Skip to main content

D er bor godt 11 millioner mennesker i Zimbabwe. Af dem har 1,8 million hiv eller aids. Hver fjerde voksen i alderen 14 til 49 år er smittet, og der er ikke én familie, hvis liv og økonomi er gået fri af epidemiens lange fangarme.

Alligevel er aids tabu her - som det er det i de fleste andre lande i det sydlige Afrika. I stedet for at sige: »Min bror og svigerinde døde af aids, så nu tager jeg mig af deres to drenge - ud over mine egne to,« siger en ellers veloplyst guide for eksempel: »Min bror og svigerinde døde - formentlig af den der sygdom.«

Ordet aids er også sjældent i munden på Zimbabwes magtfulde præsident Robert Mugabe:

»For nylig nævnte præsident Mugabe for første gang i en tale, at der er nogen i hans familie, der er død af aids. Den åbenhed er helt ny her,« fortæller Lisbeth Kallestrup.

Hun er dansk sundhedsrådgiver på EU's repræsentation i hovedstaden Harare og har boet i Zimbabwe siden 2000. Ugeskrift for Læger har besøgt Lisbeth på hendes kontor i udkanten af Harare for at høre, hvad EU's bistand egentlig nytter i et land, der både politisk, økonomisk og sundhedsmæssigt er i opløsning.

Den 42-årige samfundsmediciner har tidligere arbejdet i sundhedsforvaltningerne i Viborg og Århus amter. Der kunne også være lange dage, men hun har ikke tidligere arbejdet igennem ni til ti timer om dagen som nu. For set gennem Lisbeths briller nytter EU's ulandspolitik i høj grad.

»Jeg ikke bare føler, at mit job gør en forskel. Jeg kan dokumentere det. Først og fremmest betyder EU's tilstedeværelse, at der bringes medicin til landet, som ellers ikke ville være her. Det redder menneskeliv,« siger hun.

Før lå kontoret inde i midten af millionbyen, men da EU for nylig havde brug for nye lokaler faldt valget på en mere sikker adresse. EU må lige som andre, der har noget, som kan stjæles, tage sine forholdsregler i Zimbabwe. For fattigdommen er i hastig vækst, og det medfører fare for kriminalitet.

Økonomisk er det gået tilbage i mange år under den enevældige ledelse af præsident Robert Mugabe og hans parti Zanu PF. Men efter det seneste valg i 2002 befinder landet sig nærmest i frit fald.

Det internationale samfund underkendte valgresultatet, og manglen på demokrati førte til, at en lang række lande - herunder Danmark - afbrød samarbejdet med Mugabes de facto et-parti-stat. Dermed var det også nærmest slut »over night« med Danidas ellers tiltrængte hjælpeprogrammer i landet. Væk forsvandt også hovedparten af de udenlandske investeringer, og arbejdsløsheden er vokset til 70 procent. Det land, der tidligere gik under betegnelsen »Afrikas spisekammer«, er i dag præget af sult, efter at hovedparten af de hvide farmere i de seneste år er smidt på porten, og farmene overtaget af ukyndige lokale - ofte korrumperede ministre og embedsmænd.

Taler de fattiges sag

Dengang arbejdede Lisbeth for Danida i Zimbabwes Sundhedsministerium. Her var hun med til at få en selvejende organisation stablet på benene, som kunne indkøbe og distribuere medicin i landet - uden om korruptionens fangarme. Den indsats har Zimbabwes befolkning gavn af i dag, fordi organisationen formidler den medicin, som EU betaler.

EU's største sundhedspolitiske indsats i Zimbabwe er at donere 18 millioner US-dollar om året, hvor hovedparten går til medicin. Der er tale om helt basale forsyninger som antibiotika og behandling af tuberkulose og malaria. Desuden sørger EU for, at der er vacciner til rådighed for Zimbabwes børn.

