På job i Lægevagten

»Læge Hans Jakob Jensen, goddag. Din søn? Ja, må jeg bede om hans personnummer?«

Praktiserende læge Hans Jakob Jensen taster nummeret ind i det røde felt på skærmen.

»Er det Sebastian? Ondt i øret... har han feber? Flåd fra øret?«

Hans Jakob Jensen sidder i en af de seks båse på Lægevagten i Odense. Han er i gang med den del af vagten, der indeholder visitation af de patienter, der ringer ind. De seks læger sidder ved hver sin computer med et telefon-headset på og taster data ind om de patienter, der ringer. Det er mandag, klokken er 16.30, og det er rush hour. Folk er lige kommet hjem, mange har hentet deres børn og opdager først nu, at de er sløje. Andre har simpelthen ikke nået at kontakte lægen tidligere på dagen.

Efter klokken 17 plejer det at stilne lidt af, og så kommer næste periode med tryk på typisk ved 18-19-tiden, når de fleste er kommet hjem, og mange børn skal til at i seng. Kan vi nu gå natten i møde? Var der alligevel feber?

Frivilligt på Fyn

Lægevagten åbner klokken 16, når de praktiserende læger lukker. De seks læger, der er på vagt i aften, er alle praktiserende læger. Hans Jakob Jensen har passet sin egen praksis fra klokken 8 til 13.30 i dag og derpå været til et møde.

»Jeg nåede lige at hvile mig et kvarter, inden jeg skulle møde her. Det er godt at kunne slappe helt af - så er jeg meget mere frisk resten af aftenen,« siger han.

200 ud af 300 praktiserende læger på Fyn er tilknyttet lægevagtordningen. De 100, der ikke er med, har fået lov at vælge det fra, andre steder i landet er det en pligt at tage vagterne; man kan ikke vælge dem fra.

De fynske læger kan også vælge, om de ønsker en eller to vagter pr. måned. Hvis man ønsker endnu flere, kan man også bede om det.

»Ikke alle er tilpas med at skulle arbejde ekstra,« forklarer Hans Jakob Jensen. »Hvis man f.eks. har små børn eller synes, at det er for hårdt, er det godt at have muligheden for at vælge det fra. Andre vil gerne tjene lidt ekstra, så det er også en mulighed. Vi aflønnes pr. konsultation her ligesom i vores egen praksis. Visitationerne giver lidt mindre end konsultationerne, og de læger, der kører ud, når lidt færre patienter og tjener dermed også lidt mindre på det.

Alligevel er det en del af jobbet, som mange af os nødigt vil undvære. Det er fint at komme lidt ud og møde patienter hjemme. Det giver et indspark og nogle indtryk og oplevelser, som er gode at have,« siger han og vender igen tilbage til telefonerne.

Hverdagens sygdomme

»Brystsmerter? Og ondt i ryggen et par dage? Født i 1952. Du må hellere komme herind ...«.

»Feberkrampe. Er det ham, der græder bagved? Jamen han har jo ikke kramper, når han græder. Jeg kan se her på skærmen, at jeres egen læge har ordineret Flemoxin. Har han fået det? Hvor længe er det siden? Det skulle jo gerne få feberen til at falde. Du må lige vente, til medicinen virker. Så falder han også lidt mere til ro. Og kommer der kramper, skal du give ham stesolid. Ja, og er der noget, så ringer du igen, ikke?«

»Har hun kastet op siden i går? Ingen feber. Hun virker sløv? Har hun fået noget at drikke? Vi må hellere se på hende. Jeg kan se, at min kollega er i Assens og har konsultation klokken 21. Kan I komme der? Jeg giver jer en tid 21.10, ok?«

»Det er meget forskelligt, hvad folk ringer om,« forklarer Hans Jakob Jensen. »Men i store træk er det jo omtrent det samme, som vi ser i vores egne konsultationer. Er der influenzaepidemi, er der virkelig travlt. Folk bliver nervøse, hvis de har høj feber, og nogle er jo også meget syge af det.«

Hvem ringer

På en travl vagt er lægerne i lægevagten i kontakt med 120-140 patienter, mens de på en almindelig vagt lytter til omkring 80.

»Nogle patienter er vi ikke i tvivl om, at vi skal se i konsultationen. Andre ringer ofte og med problemer, der sagtens kan vente til i morgen. Vi kan se på skærmen, hvornår de sidst har henvendt sig. Nogle gange prøver de at ringe igen i håb om at komme igennem til en anden læge. Men vi kan se på skærmen, hvilken besked de fik, sidst de ringede op. Nogle gange må vi opdrage lidt på folk. Hvis vi kan høre, at det er småting, bliver vi nødt til at afvise dem, så de virkeligt syge kan komme til«.

»De meget dramatiske sygdomstilfælde kommer sjældent ind her. De ringer jo 112 eller tager på skadestuen.

