Skip to main content

Patienter med debuterende psykose skal undersøges grundigt

Merete Nordentoft

11. feb. 2011
3 min.

Det er velbeskrevet, at psykiatriske patienter har overdødelighed på grund af somatisk sygdom. I danske registerbaserede studier er det påvist, at dødeligheden er mere end fordoblet for de fleste somatiske sygdommes vedkommende [1], og at overdødeligheden er størst for patienter med skizofreni. En stor del af overdødeligheden skyldes faktorer, der er relateret til metabolisk syndrom og delvist forklares af livsstils-forhold og delvist af bivirkninger i forbindelse med medikamentel behandling.

Det er også i en lang række undersøgelser beskrevet, at somatisk sygdom overses, og at diagnosticeret somatisk sygdom underbehandles hos psykisk syge [2]. Det er ligeledes veldokumenteret, at alvorlige somatiske lidelser, blandt andet cancer, i nogle tilfælde misklassificeres som psykiatriske lidelser [3, 4].

Der er derfor al mulig grund til at have faste retningslinjer for udredning af patienter med debuterende psykose og andre debuterende tilstande. Sundhedsstyrelsen har i 2004 udgivet et referenceprogram for skizofreni og anbefalede i den sammenhæng, at patienter med debuterende psykose skulle skannes med computertomografi (CT) [5]. I denne uge offentliggør Bjørn Ebdrup et al en systematisk litteratursøgning, hvor de har gennemgået resultaterne for patienter med debuterende skizofreniform psykose, i alt 625 patienter, som er blevet skannet med CT, og 214 patienter, som er blevet skannet med magnetisk resonans (MR). Forfatterne konkluderer, at med de diagnosticeringsmuligheder, der ligger i de aktuelt tilgængelige skanninger, bør man kun henvise patienter til skanning ved velbegrundet mistanke om en organisk betinget psykose. Denne mistanke kan for eksempel være begrundet i fokale neurologiske udfald eller fald i kognitivt funktionsniveau.

Forfatterne lægger samtidig op til, at udviklingen af automatiserede computeralgoritmer kan føre til, at MR-skanninger i fremtiden vil få en plads som diagnostisk værktøj.

Hvor optaget man end kan være af nødvendigheden af grundig udredning af patienter med debuterende psykose, nytter det ikke at opretholde en anbefaling, som ikke bidrager differentialdiagnostisk ved debuterende psykose. Det må derfor anbefales, at MR-skanning ikke gennemføres rutinemæssigt, men kun ved begrundet mistanke om organisk betinget psykose. Danmark deltager i en EU-finansieret multicenterundersøgelse, hvor patienter med debuterende psykose MR-skannes. Resultaterne af denne undersøgelse kan måske ændre på ovennævnte anbefaling.

Der er derimod fortsat god grund til at opretholde referenceprogrammets anbefaling om somatisk og neurologisk undersøgelse, og i klinisk praksis skal man være opmærksom på, at det snarere er reglen end undtagelsen, at patienterne har en komplicerende somatisk lidelse samtidig med den psykiske sygdom, eller at de lider af en udiagnosticeret somatisk sygdom, der kan forklare de psykiske symptomer.

Der sker hurtige fremskridt i ætiologisk skizofreniforskning. En lang række forhold, der kan spille en ætiologisk rolle, er ved at blive undersøgt. Ud over genetiske forhold drejer det sig blandt andet om immunrelaterede mekanismer. Det er derfor ikke et usandsynligt fremtidsscenario, at man opnår langt bedre indsigt i årsagsforholdene ved psykose, og fremtidige udredningsprogrammer vil skulle afspejle dette.

I Sundhedsstyrelsens referenceprogram fra 2004 [5] anførtes det, at sidste gyldighedsår var 2006. Det er på tide, at programmet opdateres.



Korrespondance: Merete Nordentoft , Psykiatrisk Center København, 2200 København N. E-mail:merete.nordentoft@dadlnet.dk

Interessekonflikter: ingen


Referencer

  1. Laursen TM, Munk-Olsen T, Nordentoft M et al. Increased mortality among patients admitted with major psychiatric disorders: a register-based study comparing mortality in unipolar depressive disorder, bipolar affective disorder, schizoaffective disorder, and schizophrenia. J Clin Psychiatry 2007;68:899-907.
  2. Laursen TM, Munk-Olsen T, Agerbo E et al. Somatic hospital contacts, invasive cardiac procedures, and mortality from heart disease in patients with severe mental disorder. Arch Gen Psychiatry 2009;66:713-20.
  3. Benros ME, Laursen TM, Dalton SO et al. Psychiatric disorder as a first manifes-tation of cancer: a 10-year population-based study. Int J Cancer 2009;124:2917-22.
  4. Kayser MS, Kohler CG, Dalmau J. Psychiatric manifestations of paraneoplastic disorders. Am J Psychiatry 2010;167:1039-50.
  5. Sekretariatet For Referenceprogrammer. Referenceprogram for udredning og behandling af skizofreni. København: Sundhedsstyrelsen, 2004.