Skip to main content

Patienter med KOL føler skyld

Marie Holm Mathiasen og Camilla Thorsø Lund

14. sep. 2012
2 min.

I 85 pct. af tilfældene er rygning årsag til sygdommen KOL, kronisk obstruktiv lungesygdom. Det betyder ifølge direktør for Rygestopkonsulenterne Maj-Britt Bjerre Koch, at det er sværere at fatte sympati for patienter med KOL.

»Samfundet betragter det som negativt at være ryger, fordi rygere jo nødvendigvis må være mennesker uden viljestyrke og have en svag karakter. Alle ved jo, det er farligt at ryge, så hvorfor stopper de ikke bare? Men så simpelt er det ikke«, siger Maj-Britt Bjerre Koch.

Elly Lindved røg, fra hun var 16 år, til hun fik diagnosen KOL. Fra den dag kvittede hun smøgerne.

64-årige Elly Lindved har lært at få det bedste ud af livet, selvom hun har haft diagnosen KOL i snart 16 år. Hun kender godt de tanker, som hun forestiller sig, at mange har om patienter med KOL.

»Jeg kender det fra mig selv. Hvis jeg ser en tyk person stå og spise en stor is, tænker jeg jo også, ,hvorfor gør du det, det er jo ikke godt for dig`. Det ved jeg også, folk tænker om KOL og rygning«, siger Elly Lindved.

Skylden skal bearbejdes

Netop fordi sygdommen ofte kommer af rygning, mener lungeoverlæge Peter Lange fra Hvidovre Hospital, at KOL står i baggrunden af andre livsstilssygdomme som kræft, hjerte-kar-sygdomme og diabetes.

»Der er mange sygdomme, der er selvforskyldte, men rygning er meget mere klistret til KOL. Når man bliver ramt af en hjertesygdom, bliver det ikke opfattet som ens egen skyld i samme omfang. Men rygning er også en af de vigtigste årsager til hjertesygdomme«, siger Peter Lange.

Elly Lindved har også selv følt skyld, fordi hendes sygdom sandsynligvis også kommer af rygning. Hun mener, at denne skyldfølelse skal bearbejdes, og hun har med årene lært at acceptere, at hun skal leve med en kronisk sygdom i resten af sit liv.

»Jeg kan ikke gøre noget ved, at jeg røg, fra jeg var 16, til jeg var 50 år. Skyldfølelsen er noget, man skal have bearbejdet. Og det tror jeg, alle KOL-patienter, der får sygdommen af rygning, har brug for«, siger Elly Lindved.