Der er både faglig ære og patienthensyn i spil, når der kommer afgørelser om erstatning for behandlingsskader. Og udbredt forvirring om de forskellige myndighedsinstanser.
»Man kan ikke gå igennem et langt lægeliv uden at komme ud for at begå en fejl og få en sag. Hvis man gør det, er det fordi man har hænderne i lommen. Det er dem, der vasker op, der smadrer tallerkenerne«.
Ordene kommer fra ortopædkirurg Claus Munk Jensen, der lige er tiltrådt som chef for Rigshospitalets ortopædkirurgiske klinik. Han har som mangeårig leder på diverse ortopædkirurgiske afdelinger oplevet masser af erstatningssager om behandlingsskader. Ikke mindst fordi ortopædkirurgien er det speciale, der har flest erstatningssager.
En pæn del erstatninger udbetales, fordi Patienterstatningen, som behandler den slags sager, vurderer, at patienten ikke har fået en behandling, der svarer til erfaren specialiststandard, også kaldet specialistreglen. Claus Munk Jensen har selv som kirurg haft en anden slags sag med en behandlingsskade, hvor det blev vurderet, at fejlen, som var en infektion, med »overvejende sandsynlighed« ikke var opstået, hvis der var anvendt en anden operationsmetode. Han forstod og forstår stadig ikke den afgørelse, og han glemmer det ikke.
Det er dem, der vasker op, der smadrer tallerkenerne Claus Munk Jensen, Klinikchef, Rigshospitalet
Det har han også i baghovedet, når Patienterstatningens afgjorte sager havner på hans bord, og det er op til ham at følge op på dem.
»Der er to måder at gøre det på. Enten siger vi ja og erkender, at vi har begået en fejl. Og så søger vi årsagen til den. Eller vi skriver tilbage til Patienterstatningen, at vi er uenige, typisk hvis det drejer sig en afgørelse, der er funderet på specialistreglen. Vi har også fået medhold og fået erstatningen tilbagebetalt«.
Han fortsætter:
»Det er bestemt ikke behageligt som læge at få at vide, at man har brudt specialistreglen. Jeg tager den gerne på tomandshånd med den pågældende læge. Men det er altså ikke så slemt som ved en klagesag, hvor lægen kan få at vide at han eller hun har behandlet med manglende omhu og samvittighed. Og jeg arbejder på at bygge et tillidsforhold op, så vi kan tage sagerne op på morgenkonferencen, og vi allesammen kan drage læring af det«.
Han oplyser, at afdelingen også selv tager initiativ til at søge om erstatning for en patient, der har fået en behandlingsskade. Så skriver afdelingen simpelthen anmeldelsen for patienten. I øvrigt får alle patienter på Rigshospitalet ved indlæggelsen en folder, hvor der står om muligheden for at søge om erstatning.
Han tilføjer:
»Vi oplever ofte, når vi taler med patienten om det, at de ikke synes, at nogen skal have en næse, men de vil gerne have en erstatning. Og der er da helt stensikkert sager herinde, som burde være meldt til Patienterstatningen, men som ikke bliver det. Så her skal vi også arbejde på at blive bedre«.
I kroner og øre udbetalte Patienterstatningen i 2017 i alt 697 mio. kroner til patienter som erstatning for behandlingsskader. Det viser foreløbige tal. De offentlige hospitaler stod for langt størstedelen, nemlig 520 mio. kroner.
Pengene blev fordelt på 2.064 anerkendte skader på offentlige hospitaler – på nær tre skete de alle inden for somatikken.
Det ser ud som høje beløb og mange skader. Men der er et men, hvis man spørger Patienterstatningen. For kun lige under 30 pct af alle de anmeldte skader – knap 10.000 – blev anerkendt. 70 procent blev med andre ord afvist.
Det er en stigende tendens, og det bekymrer direktøren for Patienterstatningen, Karen-Inger Bast.
»Hverken vi, sundhedsvæsenet eller patienten har gavn af, at vi afviser 70 procent af sagerne«, siger hun.
Karen-Inger Bast mener, at der er brug for, at lægerne og sundhedsvæsenet – hospitaler, praktiserende læger mv. – bliver mere aktive i forhold patienterstatninger. Hun henviser til, at der i loven står, at læger er forpligtede til at informere patienter om, at de kan søge erstatning, hvis de tror, de står med en potentiel patientskade.
»Det er altså ikke bare en etisk forpligtelse, men en lovmæssig forpligtelse. Og vi ved, at når læger er med ind over, giver det bedre anmeldelser. Det kan vi se af, at der er en højere anerkendelsesprocent på de sager, hvor det er sundhedsvæsenet, der har anmeldt. Mange patienter fægter lidt i blinde. Hvis de har afsluttet et behandlingsforløb på en dårlig måde – er det så på grund af sygdommen, eller er det fordi der er sket en skade? Det er lægerne bedst til at afgøre, så det skal de vejlede om«.
Lægen, eller afdelingen kan også vælge selv at anmelde en skade til Patienterstatningen. Simpelthen gøre det for patienten.
