På udkig efter næste mål

Fødderne føltes mærkelige. Som om der var overtryk i de store bjergstøvler. Forfrysninger var uundgåelige.

Det vidste Henrik Jessen Hansen. Men nu var der kun få hundrede meter tilbage til toppen. Og forfrysninger på fødderne var en lille pris at betale for at nå målet: Toppen af Ama Dablam i 6.856 meters højde.

Sammen med en klatrekammerat havde Henrik arbejdet sig opad i tre dage. På denne dag nummer tre var de stået op klokken tre om morgenen. Kravlet ud af soveposerne. Ud i 30 graders kulde, stjerneklar nat, og begyndt den sidste opstigning.

Frosten havde ikke bare ædt sig ind på Henriks fødder, også drikkevandet i feltflaskerne var blevet til is. Henrik havde håbet, at den opstigende sol ville tø vandet op, men her midt på formiddagen og få hundrede meter fra toppen, var det kun muligt at presse nogle få dråber ud af flasken.

Henrik var dehydreret. Og afkræftet. Han kunne højst gå ti skridt, før han måtte stoppe og samle kræfter i den tynde luft.

Men klokken 10.45 om formiddagen den 19. oktober sejrede viljen. Henrik trådte op på den flade top. Omfavnede sin klatreven og satte sig ned i udmattelse.

Ekspeditionen havde taget to års forberedelse. Efter flere forsøg nede fra Base Camp var det nu endelig lykkedes. Nu løfter Henrik hovedet og ser rundt.

Han kan se 150-200 kilometer væk. Mod nord-nordvest knejser verdens højeste bjerg, Mount Everest. Det står som en stor sort pyramide for ham.

Og stående der, fuldstændig afkræftet, dehydreret og med forfrysninger, tænker Henrik:

Der vil jeg op.

To spor

Han er en høj og veltrænet mand. Men alligevel næsten usynlig, da han kommer gående i det fugtige tusmørke i det indre København.

Overkroppen falder lidt forover, hænderne ligger dybt i lommerne, og øjnene forsvinder under de mørke øjenbryn. Henrik Jessen Hansen træder hurtigt gennem porten og ind i gården. Slidte jeans og en gråsort fleece. Over den ene skulder hænger en rygsæk med træningstøj. Han skal ud i klatrehallen og træne senere.

»Vi skal mødes«, konstaterer han og giver hånd.

Han viser vej op ad trappen til tredje sal. »Dansk Bjergklub« står der på døren.

44-årige Henrik Jessen Hansens liv har haft to parallelle spor: Bjergbestig-ningen og lægekarrieren.

Det ville være løgn at sige, at bjergbestigningen har fyldt lige så meget som lægekarrieren. Men det er tæt på.

Hvert eneste år har han været af sted 1-2 måneder på klatreekspeditioner. Han træner flere gange om ugen, og han er formand for foreningen, som vi nu træder ind i.

Ved siden af sin altdominerende hobby er han overlæge på Thoraxkirur-gisk Afdeling på Amtssygehuset i Gen-tofte. Hans speciale er kikkertoperationer.

Han falder ned i en himmelblå sofa i det tomme og kølige klublokale. Flee-cen holder han på, og armene krydser han på brystet.

Han ligner en, der ikke har tænkt sig at sige et ord. Og i den position fortæller han, hvordan han det meste af sit liv har sat sig højere og højere mål. Lige indtil for ganske nylig:

»Hvis jeg sætter mig et eller andet i hovedet, så forfølger jeg det også. Det, at sætte sig et mål og forfølge det, er en drivkraft for mig. Jeg opnår en glæde ved at bruge mig selv«.

Henrik Jessen Hansen taler nærmest messende. Tonelejet er helt stabilt og akkompagneret af en let nasallyd fra en svag forkølelse. Men samtidig insisterende.

»Du bliver nødt til at sætte dig selv mål. Det er den eneste måde, at du bliver bedre på. Ellers kommer rutinen«.

En stille enspænder

Og rutinen er aldrig noget, overlægen har haft det godt med.

Henrik Jessen Hansen er født i Kø-benhavn. Faren var overmaler på Den Kongelige Porcelænsfabrik og moren sygeplejerske, men gik hjemme.

Da Henrik var to år, valgte faren »at realisere sig selv«, som sønnen udtrykker det.