Men ind imellem sker det da, at vi må skynde os at indlægge en patient.«

Ind imellem stilner telefonerne lidt af, og lægerne har tid til at snakke lidt og måske få lidt at spise. Klokken 20 er det tid til at skifte. Så går Hans Jakob Jensen over gangen og sætter sig i et af de små konsultationsrum overfor. Her ser lægerne på de patienter, der er blevet bedt om at komme i konsultationen.

»Det er rarest at veksle lidt mellem at tage telefoner og se patienter,« fortæller han. Man kan godt blive træt i hovedet af at tale i telefon så mange timer. Det går stærkt.«

Derfor er en vagt i Odense arrangeret sådan, at lægerne bytter plads med nogle timers mellemrum. Altid med hensyn til, hvor der er mest travlt. Hvis der er brug for det, rykker en læge fra konsultationen til telefonen - eller omvendt.

Møde patienterne

I konsultationen venter Maja på fem år sammen med sin far. Hun har ondt i halsen og har haft 39 i feber. Den er faldet lidt, efter at hun fik en Panodil. Men hun har stadig ondt, også i ørerne, når hun synker, og hun har tilsyneladende hævede kirtler.

Hans Jakob Jensen Mærker på kirtlerne og kigger Maja i halsen. Han lytter også på hendes lunger.

»Du har ikke lungebetændelse, men jeg tager lige en prøve fra din hals, så vi kan se, om du har halsbetændelse«, forklarer han.

Mens han venter på svar på prøven, snakker han lidt med Maja og hendes far. »Kan du lide at gå i børnehave? Hvad laver I der?« Prøven viser, at det er en streptokokinfektion, der generer Maja. Lægen udskriver en recept på penicillin, der kan hentes på apoteket med det samme. Klokken 22 er der kun få patienter i konsultationen.

»Det er normalt, at det stilner af ved sengetid. Ligesom hvis der er noget spændende i tv,« tilføjer Hans Jakob Jensen med et glimt i øjet. »Store fodboldkampe giver næsten altid lidt ro her!«

»Hvis der ikke er mere at lave, trækker vi lod om hvem af os, der skal have lov at tage lidt før hjem. Vores vagt varer til 24, og så kommer næste hold. Men vi skal selvfølgelig blive ved telefonen og kunne komme i en fart, hvis der sker noget akut«.

Kørende i natten

Selvom det er hårdt arbejde, er det også et frisk pust at forlade konsultationen og køre ud til patienterne.

Ud over de seks læger, der sidder i lægevagten, er seks mere på vagt den aften. De er på kørevagt og veksler mellem at køre ud og se til patienter, der ikke kan komme ind i konsultationen. Det kan enten være, hvis de er for gamle eller syge til at komme, eller hvis de er alene med flere små børn, de ikke kan forlade.

De k ørende læger passer samtidig lægevagtens konsultationer i de andre større byer på Fyn. En sekretær på centralen i Odense tilrettelægger deres kørsel og koordinerer det, så de kommer på konsultationerne i henholdsvis Fåborg, Assens, Svendborg, Nyborg, Ringe og Middelfart og tilser de patienter, der har fået en tid der.

Kell Grønborg er startet sin vagt med et par besøg syd for Odense og er derfor blevet dirigeret ned og tilse de patienter, der har fået tid i Svendborg i aften. Da han er færdig der, kører kan igen mod Odense.

En indlæggelse

I en forstad syd for Odense venter en patient nu på ham. Hr. Madsen på 66 er konfus og tumler alene rundt i sit hus. Han skulle passe naboens kat, mens hun var væk, men han har ikke fodret den. Det ligner ham ikke, så naboen er urolig for ham og har ringet til lægevagten.

»Hvordan har du det?« Spørger Kell Grønborg.

»Jeg er så forvirret! Og jeg har ondt over det hele!« forklarer Madsen.

»Du er også noget bleg; det ser ud, som om du har mistet noget blod. Får du medicin for noget?«

Kell Grønborg undersøger hr. Madsen, mens han snakker med ham. Han måler blodtryk og puls og spørger til smerter.

»Du har det elendigt,« konkluderer han. »Vi må have dig ind på sygehuset, så vi kan undersøge dig grundigt. Så skal vi nok få dig på fode igen«, tilføjer han opmuntrende.

»Nu ringer jeg efter Falck og fortæller dem inde på sygehuset, at du snart kommer. Så kan de tage imod dig. Og så ønsker jeg dig rigtig god bedring!« tilføjer Grønborg og siger farvel.

Ude i bilen ringer han til centralen. Er der mere? I Egeparken? Hun kan ikke få luft. Ok, jeg ser til hende.

»Jeg kan bedst lide at være kørende, når jeg er på vagt,« fortæller han. »Jeg synes, at det nogle gange er et stort ansvar at skulle tage stilling til, hvordan folk har det på to minutter i telefonen. Til gengæld kan jeg godt lide at komme ud i det virkelige liv og se til patienterne,« siger han og starter bilen for at køre videre til en ældre somalisk kvinde i Vollsmose.