Skip to main content

På turnus i ministeriet

Journalist Karen Brygmann

2. nov. 2005
2 min.

Et seks ugers ophold som sommerfuldmægtig i Justitsministeriets politikontor var i høj grad med til at afgøre sagen, da det for et par måneder siden var tid for Jesper Kjærsgaard Nørøxe at søge sit første job som jurist. Justitsministeriet fik højeste prioritet.

»Jeg var meget positivt overrasket over den modtagelse, jeg fik som studerende for to år siden. Selv om jeg kun skulle være der nogle få uger, oplevede jeg, at jeg blev betragtet som en ligeværdig kollega både fagligt og socialt. Det var ikke tilfældige opgaver, jeg fik, men reelle mindre sager, som de rutinerede kolleger også baksede med. Det var noget af en udfordring igen og igen at få sagerne tilbage, overmalet med kommentarer og rettelser, fordi jeg trods mange anstrengelser ikke havde ramt de rette juridiske formuleringer. Men det var bestemt lærerigt«, husker han.

2. september i år tiltrådte Jesper Kjærsgaard Nørøxe som fuldmægtig i Justitsministeriets færdselskontor, hvor han skal være i op til to år. Herefter skal han videre til et andet af ministeriets kontorer, og derefter venter en udstationering uden for ministeriet, eksempelvis hos domstolene, Statsadvokaten, på advokatkontor eller for Danida i Cambodia for den sags skyld. Når denne normalt 5-6 år lange turnus er overstået, kommer han igen tilbage til ministeriet, hvis han da ikke vælger helt andre græsgange.

»Jeg glæder mig over alsidigheden i de opgaver, der venter mig. Jeg skal både beskæftige mig med transport af farligt gods, en ny færdselslov for Grønland og med hvorvidt det offentlige skal søge at gendrive erstatninger til voldsofre hos gerningsmanden blandt andet. Desuden har vi formiddagsjob uden for ministeriet halvanden dag om ugen hos eksempelvis anklagemyndigheden eller som underviser på universitetet«.

Jesper Kjærsgaard Nørøxe føler sig privilegeret i forhold til de studiekammerater, der ikke har fået job endnu.

»Flere har trukket afslutningen af specialet, fordi de indtil videre har søgt arbejde forgæves, men der er en ny stor ansættelsesrunde i september, så det løser forhåbentlig problemet for de fleste«, siger han.

På sin første arbejdsdag kunne han gå hjem ved 17-tiden, og meget mere end 40 timer bliver arbejds-ugen almindeligvis næppe.

»Der er tydeligvis sket en ændring på det område i ministeriet de senere år. Tidligere var der ofte lys i vinduerne til langt ud på aftenen, men i dag er ledelsen bevidst om, at embedsmænd også kan have familie, de gerne vil passe. Samtidig ligger det klart i luften, at man skal kunne stå til rådighed, når tingene brænder på for ministeren i Folketinget eksempelvis. Det ser jeg som en af de spændende ting ved jobbet«, fortæller Jesper Kjærsgaard Nørøxe.