Porcelænsmaleren besluttede sig for at blive landmand i Holbæk, og ti år senere flyttede familien videre til Svend-borg.

»Jeg ligner nok min far meget«, konstaterer Henrik Jessen Hansen.

»Både i viljestyrke og i lysten til at søge nye udfordringer. Min far har altid haft det sådan, at der skulle ske noget nyt med jævne mellemrum. Han kunne godt lide at udforske og opdage nye ting. Sådan har jeg det også«.

Henrik fik med egne ord »en meget tryg og en meget streng« opdragelse.

»Jeg var den stille, dygtige dreng, som læste meget. Selvfølgelig var jeg fysisk aktiv, men det med at dyrke sport på eliteplan var meget langt fra mig dengang. Og dem, der kendte mig som barn eller ung, er meget overraskede over at høre, hvad jeg har lavet i mit liv. Jeg var ligesom den boglige dreng. Ham, der fik de højeste karakterer i klassen«.

Og den lidt nørdede, indrømmer han.

»Jeg var stille. En enspænder. Jeg legede med de andre, men alligevel var jeg mere enspænder end de andre«.

Henrik husker det ikke som noget problem.

Han havde heller ikke dengang noget imod at være anderledes. Og der skulle ikke gå længe, før han oplevede den store tilfredsstillelse i at sætte sig et mål og nå det.

Den første sejr

»Det kom ret tidligt«, siger han stadig halvt liggende i sofaen.

»I gymnasiet fik jeg årets bedste matematiske studentereksamen. Der fyrede jeg den af«.

Han kigger afventende op. Ikke det mindste stolt. Tværtimod tøver han med at erkende, at han bevidst arbejdede på at blive den bedste matematiske student.

»Det blev nok et mål i løbet af 3. g. På det tidspunkt vidste jeg, at det var realistisk«.

Han sætter sig frem i sofaen med et genert smil.

»Det er jo fy-fy at sige, at man stræber efter de højeste karakterer. Det er det. Men det var da et mål«, siger han og skynder sig at tilføje:

»Jeg kunne godt have accepteret, hvis der var andre, der fik højere karakterer end mig. Men det ville have irriteret mig, hvis jeg ikke blev bedst, fordi jeg ikke gad at læse ordentligt på tin-gene. Man kan sige, at det var et mål for mig selv«.

Han havde sat sig et mål og nået det. Det skulle gå hen og blive en livsstil.

»Jeg synes hele processen er sjov. Jeg synes, det er sjovt at få tanken og forfølge den. Det kan godt være, at de sidste fem procent bliver lidt kedelige. Men så længe, der er en udvikling, så er det en enorm tilfredsstillelse«.

Et dødssygt studie

18-årige Henrik fortsatte naturligvis direkte videre på universitetet i Odense. Han valgte medicin, fordi »det var noget med biologi«. Men det kvikke hoved fra Sydfyn blev fælt skuffet.

»Det var dødssygt. Det var terperi og uselvstændigt. Det var slet ikke det, jeg havde forventet«.

At han overhovedet fortsatte på medicinstudiet må tilskrives stædighed. Han fandt aldrig glæden ved medicinstudiet. Til gengæld fandt han glæden ved faget. Det kom allerede på de fø rste FADL-vagter.

»Jeg opdagede, at det havde med mennesker at gøre. Virkelige menne-sker. Det er stadig min grundlæggende glæde i dag: Patienterne«.

Henrik Jessen Hansen gjorde også en anden opdagelse under studiet: Klatring.

Manden, som aldrig havde interesseret sig noget særligt for sport, havde pludselig fundet en sportsgren, der forenede hans livsfilosofi med naturoplevelser. Og fra at være en bogorm blev Henrik de kommende år en meget veltrænet sportsmand.

Han flyttede til København for at være sammen med ligesindede i Dansk Bjergklub og fortsatte studiet på Køben-havns Universitet.

Vi skriver 1984. Henrik var 24 år. Og så gik det ellers stærkt.

Fra dengang og frem til i dag, kan man tegne to stejle opadgående kurver. En, der beskriver Henriks karriere som læge, og en kurve, der illustrerer hans præstationer som bjergbestiger.

Her følger Henrik Jessen Hansens egen udlægning af sin opstigning i hierarkiet som læge:

»Jamen, jeg bestemte mig hurtig for, at jeg ville være kirurg. Og det skulle være thoraxkirurgi. Så ville jeg være overlæge. Og det skulle være på et universitetshospital i København. Det havde jeg vidst i flere år. Jeg har ikke siddet som 27-årig og planlagt det hele. Men når først jeg går i gang med noget, vil jeg også være god til det«.

