduktion afløses af tre måneders praktikforløb med både almen og for lægernes vedkommende fagspecifik sprogundervisning. Hver deltager har en mentor, som sikrer, at der følges op på forløbet.

Litteratur

1. Haller J. Vejen lettet for udenlandske læger. Ugeskr Læger 2002; 164: 2313-4.