Skip to main content

Patientklagenævnet i 14 år

Arnold Jørgensen

2. nov. 2005
7 min.

Da tankerne om Sundhedsvæsenets Patientklagenævn for ca. 15 år siden blev til virkelighed, var det en anden behandlersituation, en anden patientattitude og en anden politikerholdning, end vi ser i dag.

Før den tid opponerede og klagede man så godt som ikke. De fleste patienter var tilfredse med vilkårene og godtog behandlernes indsats, uanset om det gav et godt resultat eller ej. Det blev accepteret, at behandlernes rolle kunne være: »Det må du lære at leve med«. En god patient at have på afdelingen var den, man kun hørte lidt til. De mest avancerede patienter fandt det dog ikke rimeligt, at man bare måtte regne med, at behandlersystemet fungerede godt. Man blev utilfreds med, at der kun var Sundhedsstyrelsens vurdering at henholde sig til.

Forsigtig begyndelse

Nedbrydning af autoriteterne havde været i gang i årevis: Skolelæreren var for længst blevet et »almindeligt« menneske, og præsten talte ikke med større autoritet end andre tjenestemænd. Også lægernes myndighedsstilling begyndte at vakle, selv om lægen for den store del af befolkningen stadig »vidste bedst«. De øvrige grupper i sygehusvæsenet, sygeplejersker, fysioterapeuter med flere var sekundære, for de oplevedes som supplerende til lægernes behandling.

Sygehusejerne var stadig hårdhudede. »Det er os, der fordeler midlerne, og det kan der ikke rokkes ved«.

I Sundhedsvæsenets Patientklagenævn skulle man så i 1988 prøve at finde en vej og et ståsted at betragte sundhedsvæsenet ud fra, samtidig med at love og cirkulærer skulle overholdes. Vel skulle der kunne klages, men specialisterne skulle der også lyttes til. Næser og påtaler blev givet. Når der indimellem oprulledes stærke følelsesmæssige patientoplevelser, som ikke kunne få juridisk medhold, kunne nævnsmedlemmerne være så menneskelige, at man udtalte medfølelse.

Ganske langsomt ændrede det hele sig.

Med IT-alderen blev flere og flere oplysninger hvermandseje - også de medicinske. Patienten kunne nu møde op hos lægen med et diagnoseforslag, fundet ved søgning på Internettet. Valgfrihed mellem behandlingssteder blev en vanskelig men nødvendig sport for dem, der havde midlerne og IT-erfaringen, for ventelisterne steg og steg - og dét kunne man kun klage over til sygehusmyndighederne. Da disse selv havde været med til at fremkalde ventelisterne gennem nedskæringer, var lydhørheden ringe.

Og nu voksede ventetiderne yderligere, fordi behandlingsmæssige succeser øgede ønskerne om at blive behandlet. Sygehusenes brugere havde dog kun succeshistorierne at holde sig til; en kvalitetsoplysning og analyse af præstationerne var ikke til rådighed for patienterne.

En stigende medie-fokus på sundhedsvæsenets manglende formåen, illustreret med dramatiske sygdomsbilleder fik politikerne til at uddele specifikke bevillinger til at undersøge og behandle for de sygdomme, der var skabt røre om gennem mediekampagner.

»Mig« og eksperterne

Også det enkelte menneskes holdning til tilværelsen ændredes. Og det i en grad, så den enkelte nærmest fik en ny identitet.

Måske begyndte det i uddannelsessystemet, hvor alle nu ikke bare skulle være lige længere - nu gjaldt det om at tilkæmpe sig kompetence, og: »Du skal tro, du er noget«.

Ligeværdigheden blev pustet op, indtil det i sundhedssystemet ligesom blev til: »Jeg betaler min skat, det kan da ikke passe, at jeg ikke skal eller ikke kan behandles«.

Det hjalp også, at alle - af medier og ivrige behandlere - fik tudet ørene fulde af fremskridt og teknologi. Især blev skanneren et uundværligt statussymbol i hvert amt.

Hvor det før var lægen, der vidste bedst, blev det efterhånden til, at »jeg ved bedst«. Privathospitaler, udenlandske hospitaler, alternativ behandling, forskning, tvivlsomme forsøg, succeshistorier i tv - alt blev taget til indtægt af den sygdomsramte i kampen mod de bedrevidende »eksperter«.

Ubehandlelig sygdom blev betragtet som en fornærmelse, døden svær at acceptere. Det måtte skyldes manglende dygtighed hos behandlerne og manglende bevillinger. Hvor en tidligere generation ville affinde sig med forholdene, blev det naturligt og bekvemt for en ny at projicere skuffelser og bitterhed over på »uduelige læger og politikere uden overblik«.

De svage, dvs. de meget svækkede - hovedsageligt gamle mennesker, især kvinder med medicinske sygdomme - blev i nogen grad sorteper. De var ikke i deres personlighedsudvikling nået til »jeg ved bedst«.

De var vant til at tage tingene som de kom. De kunne eller ville ikke stille dybdeborende spørgsmål til en behandling eller en undersøgelse, og de så helst ikke, at den yngre generation af pårørende gjorde sig bemærket i den henseende. (Måske er dét grunden til, at der er forholdsvis mange klager over behandling og pleje af en afdød mor eller moster?)

