Skip to main content

Pas på internettet

Jens Winther Jensen

16. okt. 2006
3 min.

EU-Parlamentet vil have medlemslandene til at gøre noget ved trafikken med falsk medicin på internettet. Parlamentet vedtog i sidste uge en resolution, hvor de opfordrede Kommissionen til at tage problemet op. I denne uge har en af de store morgenaviser så beskæftiget sig med lægers brug af internettet til indkøb af medicin og specielt en sag, hvor læger via en hjemmeside formidler salg af et medikament, der ikke er godkendt i Danmark, men kan købes i England som kosttilskud. Der er kommet en ny problematisk spiller på markedet for medicin.

Den tiltagende handel med medicin via internettet er et problem. Specielt den manglende information, udlåning, evt. videresalg og naturligvis forfalskninger. Lægeforeningen mener, at det ville være oplagt, hvis EU spillede en mere aktiv rolle i det, som burde være EU's spidskompetence, nemlig at regulere og kontrollere grænseoverskridende aktiviteter. Ganske vist ligger det i internettets natur, at det er globalt, men det ville dog være en start, hvis landene i den europæiske zone gjorde en koordineret indsats for at dæmme op for misbruget af dette nye fænomen og gennemførte fælles regler for, hvad der er medicin, kosttilskud etc. Den nationale lægemiddellovgivning skal tilpasses den nye situation, og befolkningen må oplyses om risici forbundet med internethandel af lægemidler, herhjemme fx via Lægemiddelstyrelsen.

Fordelene ved medicinbestilling via internettet er, at det er nemt at komme i kontakt med salgsstedet, det bliver nemmere at importere fra udlandet, og eventuelle prisforskelle kan udnyttes maksimalt. Der er oprettet flere danske - overvejende apoteksbaserede - internetbestillingscentraler. Ulemperne kan være forskelle i sortiment eller lægemidlernes nøjagtige sammensætning. Der gives ikke tilskud, hvis indkøbet sker uden for de nordiske lande, ligesom der heller ikke ydes administrativ erstatning ved lægemiddelskader. Der er også risiko for - evt. utilsigtet - ulovlig import. Den risiko må man sige nu er bekræftet, og tilmed er en stigende mængde af produkterne forfalskede. Omfanget kendes af gode grunde ikke, men WHO regner med, at ti procent af al medicin er forfalsket, og store dele finder vej til nettet.

Så er der sagen om danske læger, der sælger engelske produkter til danskerne via deres hjemmeside. Der er tale om et kombinationsprodukt af glucosamin og chondroitin, der forekommer naturligt i alt væv. Glucosamin er godkendt i Danmark og registreret som et lægemiddel. Virkningen er omdiskuteret, men det er legalt. Kombinationen med chondroitin er derimod ikke godkendt i Danmark, men i England kan det købes frit som kosttilskud, fordi det betragtes som harmløst og gavnligt mod gigt. Lægerne omgår altså den manglende danske godkendelse og formidler tilsyneladende helt legalt en import af kosttilskud til deres patienter. Da det ikke er et lægemiddel, handler de tilsyneladende heller ikke i strid med lægeloven. Det er en kreativ måde at bruge internettet på, men er det en rimelig måde at omgå dansk lovgivning? Den slags spørgsmål ville ikke opstå, hvis reglerne i EU blev harmoniseret.