Skip to main content

På vej mod det papirløse hospital

Anne Steenberger, as@dadl.dk

17. maj 2013
3 min.

Alle taler om it-bøvl på hospitalerne. Lange login-tider, mange logins, manglende integration mellem systemerne, medicinkort, der ikke fungerer, kvalitetsdata, der ikke bliver brugt og så videre og så videre. Der er stort set ikke sket fremskridt i de seneste tre år. Det er netop dokumenteret i en rapport fra Dansk Center for Sundhedsinformatik. (Se side 1460)

I det lys giver det måske ikke meget mening at se bort fra, hvordan it-udstyret fungerer. Men gør man det alligevel, er de danske hospitaler it-mæssigt overraskende pænt med, set i international sammenhæng.

»Der findes flere internationale ranglister for hospitalers udbredelse af sundheds-it. I forhold til de fleste andre lande er vi meget langt fremme og det er jo tankevækkende, når vi er så vant til at høre det stik modsatte«, siger Christian Nøhr, Dansk Center for Sundhedsinformatik.

En af de ranglister, som danske hospitaler er begyndt at bruge, er en oprindelig amerikansk model, kaldet HIMSS, som er en forkortelse af Healthcare Information and Management Systems Society. Det er international organisation, som bl.a. analyserer sundheds-it.

To danske hospitaler testet

Foreløbigt har to hospitaler i Danmark – OUH og Århus Universitetshospital – fået vurderet deres sundheds-it-standard efter den model. De er begge blevet meget nydeligt placeret. På en skala fra 1 til 7, hvor 7 er toppen, har de fået 6.

Med et 6-tal er man it-mæssigt i en liga, hvor det er rigtig interessant og perspektivrigt for læger, forklarer Claus Balslev, der er programchef for Region Hovedstadsen og Region Sjællands meget store fælles it-projekt, Sundhedsplatformen, som også vil lade sig teste efter den model.

Vurderingen blandt flere sundheds-it-folk er, at de fleste danske hospitaler ligger et sted mellem 4,5 og 6.

»Fra 1 til 5 drejer det sig især om, at it-udstyret skal være der. Men når man kommer op på 6 og 7, er der krav om, at den kliniske dagligdag og arbejdsprocesserne bliver ændrede med it-systemerne. Så er kravet, at data bliver opsamlet og brugt til at forbedre patientbehandlingen. For at få 7 skal hele hospitalet, altså samtlige funktioner, være papirløst«, forklarer han.

Sundheds-it er blevet et af de vigtigste omdrejningspunkter for hospitalernes udvikling. Derfor er det interessant at kunne måle den, bl.a. for at kunne sammenligne hospitalerne, også internationalt, lyder det logiske synspunkt. I Region Sjællands og Region Hovedstadens milliarddyre it-satsning er det et erklæret mål, at de to regioners sundheds-it skal løftes fra en plads, der af mange vurderes til at være tæt på bunden, til toppen. Taler vi HIMSS-vurdering er målet at komme op på et niveau 6 med sigte på en snarlig opstigning til niveau 7.

Claus Balslev oplyser, at alle hospitaler i Region Hovedstaden lige nu er ved at blive vurderet i forhold til HIMSS-skalaen, og de forventer et resultat i nærmeste fremtid.

OUH besluttede for et par år siden at lade sig teste efter HIMSS-modellen. Lægefaglig direktør på hospitalet Peder Jest siger:

»Vi arbejder i forvejen internationalt i forhold til it-udvikling, og da vi hørte om denne test, syntes vi, at det kunne være spændende at blive målt ud fra den vinkel. Jeg synes, testen giver nogle pejlemærker for, hvad hospitalet skal arbejde sig hen mod, som f.eks. Den Danske Kvalitetsmodel ikke beskriver nær så specifikt. I HIMSS-testen bliver vi målt på de kliniske og patientkritiske systemer, altså der, hvor det direkte handler om vores hovedfunktion: At få patienterne ind, behandle dem og sende dem videre«.

Peder Jest oplyser, at for at få karakteren 6 skal man blandt andet have en EPJ, der skal være integreret til andre patientkritiske systemer, som er afgørende, for at klinikerne kan tage beslutninger og handle ud fra.

»HIMSS måler på kriterier, der drejer sig om den kliniske dagligdag. Det, synes jeg, er meget interessant for lægerne. Og som helhed er vi blevet meget mere kritiske over for, at de systemer, som patienterne skal overleve på, fungerer. Så det har virkelig betydet, at vi tænker it som strategisk instrument«.