Men der var da også problemer med at få sadlet om, så respekten for det syge individ blev mere nærværende. Det var nødvendigt at udsende cirkulære om den syges ret til information og om samtykke til at gå i gang med en behandling.

Udviklingen kan jeg måske bedst skildre med følgende.

I gamle dage - fx 70'erne - kunne lægen glimrende ordinere kalktabletter med det latinske navn som »snyde-sovetabletter« uden at oplyse herom (patienten sov ofte godt). I dag ville det være utænkeligt, der skal både oplysning på etiketten og også relevant mundtlig information til.

Person- og systemfejl

Patientklagenævnet arbejdede midt i alt dette. Forsøgte at finde normer for »den rette behandling«, give påtaler - også til behandlere som aldrig havde accepteret, at de lavede fejl.

Det var hårdt. Man var ikke vant til sådan at blive kikket efter i kortene.

I nævnet havde vi en tro på, at arbejdet havde nyttevirkning. Enhver analyse af en sygdomssituation med eller uden fejl ville sætte spor. Computerteknikken troede man også på her, sygdomsbilleder og afgørelser blev kørt sammen, og en del af afgørelserne blev offentliggjort.

Men der blev ved med at være lige mange fejl: nemlig i ca. 20 pct. af alle klagesager.

Den største faglige gruppe i nævnet - lægerne - blev naturlig nok påvirket af alt dette, dvs. dels den ændrede patientmentalitet, dels af behandlernes frustration over de fortsatte påtaler, og dels over, at intet tilsyneladende ændrede sig.

Også de nævnsmedlemmer, der specielt skulle repræsentere klagerne, blev påvirket. Der måtte for nævnet findes andre og flere muligheder for at påvirke udviklingen. I en del tilfælde var det ikke muligt at tillægge en person et personligt ansvar, skønt forløbet i behandlingssituationen havde været utilfredsstillende. Det kunne være organisationen og rutinerne, der var forkerte.

Systemfejl og forkerte patientforløb kaldtes det. Men sådan nogle var der ikke lovhjemmel til at påtale.

Stor uro gav det, da udenlandske rapporter fortalte om uhyggelige fejlprocenter og et stort antal fejl, der direkte eller indirekte fik dødelig udgang.

Der står vi så i dag.

N u prøver man at skabe en »fejlbank« i Sundhedsstyrelsen, som skal opsamle indberettede fejl og næsten-fejl. Det bliver spændende om udviklingen er nået så vidt, og om fagidentiteten er ændret så meget, at det vil lykkes at få fejlindberetningerne frivilligt frem.

Nævnet nytter

Foreløbig er vi nået dertil, at alle parter er forvirrede. Vi har alle god brug for at have en vis portion tro og tillid til hinanden - uanset om vi er syge eller raske, behandlere, politikere eller nævnsmedlemmer.

Selvfølgelig forsvinder en del af de fejl, der klages over i dag. Nogle lidelser, bekymringer, faglige ærgrelser og næser vil være ryddet af vejen.

Men nye klageemner vil komme til.

Hvilke strømninger og holdninger vil påvirke os i de næste 15 år? Vil udviklingen fortsætte - med nye landvindinger i behandlingen og kraftigere manifestering omkring ret og uret - eller vil der ske noget helt andet? Noget afgørende, der ændrer i livsholdningerne med endnu en ny indgangsvinkel til sygdom, behandling og behandlere, til genmanipulation osv.

Ingen kan vide det. Men fejlfrit bliver sundhedsvæsenet aldrig.

Hvis »fejlbanken« skal være rigtig effektiv, må det vel blive sådan, at behandleren - inden vedkommende indleder en behandling - logger sig ind på fejlregisteret, og får oplyst at x-diagnose er registreret med x-antal fejl, heraf x-antal med dødelig udgang. Så kan man tage sine forholdsregler, inden behandlingen sættes i gang.

Måske vil det også blive en naturlig følge af en stadig mere åben informationspolitik, at der samtidig printes en kopi ud til den syge. Hvorvidt dette sidste er til gavn eller skade for patienten, skal jeg undlade at kommentere.

Jeg er overbevist om, at der om 15 år vil være mindst lige så mange klager og påtaler som i dag. De vil måske have et andet indhold, og måske vil det nævn, der behandler dem, være anderledes sammensat.

Men det betyder ikke, at arbejdet med at rette fejl osv. er nytteløst.

Målet er at gøre det bedre og i hvert fald forhindre, at antallet af alvorlige fejl stiger.

Dette sidste kan også være et værdigt resultat.

Lad mig slutte med det fortsat gyldige og efterstræbelsesværdige 2000 år gamle citat af statsmanden, digteren og filosoffen Lucias A. Seneca: »Det er menneskeligt at fejle« - med den senere tilføjelse: »men at fremture i fejlen er skændigt«.

  • Arnold Jørgensen, pensioneret sygeplejerske. Nævnsmedlem fra Patientklagenævnets oprettelse i 1988 indtil 31. december 2001. Indstillet af De Samvirkende Invalideorganisationer.

Husk:

  • Hvis du er involveret i en klagesag, se www.fayl.dk> Tips på nettet>alfabetisk> lægeansvar.