»Det er på grund af EU, at folk i Zimbabwe kan få medicin. Bevillingen fra EU dækker 60 procent af landets samlede behov. Men vi arbejder hele tiden på, at Zimbabwe selv skal overtage en større andel af udgifterne. Det er målet, at landet efterhånden selv skal sørge for at få medicinforsyningen i orden,« siger Lisbeth, der er ansvarlig for at medicinen faktisk kommer ud på hylderne. Det gør den, viser de jævnlige kontroller af uafhængige konsulenter.

Til Lisbeths glæde er det lykkedes at få regeringen til at øge bevillingerne til medicin fra 60.000 US-dollar i 2003 til fem millioner dollar i 2004. Det har øget den samlede mængde og dermed nedbragt EU's andel af betalingen for medicin fra 75 procent til godt 60 procent.

Lisbeth er sikker på, at den udvikling skyldes pres fra EU. Selv forsømmer hun ikke en chance for at tale de fattiges sag på møder med ledelsen fra Sundhedsministeriet, Finansministeriet eller Nationalbanken.

»Hvis de på møderne tøver med at vise interesse for at bære en større del af udgifterne selv, er min yndlingsvending at sige til dem: Det her vil de europæiske skatteydere ikke bryde sig om at høre,« siger Lisbeth med et smil og fortsætter:

»Topembedsmændene her er udmærket klar over, at Zimbabwe er nødt til selv at bidrage med mere, hvis landet skal blive ved med at have EU som den største medicindonor. De kender EU's politik, der går ud på at hjælpe de fattigste først og at arbejde for, at landene på længere sigt bliver uafhængige af hjælp udefra,« siger Lisbeth.

Lisbeths brede klaviatur

Men samtidig er det en realitet, at Zimbabwe har få penge på det offentlige budget. Landet er bundfattigt, og mængden af udenlandsk valuta er begrænset. Valutareserven rækker for eksempel ikke til, at landet på samme tid betaler et afdrag på et nyt fly og importerer brændstof. Derfor er der kø til benzintanken, når en del af lånet skal betales.

Det samme gælder, når statens indkøb af medicin øges - i hvert fald ifølge departementschefen i Finansministeriet. Da regeringens større bevilling til medicin var en realitet, sagde han drillende til Lisbeth: »Næste gang du holder i kø til benzinstationen, så ved du, at det er, fordi pengene er brugt på medicin i stedet for.«

Så holder Lisbeth nu gerne i kø, hvilket departementschefen nok var helt klar over. Lisbeth er efter godt fire år hernede efterhånden en velkendt person - både i de udenlandske repræsentationer og de nødhjælpsorganisationer, som er her endnu efter »udvandringen« i 2002. Særligt godt kender de hende i Sundhedsministeriet, hvor hun jo tidligere arbejdede for Danida. Da danskerne trak sig ud, fik Lisbeth først arbejde i det amerikanske US Centers for Disease Control and Prevention og senere på EU-ambassaden.

Det betyder, at Lisbeth har et bredt klaviatur at spille på i sit nuværende job. »Networking« er en central del af arbejdet. For EU's succes er afhængig af, at der er samarbejdspartnere, som er med til at trække tingene i den rigtige retning. For eksempel holder EU liv i den nationale blodbank, men det lader sig kun gøre, fordi andre donorer er blevet overtalt til at bakke op.

»De personlige relationer betyder meget. For eksempel er det vigtigt, at jeg ved, hvor jeg skal gå hen i sundhedsministeriet for at høre hemmeligheder, og at jeg ved, hvem jeg kan stole på, og hvem jeg ikke kan stole på i ministeriet. På samme måde har EU's ambassadør gode relationer i Finansministeriet, og vores samlede personkendskab har klart haft betydning for, at der på det seneste er flere ting, der er lykkedes for os,« mener Lisbeth.

Ud over de øgede offentlige bevillinger til medicin og redningen af blodbanken er det også lykkedes at få regeringen til at sende flere penge ud til sundhedsarbejdet i distrikterne.