Slut. En beslutning. Et mål. Og resten er bare hårdt arbejde. Som 41-årig blev Henrik overlæge i thoraxkirurgi på Amtssygehuset i Gentofte.

Brutal og dominerende

Båndet på båndoptageren løber ud. Henrik smiler kort, sidder et par se-kunder og rejser sig. På vej ud, siger han: »Jeg skal lige på toilettet«.

Henrik Jessen Hansen er ikke kendt for sin tålmodighed. Og han erkender, at hans ambitioner og målrettethed godt kan opfattes brutal.

»Jeg opfattes garanteret meget dominerende af mange«, siger han, da han vender tilbage.

»Men når nogen siger, at de har ope-reret på samme måde i 20 år, så synes jeg et eller andet sted - lidt brutalt sagt - at det lyder fantasiforladt. Hvorfor fanden har I ikke prøvet at udvikle den her operation? Hvem siger, at vi har den definitive løsning. Det har vi da ikke«.

Overlæge Jessens tålmodighed kan slippe op ved ledermøder, under operationer og ved samlinger på afdelingen.

»Jeg kan godt sidde på sidelinjen og tænke: Årh, hvorfor laver de det ikke sådan og sådan? Og så kan jeg ikke lade være med at bande og råbe op«.

Nu sidder han helt fremme ved sofabordet med underarmene hvilende på knæene og hænderne i en desperat kamp for at undslippe.

»Det er fordi, jeg forfølger noget, når jeg tror på det. Jeg synes også godt, at jeg kan bøje af. Men jeg lægger ikke skjul på, at jeg godt kan lide at have medindflydelse og bestemme tingene«.

Det er den kraft, der kan få overlægen til højt at sige »hold kæft«, hvis der ikke er ro under en operation.

»Nogle gange kan jeg også prøve at sige til mig selv: Henrik slap af. Lad være med at spilde din tid på det her. Men når jeg har hørt på det tilstrækkelig lang tid, så bliver jeg irriteret«.

Nu smiler han.

»Jeg hegler altså ikke folk ned«.

Hans øjne søger opad i det meget sparsomme lys.

»Den der stædighed og sammenbidthed. En gang imellem irriterer det mig, hvis jeg ikke får lov at arbejde på den måde, jeg gerne vil«.

Og hvis man tror, at Henrik Jessen Hansen er flov over sit temperament, tager man fejl.

»Jeg har det godt med min alder, og hvem jeg er«.

Og hvis nogen skulle synes, at han er for meget.

»Så tænker jeg, at det er dem, der er for meget«.

Den kirurgiske overlæge mener faktisk, at han allerede er blevet rundere.

»Det har jeg lært ved klatring. Jeg gider ikke hidse mig op over småting«.

Vejen - ikke målet

På Ama Dablam i 1989 gik Henrik heller ikke op i detaljer. Efter en Nutana-frugttærte og en times afslapning på toppen begyndte den svære nedstigning. Tre dages vanvittigt hårdt arbejde. Til sidst var forfrysningerne på fødderne så alvorlige, at Henrik måtte hjælpes det sidste stykke ned til Base Camp.

Men han kom levende ned. Og knap tre uger senere ankom holdet til Køben-havn. Med i bagagen havde Henrik et nyt mål: Mount Everest.

»Det er en tanke, der blev plantet. Og så ligger den og ulmer«.

I dag 15 år senere har Henrik Jessen Hansen syv Himalaya-ekspeditioner bag sig. To gange har han været på Mount Everest. Senest i 2000, hvor han var leder af den første danske ekspedition.

Det er aldrig lykkedes ham selv at nå helt til toppen af Mount Everest. Hvis det piner ham, så skjuler han det godt.

»Der er ikke noget orgastisk øjeblik i klatring. Selvfølgelig er der en tilfredsstillelse ved at stå på toppen: yes, jeg gjorde det. Men i samme øjeblik vil man også gerne levende derfra. Du er meget fokuseret. Den der med at du står med dannebrog på toppen, og du er lykkelig, og så slutter filmen - det er jo fis«.

