Skip to main content

»Paradoksalt føler man sig helt tryg«

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

28. jan. 2013
3 min.

19.00 Vi er landet i Camp Bastion og er kørt ind til Camp Viking. Jeg får udleveret rejsegods og bagage og så er det spisetid. Det foregår i briternes kæmpestore spisetelt, Cookhouse. Bagefter er vi lige inde i soldaterhjemmet »Kuffen«, hvor danskerne holder til i meget af fritiden. Og så er det til køjs ovre i pod'en, som de store baraktelte kaldes. Pod'en er mine 2 2 private m2 de næste to måneder.

7.00 Op, i bad og til morgenmad i Cookhouse med soldater fra flere lande. Derefter skal vi have udleveret udstyr: pistol, fragmentationsvest, hjelm, »panserble«, kamptøj og ekstra støvler.

9.00 Vi gennemgår MedCenter, som er sammenligneligt med almen praksis her i Viking. Computere, journalsystem og selve klinikken og mit lille kontor. Vi har konsultation to gange dagligt, men er i praksis til rådighed for soldaterne 24 timer i døgnet.

12.00 Frokost i Cookhouse. Bastion er en kæmpe militærlejr, med alle typer af køretøjer overalt. Paradoksalt føler man sig helt tryg, selv om alle bærer våben. Det er faktisk lidt som på en festivalplads. Vi er her alle med samme formål, vi hygger os dog er den obligatoriske Slotsdåseøl skiftet ud med en pistol. Helt normalt. Bagefter går vi til felthospitalet, så jeg kan blive introduceret. Jeg troede, jeg skulle komme til en støvet ørken, men det er blevet vinter, og i går regnede det for første gang i to måneder. Nu er det heldigvis dryppet af, og solen er ved at bryde igennem, så mudderet er ved at tørre ud.

13.15 Ud over at passe MedCenter skal jeg arbejde på felthospitalet fire dage om ugen. Stedet er imponerende. Man kan godt se, at det er midlertidigt, men når man kommer indenfor, er det som et helt normalt, moderne hospital med traumestue, intensivafdeling og én stor sengestue med 40 senge.

14.00 Felthospitalet kører topprofessionelt. Jeg skal være med i traume-teamet, så dem gælder det om at lære at kende. Louise, som jeg afløser, introducerer mig. Min britiske kollega, som agerer traumeleder, har set 120 traumer i de ti uger, han har været her. Her er noget at lære jeg glæder mig. Jeg ønsker selvfølgelig ikke, at folk kommer til skade, men når det sker, må det gerne ske på min vagt.

15.30 Vi kører en tur i Bastion og er en tur forbi den toldfri butik, PX'en. Der er flere af dem - jeg må hellere lære dem alle at kende. Vi slutter af med kaffe på »Kuffen«, hvor jeg lærer de civile ansatte bedre at kende.

18.00 Aftensmad i Cookhouse. Der er køkkenskranker i begge sider og meget forskellig mad: Jeg vælger en burger med fritter og salat. Jeg spiser sammen med Louise og vores danske Senior Medical Officer. Hele tiden går snakken om overleveringen og praktiske anvisninger.

19.00 Vi har en aftale med »Pedro«-drengene, der flyver de amerikanske Black Hawks. Briterne flyver Chinooks og kalder sig Medical Emergency Response Team. I modsætningen til briterne har amerikanerne ikke læge ombord, men derimod meget veluddannede paramedics. Her sidder vi med til deres undervisning i traumemodtagelse. De har altså styr på sagerne.

21.00 Vi tager hjemad. Vi er egentlig færdige for i dag, men jeg har lige et ærinde. En gammel kammerat, Michael Ebert, blev dræbt hernede i 2009. Hans navn står på lejrens mindesten. Jeg har fået nogle gravlys med fra hans familie, og jeg tænder et af dem og sætter det ved stenen. En god måde at slutte den første dag af på. Jeg gearer ned i »Kuffen« med en kop kaffe, inden jeg går til køjs.