Skip to main content

Paskontrol for idrætsudøvere

Journalist, læge Jan Andreasen

2. nov. 2005
7 min.

For få år siden blev Tour de France-feltet bremset af de franske myndigheder, og rytterne næsten taget liggende med en venflon i armen og en optrukket sprøjte ved massagebriksen. Med et blev epo og hæmatokritværdier en naturlig del af det daglige sprog og den offentlige debat. Cykelrytternes hæmatokritværdier og ikke mindst værdiernes svingninger – der for nogle tegnede konturerne af bjergetaperne – blev efterfølgende et forstyrrende og tilbagevende tema, ikke alene i Tour de France-feltet, men ved alle store cykelarrangementer og andre idrætskonkurrencer, hvor den fysiske formåen er altafgørende. »Jeg er aldrig blevet testet positiv« – lød det i starten fra flere sportsstjerner og tidligere stjerner – med »Clintonsk« overbevisning i stemmelejet – og kommunikationsrådgiverens råd om at svare for sig uden at svare helt konkret. Det hjalp bare ikke rigtig. Ingen kunne være i tvivl om, at doping var en del af eliteidrætten.

Nyt kontrolsystem nødvendigt

For antidopingkontrollen er det et reelt problem, at udviklingen af nye validerede og godkendte analysemetoder ofte er et til to år bagefter idrætsudøvernes brug af nye præstationsfremmende produkter. Der er således indbygget en træghed og latenstid i det dopingsystem, der i dag skal forsøge at gøre elitesporten til en ren sport. Derfor mener professor Bengt Saltin, leder af the Copenhagen Muscle Research Centre, at det er nødvendigt, at der prioriteres anderledes i det internationale arbejde mod doping.

»Problemet med vores dopingkontrolsystem i dag er, at det bygger på, at vi skal kunne måle de forbudte stoffer i kroppen hos de aktive idrætsudøvere. Det er nødven- digt, hvis det skal holde juridisk. Det vil sige, at hvis vi måler en forhøjet hæmatokritværdi, der fx pludselig er steget med 20%, så er det ikke nok til at få idrætsudøveren dømt for doping, også selvom vi kan sige, at det medicinsk set ikke er muligt for værdien at stige så kraftig uden brug af forbudte stoffer. I dag har vi validerede og reproducerbare metoder til påvisning af epo, og seks godkendte laboratorier i verden der er i stand til at gennemføre analyserne korrekt. Men prøverne skal tages inden for et til to døgn efter, at idrætsudøveren har taget epo, for ellers er stoffet ude af kroppen. Tilbage er effekten af epo på blodcellerne, men den kan idrætsudøveren ikke dømmes på.

Et andet meget stort problem med det nuværende system er, at idrætsudøverne hele tiden tager nye og for os ofte ukendte stoffer, som vi først, efter at vi har opdaget dem, skal have validerede og godkendte kontrolmetoder for, før de kan bruges. I praksis betyder det, at vi er mindst et til to år efter de aktive«, siger Bengt Saltin.

Fra epo til NESP

Afløseren for epo hedder NESP. Ligesom epo fremmer det produktionen af røde blodlegemer. NESP er lige så kraftigt virkende som epo og har den fordel, at det kun skal tages 1-2 gange om ugen. For idrætsudøveren har det dog den kedelige »bivirkning«, at det er nemmere at spore for antidopingkontrollen, fordi det forbliver i kroppen i længere tid. Ved hjælp af en teknisk vanskelig, elektroforetisk metode er det muligt at skelne epo fra det naturligt forekommende erytropoietin, ved at epo har flere kulhydratkæder. Idet NESP har endnu flere kulhydratkæder og kan spores i kroppen i op til fem til seks dage efter indtagelsen, er det nemmere at konstatere NESP end epo. Misbrug af NESP blev første gang konstateret i december 2001 – men da dopingmyndighederne ikke var helt sikre på, at det var NESP, blev der gennemført nye valideringsundersøgelser af analysemetoderne. På dagen for åbningen af vinter-OL i Salt Lake City i 2002 var en valideret og godkendt analysemetode klar. Derfor blev der testet for NESP ved vinterolympiaden det år. Skandalen indtraf da også, da Johann Mühlegg med lethed spurtede fra konkurrenterne på 50-km-distancen med en så stor overlegenhed, at kontrollanterne var overbeviste om, at der måtte ligge en kemisk forklaring bag. Det gjorde der også. Johann Mühlegg havde fået glid i skiene ved hjælp af NESP, og han blev frataget sin guldmedalje. Hans sag er dog ikke endeligt afsluttet, idet han via det schweiziske civilretslige system forsøger at få sin medalje tilbage. Da de første idrætsudøvere blev taget for brug af NESP, forsvarede de sig med, at stoffet ikke var nævnt på den officielle liste over forbudte stoffer, selvom det kan betegnes som et stof med egenskaber meget lig epo’s.