Eller med andre ord: »Vejen er lige så interessant som målet. Det er nok i virkeligheden det at arbejde mod et mål, der er vigtigt. Det er på vejen, hvor du bliver testet. Det er der, du bliver udfordret«.

På et plateau

Der er noget mærkeligt ved Henrik Jessen Hansen. Det ligner umiddelbart en selvmodsigelse. På den ene side er han målrettet og lever af at sætte sig mål for derefter at forfølge dem. Det fylder meget, gentager han gang på gang.

Men på den anden side, mener han, at han har opnået, hvad han kan af »ydre mål«. Han har fået titler og medieopmærksomhed - både inden for lægefaget og bjergbestigningen.

»Jeg har nået et plateau«, starter han, »hvor jeg har det enormt godt. Og hvor jeg gerne vil have tid til at fordybe mig«.

44-årige Henrik Jessen Hansen har ingen aktuelle ambitioner om at blive administrerende overlæge. Han er interesseret i det kliniske, ikke i at »blive leder af en mellemstor virksomhed«, som han udtrykker det. Han har nu fået en stilling og en position, som passer ham rigtig godt. Først og fremmest fordi han får den frihed, han gerne vil.

Der er heller ikke flere høje bjerge, der skal bestiges.

»Det har jeg ligesom prøvet. Det er kvalitetsklatringen nu. Jeg er kommet tilbage til den gode klatreoplevelse. Kernen i klatringen.

Det gælder også i mit arbejde. Jeg har ikke lyst til at være administrerende overlæge, og jeg får ikke en universitetsgrad, for jeg har brugt alt for meget tid på at klatre. Jeg vil gerne tilbage til kernen. Den gode kirurgi. Man kan sige, at jeg er nået op på et plateau, og nu bevæger jeg mig rundt«.

Spørgsmålet er så, hvornår Henrik Jessen Hansen bliver træt af at udforske det samme plateau.

Han griner nu.

»Jah«, siger han så stadig småklukkende. »Det er jo et godt spørgsmål«.

I en alder af 50 år besluttede Henrik Jessen Hansens far at sige sit job op og prøve en helt ny vej.

»Den tanke ligger mig ikke så fjernt«, siger han så. »Det må jeg indrømme. Men jeg er altså ikke i nærheden af det skift lige nu. Jeg har stadig en stribe mål«.

Hans blik bliver tomt, og øjenbrynene hæver sig.

»Men. Jeg håber da inderligt at stoppe adskillige år, før jeg fylder 70 år, så jeg kan nå at lave noget andet. Jeg har nogle gange tænkt på, hvorfor fanden køber man ikke et mindre pensionat og hygger sig med at gå og lave det. Så kunne man træne samtidig med, at man fik tingene til at blomstre. I Al-perne eller Sydfrankring.

Altså at få sådan en ide. Og banke sådan et sted op.

Det kunne være sjovt«.

JOURNAL

Navn: Henrik Jessen Hansen .

Alder: 44 år.

Bopæl: Lejlighed i Lyngby.

Titel: Overlæge, Thoraxkirurgisk Afdeling, Amtssygehuset i Gentofte. Uddannelse: Cand.med, januar 1987, Københavns Universitet. Speciallæge i thoraxkirurgi 1998. Internationalt godkendt klatreinstruktør.

Karriere: Turnus og grunduddannelse primært på Hvidovre Hospital (1987-1992), kursist, Urologisk Afdeling, Hvidovre Hospital (1992-1993), kirurgiskgastroenterologisk sektion, Hvidovre Hospital (1993), kursist og 1. reservelæge på Thoraxkirurgisk Afdeling, Bispe-bjerg Hospital (1994-1995), 1. reservelæge, Thoraxkirurgisk Afdeling, H:S Rigshospitalet (1996-1998), afdelingslæge, Thoraxkirurgisk Afdeling, Amtssy-gehuset i Gentofte (1998-2001), overlæge samme sted siden 2001. Har siddet i lægegruppe hos Verdensforbundet i Klatring og Bjergbestigning (UIAA) siden 1987. I bestyrelsen for Dansk Bjergklub siden 1996 og formand fra 2003. Har deltaget i syv Himalaya-ekspeditioner a 2-3 måneders varighed siden 1988.

Interesser: Ud over klatring: Vin og god mad. Har 500 flasker god vin i kælderen. Primært rødvin fra Bourgogne og Rhône, som han selv har hentet.

Er desuden meget interesseret i den løbende samfundsdebat.