Det gør de også, men samlet set er der sket et fald i andelen af anmeldelser fra sundhedsvæsenet selv. Fra 14 pct. i 2011 til 3-4 procent i dag.
Hvad mener du er forklaringen?
»Det kan være travlhed, eller at man er mindre opmærksom på, at der findes erstatningsmulighed. Det kan også hænge sammen med, at mange blander os sammen med disciplinærsystemet. Men jeg vil understrege, at vi ikke er andet end en erstatningsordning. Vi er ligeglade med, hvem der skar nerven over. Vi interesserer os kun for den behandling, patienten fik. I vores afgørelser står der ikke, hvem lægen er. Der er ingen navne eller titler«.
Generelt faldt antallet af anmeldelser om behandlingsskader på offentlige hospitaler i 2017.
»De foreløbige tal viser et fald på ti pct. Jeg ved ikke, hvad forklaringen er. Det er bekymrende, hvis det handler om erstatningsberettigede skader, der ikke bliver anmeldt. Hvis det derimod handler om at behandlingskvaliteten stiger, så er det jo en god historie.”
Det største beløb, som Patienterstatningen har udbetalt til en enkelt patient, er 10, 5 mio. kroner. Det gennemsnitlige beløb i 2017 var ca. 285.000 kroner.
Når en afgørelse er faldet, sender Patienterstatningen den til regionen og til patienten, der har søgt om erstatning. Der foregår ikke en central opfølgning, der f.eks. kan føre til læring.
Nordjylland har som den eneste region sat en mand på som mellemmand mellem region og afdelinger i forbindelse med erstatningssager. Han læser dem alle. Det er overlæge Per Thorgaard, speciallæge i anæstesiologi, nu ansat i Aalborg Universitetshospitals Enhed for Kvalitet og Sammenhæng.
Faktaboks
»Vi går efter læring, og jeg hjælper med at se ankepotentialet i sagerne og støtte der«, lyder hans korte beskrivelse af funktionen.
Han uddyber:
»Jeg er en slags ekstra servicefunktion. Jeg læser med i alle afgørelser. Jeg hjælper i de situationer, hvor klinikerne er uerfarne eller usikre på, hvad de skal gøre, når de kommer ud for en erstatningssag. Det kan være lægelig leder, der skal have tolkning på jurasprog – hvilken præmis ligger der i f.eks. i beregning af tab af erhvervsevne?«.
Per Thorgaard skal også være med til at forhindre, at der sker fejl.
»Det ligger i hospitalets logik, at vi ikke skal gentage den fejl eller fejlhandling, der forårsagede erstatningssagen«.
Når Per Thorgaard læser med i alle erstatningssager fra alle regionens hospitaler, kan han opfange tendenser på tværs.
»Jeg ser det, hvis der optræder tilfælde af det samme på forskellige hospitaler. F.eks. et kommunikationssystem eller en måde at håndtere journaler på eller langsomme prøvesvar. Det kan være udtryk for nogle systemproblematikker, og dem tager jeg op. Eller det kan være problematikker, der er knyttet til bestemte specialer, der kan ske på et universitetshospital med filialer på mange matrikler. Den lokale ledelse opdager ikke den samlede problematik. Men overordnet set kan man få et indtryk af noget generelt«.
Hvis Per Thorgaard ser en mulighed for at lære noget, tager han, som han siger, en kop kaffe med vedkommende afdelingsleder og snakker sagen igennem.
»Vi kan f.eks. ende med at konstatere, at der er behov for en ny forskrift«.
Generelt mener Per Thorgaard, at der altid er læring at drage, hvis en sag handler om brud på specialistreglen.
»Vi tager den positive, ligefremme approach og siger: Hvad kan vi lære af det?«
Men læring er kun den ene del af hans funktion. Den anden handler om rimelighed og retfærdighed – og penge.
»På en eller anden måde er der en kollega, der bliver hængt ud for at ikke at leve op til erfaren specialist-standarden, så vi spørger også, om det er rimeligt. Det vil klinikerne gerne diskutere, for de bryder sig ikke om at blive anset for at have brudt den regel«.
»Hvis sagen er i orden, må lægen tage den på sig og sige, så gør jeg det bedre næste gang. Men hvis det er uretfærdigt dømt, hjælper jeg med at anke. Lægen orker ofte ikke selv at grave sagen frem, oven i at være hængt ud for at bryde specialistreglen«.
Per Thorgaard har haft funktionen siden årsskiftet 2015/2016. Og han har været med til at trimme og optimere procedurerne i forbindelse med erstatningssager, oplyser han.
Det har givet pote – også set fra den regionale pengepung, der i 2016 betalte godt 73 mio kroner i patienterstatninger.
»Vi anker 6-12 sager om året og har de seneste år vundet mange ankesager i forhold til de andre regioner«.
»Når vi overvejer, om en sag skal ankes, er vi i dialog med klinikerne om faglige og juridiske aspekter. Det giver god læring og der er stor kollegial interesse for krydsfeltet mellem de juridiske og sundhedsfaglige aspekter«.
