Patienter forskelsbehandles

Medicin målrettet til kvinder og ældre har sværere ved at få tilskud end præparater til mænd og yngre mennesker. For mens politikerne ønsker, at patienterne skal have lige adgang til behandling, har de samtidig vedtaget regler, der forskelsbehandler patienterne. Reglerne udstikker retningslinjerne for de analyser, som firmaer skal diske op med, hvis de gerne vil have tilskud til en medicin.

I analyserne kan virksomhederne blandt andet regne på, hvor meget samfundet kan spare, hvis en gruppe patienter fik den pågældende medicin og dermed undgik at blive syge.

Og da kvinder og ældre tjener mindre og er mindre produktive end unge og mænd på grund af blandt andet barsel og sygdom, er gevinsten ved at holde dem raske også mindre.

»Man kan stille spørgsmålstegn ved rimeligheden i den del af analyserne. På den ene side er det vigtigt, at der er produktive mennesker i samfundet, men omvendt siger en sygehuslov jo også, at vi skal have lige adgang til behandling«, siger Jakob Kjellberg, forsker og økonom på DSI Institut for Sundhedsvæsen.

Han understreger, at denne vurdering af »human kapital« blot er én ud af mange dele, som skal indgå i en analyse. Og at denne vurdering endnu ikke har været udslagsgivende, når det kom til, om en medicin skulle have tilskud eller ej.

»Forskellen på produktivitet er med i de sundhedsøkonomiske analyser, men de sundhedsøkonomiske analyser står ikke alene ved beslutning om tilskud, så betydningen er ikke så dramatisk«, siger Jakob Kjellberg og fortsætter:

»Man kan sammenligne det lidt med en diskussion om apopleksipatienter, som verserede for nogle år siden. De ældre kom på medicinsk afdeling og de yngre på neurologisk og fik en lidt mere intensiveret behandling. Det blev påtalt, men i den virkelige verden, så synes både klinikere og befolkningen generelt, at hvis man står med en 30-årig mor til to, så skal hun have forrang for en 90-årig på kanten af graven. Man har nogle idéer, men der er også en virkelighed. Så vi har nogle regler, der siger, at man ikke må forskelsbehandle på baggrund af for eksempel alder og køn, men virkeligheden kan se lidt anderledes ud«, siger Jakob Kjellberg.

Tilskud har enorm betydning for firmaerne, for medicin med tilskud er billigere for patienterne, og dermed kan der, sælges lettere.

Før Styrelsen træffer sin beslutning, kan firmaet udfærdige en såkaldt farmakoøkonomisk analyse.

Cirka 30 gange har Lægemiddelstyrelsen bedt Jakob Kjellberg om at vurdere en sundhedsøkonomisk analyse bag en medicin, som Styrelsen har været i tvivl om skulle have tilskud eller ej.

To lægemidler endte med at være prisen værd.

»De andre var ikke i overensstemmelse med retningslinjerne for, hvordan de analyser skal udfærdiges«, sagde han på en konference om lægemidler i København den 25. og 26. oktober 2005.

Pris pr. liv: 250.000 kroner

Og mens politikerne ikke ønsker at sætte kroner og øre på et menneskeliv, kan Ugeskrift for Læger fortælle, at gennemsnitprisen er en kvart million kroner, når myndighederne skal vurdere om et lægemiddels pris står i rimeligt forhold til dets behandlingsmæssige værdi.

»I Danmark læner man sig på det sundhedsøkonomiske område lidt op af det engelske National Institute of Clinical Excellence, og her ses, at risikoen for at få afslag på en ansøgning om tilskud stiger, når prisen per leveår er over 250.000 kroner. I Danmark er der dog noget, der tyder på, at ved kræft og livstruende sygdomme er prisen højere«, siger Jakob Kjellberg.

Og netop prisen på brystkræftmedicinen Herceptin blev diskuteret under Lægemiddeldagene. Siden Morgenavisen Jyllands-Posten i maj 2005 på forsiden refererede til undersøgelser, som var blevet fremlagt på en konference i USA men endnu ikke publiceret, har debatten raset. Med Arne Rolighed, tidligere sundhedsminister (S) og nuværende direktør i Kræftens Bekæmpelse, som en af de fremmeste forkæmpere.

Grundlæggende mener han, at det hverken skal være Sundhedsstyrelsens Kræftstyregruppe, Medicinsk Teknologi Vurdering eller regeringen, der skal bestemme, hvem der skal have medicinen.

Det er Lægemiddelstyrelsen i Danmark eller Lægemiddelargenturet i London, som skal træffe beslutningen om, hvorvidt en medicin skal på markedet eller ej, og det skal ske på baggrund af videnskabelige studier:

»Og så har jeg én undtagelse til det, jeg lige har sagt. Og det gælder Herceptin«, sagde Arne Rolighed.

»Yes!«, udbrød salgschefen fra Roche, som sælger Herceptin, spontant og lavmælt nede blandt tilhørerne.

Ellers havde Arne Rolighed en opfordring til lægerne om at være kritiske med at udskrive medicin. Ifølge Arne Rolighed er læger alt for »sløsede« med hensyn til at udskrive medicin især i primærsektoren. Når mange patienter når op på både 40 og 50 piller om dagen, er det naturlige spørgsmål: Virker de både hver for sig og tilsammen?

»Pilleforbruget er så stort, at patienterne er ved at miste tilliden til medicin. Der er to problemer: For det første pillehåndteringen. For det andet pilleindholdet. Det største problem for det danske sundhedsvæsen er at få etableret tilliden til pillen«, sagde han og opfordrede lægerne til at sige nej til at anvende visse piller. Har en bestemt medicin kun positiv effekt på 1 ud af 200, bør lægen af etiske grunde sige nej.

Tilsvarende skal et par måneders længere levetid opvejes mod de alvorlige bivirkninger, der kan følge med behandlingen.

»Så ville jeg ikke have noget imod, at lægen sagde til patienten: Det stof er ikke på min hylde«, sagde Arne Rolighed og argumenterede for, at kriterierne for at anerkende en medicin burde sættes op. Han nævnte Lundbecks antidepressive middel Cipralex, som er efterfølgeren til Cipramil. Præparater, der ifølge Institut for Rationel Farmakoterapi stort set ingen forskel er på, bortset fra at Cipralex tilsyneladende virker en uge hurtigere end Cipramil, men til gengæld er langt dyrere.

»Det er en katastrofe«, sagde han.