Ved dette års verdensmesterskaber i langrend er løberne formentlig hverken på epo eller NESP. Men helt rene er de ikke, mener Bengt Saltin, der har det overordnede ansvar for dopingkontrollen.

»Vi har haft rimeligt godt styr på langrendsløberne ved verdensmesterskaberne i Val di Fiemme. Vi ved dog, at nogle af løberne bruger præstationsfremmende midler, men at midlerne ikke har så kraftig en virkning som epo. Nogle har måske brugt bloddoping eller et nyt lægemiddel, hæmopure, der kan bruges som substitution for hæmoglobin«, siger professor Bengt Saltin.

Hæmopure er et nyt lægemiddel, der er udviklet fra koblod. Det skal bruges som substitution for hæmoglobin ved større blødninger, og er blevet godkendt som lægemiddel i Sydafrika. For tiden vurderes det af de amerikanske sundhedsmyndigheder, Food and Drug Administration, FDA, med henblik på at blive godkendt på det amerikanske marked.

For både bloddoping og især for brug af hæmopure er der udviklet gode test, der kan påvise misbruget – men problemet er, at metoderne ikke er godkendte til brug for påvisning af doping.

»Der findes således ingen mulighed i dag for at få en idrætsmand dømt for doping ved brug af hæmopure eller blodtransfusion. Og også for andre stoffer vil der være en meget lille mulighed for at udvikle en metode, der sikkert kan påvise brugen af disse stoffer. Vi er derfor nødt til at finde andre måder, hvor vi kan være på forkant med udviklingen og påvise brug af doping uden alene at være tvunget til at påvise det forbudte stof«, siger Bengt Saltin.

Atletpas

I erkendelse af at videnskaben og kontrolmyndighederne med det nuværende system først får etableret et kontrolsystem, når misbrugerne af præstationsfremmende midler har fundet alternativer, foreslår Bengt Saltin, at alle idrætsudøvere udstyres med et pas, hvori der løbende registreres de markører, der er nødvendige for at påvise brug af præstationsfremmende midler.

»Derved får vi et individuelt billede af hver enkelt idrætsudøver, således at ingen aktiv bagefter kan sige, at det er naturligt for vedkommendes hæmatokritværdi at stige mere end det normale. Derved kan vi definere nogle grænser for, hvor meget hver enkelt idrætsudøvers værdier må variere. Ved at måle på en række forskellige parametre, der giver et billede af fx blodproduktionen og af fx produktion af væksthormon, behøver vi ikke at have udviklet analysemetoder, før vi kan dømme idrætsudøverne for brug af nye ukendte stoffer. Det giver os også en bedre mulighed for at kontrollere de aktive mellem konkurrencerne – og ikke primært have fokus ved konkurrencerne. Det giver os et bevis på, om de bruger midler til at fremme præstationen og tid til bagefter at analysere hvilket stof, der er tale om. Det er nødvendigt, hvis vi effektivt ønsker at bekæmpe doping, men jeg synes, at arbejdet med dette redskab ikke prioriteres nok i den internationale antidopingorganisation og i idrætsverdenen som helhed«, siger Bengt Saltin.

Det er samtidig vigtigt, mener Bengt Saltin, at den internationale antidopingorganisation, WADA, bliver enig med alverdens idrætsorganisationer og regeringer om et ens sæt regler for doping, kontrolinstanser, analysemetoder og straf. Det er vigtige initiativer set i et langsigtet perspektiv, hvor kulturen i flere lande vedr. brug af doping skal ændres, fx i de lande, hvor brug af doping tidligere var en naturlig del af træneruddannelsen. Det tager tid at ændre den kultur, understreger Bengt Saltin.

»Men det er ikke nok. Et andet mål bør være, at der indledes et samarbejde og en dialog med medicinalindustrien, så vi kan blive bedre informeret om de fremtidige produkter, der kan bruges som doping – fx i form af informationer om analysemetoder til påvisning af stoffet i kroppen«, siger Bengt Saltin. Dette ønske er måske ved at blive hørt. Ved WADA’s konference i København den 3.-5. marts var Novo Nordisk A/S sponsor for konferencen, bl.a. fordi Novo Nordisk finder det vigtigt og nødvendigt, at deres produkter ikke forbindes med doping.