Små lyspunkter i meget mørke

Det er alt sammen lyspunkter. Men i realiteten er der meget lang vej, til Zimbabwe kommer både sundhedsmæssigt og økonomisk op på det stadie, som landet var på i begyndelsen af 90'erne efter 10 års selvstændighed. Gratis sundhed og uddannelse var ellers højeste prioritet for præsident Mugabe, da han vandt magten i 1980. Men det fik en ende.

Som om de økonomiske og politiske problemer ikke var nok, har hiv/aids-epidemien ramt Zimbabwe med stor kraft. I dag indtager landet en sørgelig tredjeplads på listen over de lande, hvor aids er mest udbredt. 1,3 millioner børn har mistet en eller to forældre på grund af aids. Epidemien har også betydet, at den forventede gennemsnitlige levealder ved fødslen i dag er 34 år - mod 60 år for femten år siden.

Man kan ikke leve her uden at mærke følgerne af epidemien i hverdagen. EU's medarbejdere må jævnligt tage fri for at gå til begravelser, og nogle er selv syge. En af familien Kallestrups vagter er død af aids, og to af Lisbeths sekretærer har taget sig af børn, som den nærmeste familie har efterladt.

»Aids er en kæmpe social og økonomisk belastning. Mange forældreløse børn må klare sig selv under den ældste søskendes ledelse eller vokse op hos bedsteforældre, onkler eller tanter. Familierne har store udgifter til medicin mod følgesygdomme, og det betyder ofte, at der ikke er penge til at betale for børnenes skolegang,« siger Lisbeth og finder hurtigt en statistik frem på computeren, der viser, at kun syv ud af ti børn i dag har mulighed for at gå i skole.

Skolegangen er et af landets mange paradokser. Faktisk er her skolepligt, men hvad nytter det, når man skal betale lærepenge?

Samtidig er der mangel på skolelærere. De er flygtet fra de dårligt betalte job. Der er også mangel på sundhedspersonale, hvorfor det er umuligt at få sundhedssystemet til at fungere tilfredsstillende. Lægerne er sammen med en stor andel af over- og middelklassen rejst til bedre vilkår i udlandet. Hver anden lægestilling er i dag ubesat.

Kun 5.000 får behandling

I Zimbabwe er der ikke penge til at udbrede antiretroviral behandling af hiv-patienter, og selv om EU eller andre donorer skulle vælge at udskrive en stor check til denne medicin, ville det i dag være umuligt at få den ud til alle dem, der trænger, mener Lisbeth.

»Selv om Zimbabwe havde pengene til antiretroviral behandling, så kunne behandlingen vanskeligt indføres. Der er simpelthen ikke sundhedspersonale til at medicinere de syge. Mange syge har ikke adgang til ordentlig mad, så de kan tage tabletterne, og der mangler laboratorieudstyr og folk til at betjene det,« siger hun.

5.000 mennesker i Zimbabwe får i dag antiretroviral behandling. 250.000 skønnes at have behov.

Ingen ved, hvorfor aids-epidemien tilsyneladende stagnerer nu i Zimbabwe. Men det skyldes i hvert fald ikke offensive oplysningskampagner, eller at ledende politikere viser vejen. Ifølge Lisbeth flimrer flere ministre åbenlyst rundt med flere elskerinder på en gang.

»Trods Mugabes åbenhed om aids i talen for nylig, er der desværre lang vej til den metode, man med succes har valgt i Uganda,« siger Lisbeth.

Gør som Uganda

I Uganda er aids-kurven knækket. Det skyldes, at præsident Museveni er gået forrest i aids-bekæmpelsen. Han har inddraget præster og andre foregangsfolk i arbejdet. Det har ført til, at den seksuelle debut er udskudt to år, og antallet af partnere er reduceret væsentligt.

