Paradokser om udenlandske læger

»Læger gør rent«, forkyndte en kæmpeoverskrift på forsiden af en formiddagsavis sidste søndag. Dagen efter fik vi på en anden avisforside at vide, at vi får europæisk dumpekarakter i integration. Den sidste tid har været fyldt med udsagn om vores uformåen med hensyn til at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, ikke mindst til lægefaget. Det er dog en sandhed med modifikationer. Vi er ikke specielt dårlige til at tiltrække udenlandske læger til Danmark eller til at fastholde dem. Men vi har i Danmark en tendens til at udspænde for mange snubletråde.

I dag har godt seks procent eller knap 1.500 af lægerne i Danmark en udenlandsk eksamen. De 500 har en eksamen fra de nordiske lande eller EU. Dobbelt så mange har en eksamen fra tredjelande. Det tyder ikke på, at Danmark er en mellemstation for tredjelandslæger. Men det er en ny kategori af læger, der kommer til landet efter tilstrømningen for alvor startede i 1992 fra Østeuropa og Balkan og siden 2001 fra Irak og Afghanistan. Et voksende antal kommer nu via aktiv rekruttering fra især Polen og senest Indien. Der er angiveligt forskel på at være flygtet til et nyt land fra utålelige omstændigheder og til at være overtalt til at begynde en ny tilværelse her i landet og så løbe ind i praktiske eller kulturelle problemer.

Det er en vigtig forudsætning for at fastholde de »nye« læger, at der bliver taget hånd om dem, så de bliver en del af både det sociale og det faglige fællesskab og hurtigt lærer dansk. Det er også vigtigt, at der bliver skabt netværk for hele familien. Nordjylland er en af de regioner, der har vist vejen og kan fortælle succeshistorier. Det er bl.a. lykkedes at fastholde 35 ud af 40 polske speciallæger, der er kommet til regionen over de seneste år. Om ikke alle i det nordjyske, så dog i det danske sundhedsvæsen. Det er opnået ved en målrettet indsats fra arbejdspladsen, Aalborg Sygehus, der bl.a. har haft en socialrådgiver til at hjælpe med at skabe et lokalt netværk og sørge for, at også familierne falder til. Den lokale lægekredsforening har sørget for at drage dem ind i det faglige fællesskab.

Det er i den forbindelse et paradoks, at lovgivningen om persondata nu betyder, at hverken Lægeforeningen eller lægekredsforeningen kan få oplysninger om nye udenlandske læger i området. Det er ganske vist konsekvensen af et EU-direktiv, men det virker meget uhensigtsmæssigt. Med vores traditioner omkring fag- og standsforeninger er Lægeforeningen en naturlig del af fællesskabet, hvor man bliver hjulpet med løn og arbejdsvilkår, men også får nogle fagligt, sociale rammer, kendskab til lægekulturen, tilbud om efteruddannelse etc. Lægeforeningen har bl.a. ved møder i Polen informeret om Foreningens tilbud til de kommende udenlandske kolleger. Det er vigtigt, fordi der ikke er nogen stærk foreningstradition i de lande, som de udenlandske læger kommer fra.

Det ser desuden ud til, at Danmark på grund af vores indvandringspolitik har fået et tungt og stift bureaukrati på området. Da Region Midt i foråret ville have en gruppe indiske læger til rekrutteringssamtale, måtte gruppen flyve via Finland for at komme til Jylland. Den finske ambassade i New Delhi kunne klare opgaven med at udstede visum på to døgn. Den danske ambassade skulle bruge seks til otte uger. De indiske læger skulle desuden over for Sundhedsstyrelsen dokumentere, hvor mange timer de havde haft i de forskellige medicinske fag 10, 15 eller 20 år tilbage i tiden. Det er ikke udtryk for smidighed, og det er ikke måden at inspirere speciallæger til at slå sig ned i Århus. Der er noget at komme efter her ...