»Ud over at den politiske ledelse skal være åben om aids, er der også brug for at bearbejde holdningen til kvinder i hele det sydlige Afrika. De er frygteligt undertrykte. De har ikke ret til at sige nej til manden, og selv om ægtemanden åbenlyst har sex med andre, er de ikke i en position, hvor de kan kræve, at han bruger kondom. Samtidig ejer kvinderne ingenting. Det er manden, der sidder på jorden, og hvis han dør overgår ejerskabet til hans familie. Ikke til hans enke,« sukker Lisbeth.

Hørt med danske ører lyder det ret håbløst at få Zimbabwe på fode.

»Det er svært at få skabt de afgørende forandringer. Det kan kun landets egen ledelse. Man kan ikke komme udefra og presse åbenhed om aids eller bekæmpelse af fattigdom ned over hovedet på folk,« siger Lisbeth. »Men jeg synes, at EU's resultater i Zimbabwe viser, at det nytter noget at være til stede og prøve at holde ledelsen fast på, at det er den vej, de skal.«

Fakta

  • 25 procent af den voksne befolkning mellem 14 og 49 år har hiv eller aids.

  • Omkring 70 procent af alle patienter på hospitalerne har sygdomme, der er hiv-relateret.

  • 1,8 millioner mennesker lever med hiv eller aids ud af en befolkning på godt 11 millioner.

  • I 2003 døde 171.000 af aids, heraf 36.000 børn.

  • 1,3 millioner børn har mistet en eller to forældre på grund af aids. De 600.000 har mistet begge forældre.

  • Kvinder rammes yngre end mænd: 22 procent af kvinder fra 15-29 år har hiv/aids - mod 11 procent af mændene på samme alder.

  • 36 procent af befolkningen lever for under én US-dollar om dagen.

  • Den forventede levealder ved fødslen er 34 år - mod 60 år i 1990.

  • Spædbørnsdødeligheden er i dag oppe på 76 ud af 1.000 - mod 53 i 1990.

Kilde: EU og UNDP Human Development Report 2004

Pers forskning

Aids bremses af bilharzia-behandling

Har man både aids og bilharzia, er der dobbelt gevinst ved at få behandlet bilharzia'en.

Det kræver oftest kun én pille, så har man fået bugt med parasitten. Som en ekstra gevinst udvikler aids sig langsommere, når kroppen ikke skal kæmpe med begge sygdomme på en gang.

Det er det opsigtsvækkende resultat af et forskningsprojekt, som speciallæge i almen medicin Per Kallestrup har gennemført som et ph.d.-studium i Zimbabwe. Projektet er gennemført i samarbejde mellem Epidemiklinikken på H:S Rigshospitalet og National Institute of Health Research i Zimbabwe.

»Vores resultater viser, at det giver mening at behandle aids-patienter for de infektionssygdomme, de har. Aids udvikler sig langsommere, når bilharzia behandles, og dermed forlænges levetiden mærkbart. Hvis en aids-patient for eksempel kan leve tre år længere, så har det stor betydning for familien,« siger Per Kallestrup, der fra september 2001 til juni 2003 drev en lille klinik 180 kilometer uden for Harare.

Her behandlede Per, hvad han kunne af sygdomme, og samtidig indsamlede teamet et stort materiale af blod- og urinprøver til forskningen.

»Bilharzia en sygdom, som man nemt kan diagnosticere og behandle ude på de lokale klinikker, hvorimod klinikkerne ikke er rustet til at give patienterne antiretroviral behandling. Behandlingen betyder, at patienterne hurtigt får markant flere kræfter til at tage sig af sig selv og familien. Alligevel er der desværre ikke tradition for at behandle bilharzia i Zimbabwe,« siger Per Kallestrup.

Læs mere om Per Kallestrups arbejde i Practicus 168-2004 side 94-98. Resultaterne af forskningsprojektet er i øjeblikket under publikation i internationale tidsskr ifter som Journal of Infectious Diseases og AIDS.