Skip to main content

Patientrettigheder på norsk

Journalist Anne Steenberger, as@dadl.dk

14. maj 2007
9 min.

OSLO. Den største forskel på den norske og den danske måde at give patienterne ventetidsgarantier på er nok, at mens det i Danmark beror på en automatik - to måneder, snart en måned - beror det i Norge på en læges skøn.

»Det lyder helt umuligt med en måned,« siger Finn Sommer, der er overlæge på Norges Rikshospitals børneneurologiske afdeling. Og det er ellers ikke, fordi han går og jubler over de norske forhold. Mere herom senere.

Norske patienter skal, hvis der ikke er mistanke om kræft, igennem en totrinsraket for at få behandling på sygehuset. Når sygehuset har modtaget henvisningen fra patientens praktiserende læge, skal afdelingen, inden der er gået 30 dage, afgøre, om patienten er en såkaldt »rettighedspatient.« Det sker på grundlag af henvisningen fra den praktiserende læge. Og det betyder, at sygehusafdelingens overlæge skal afgøre, hvorvidt patienten har ret til at blive behandlet på sygehuset med ventetidsgaranti. Det gøres ud fra kriterier om sygdommens alvorlighed. Om forventet nytte af behandlingen. Og en vurdering af udgifterne til behandling i forhold til effekten af den.

Bliver patienten erklæret rettighedspatient, skal lægen, også på grundlag af henvisningspapirerne, give patienten en dato for, hvornår behandlingen senest skal foregå. Den vurdering skal udelukkende være medicinsk-fagligt funderet. Det er en garanti. Overholder sygehuset ikke fristen, har patienten retskrav på at blive tilbudt behandling på et andet sygehus - i Norge, typisk privat, eller i udlandet. For sygehusets regning.

Patienter, der ikke får ret, får ingen garanti og har dermed ikke et retskrav på behandling inden for et bestemt tidsrum. De skal have en behandling, men er dem, der bliver sat bagerst i køen og risikerer at blive flyttet rundt med, hvis nye rettighedspatienter kommer til.

En succes

Patientrettighedsloven, der blev indført i 1999, og siden er blevet skærpet, fungerer - mådeligt. Lovens intentioner bliver ikke overholdt, endnu. Alligevel betegner jurist i Oslos patientombud, Magnus Christensen, loven som en succes:

»Jo, i det store og hele er det en succes. Loven har bidraget til at skabe større sikkerhed for patienten om ventetid, og hvilken behandling man skal have hvornår. Før var man helt overladt til sygehuset. Nu er der visse rammer. Desuden er sigtbarheden for patienterne blevet bedre. Den enkelte kender bedre sine rettigheder.«

Hvert fylke - amt - i Norge skal ifølge loven have et patientombud, hvis dominerende funktion er at rådgive og vejlede patienter, der vil klage. De kan også selvstændigt rejse sager. I deres samlede årsberetning fra 2006 står:

»Patientombuddene erfarer, at sygehusene har problemer med at indfri patientrettighedslovens bestemmelser. Vi oplever, at dette for en stor del skyldes, at sundhedspersonalet har for lidt viden om loven.«

Ombuddet i Oslo har på den baggrund tilbudt at undervise i sundhedsret på sygehusene i Oslo. Magnus Chris-tensen oplyser, at der er stor forskel på, hvordan de tre kriterier vurderes; især er der fare for, at ældre med flere alvorlige sygdomme ikke får prædikatet »rettighedspatient.«

Det ses på forskellen mellem de re-gionale sundhedsvæsener, "helseforetak." I en region får måske 60 pct. af de ældre hoftepatienter »ret«, i en anden 30 pct., forklarer han.

Også håndteringen af behandlingsfristen er der problemer med, siger ombuddets årsrapport. »Erfaringen er, at tildeling af individuel behandlingsfrist praktiseres forskelligt og tilfældigt.« Ude på Oslos flotte Rikshospital vil de godt skrive under på, at loven nok ikke følges helt til punkt og prikke. Med udsigt til et af hospitalskompleksets mange gårdhaver fortæller overlæge Finn Sommer og Trine Hjortdal, der er patientkoordinator på børneafdelingen, om deres erfaringer med loven. Trine Hjortdal siger: »Jeg tror, at mange læger opfører sig som før. Mange tager ikke stilling til den nye lov.«

Loven fylder ikke særlig meget i Finn Sommers bevidsthed. Han har, meddeler han, læst op på reglerne, før mødet. Men faktisk har han i 2004 stået for et oplæg til sine medoverlæger, da stramninger i loven kom til, der indførte 30-dages-fristen for den indledende vurdering og efterfølgende individuelle behandlingsdatoer. Han er, siger Trine Hjortdal, en af de samvittighedsfulde læger.

Elastiske begreber

Han bruger cirka et kvarter på at vurdere hver henvisning fra praktiserende læger og andre sygehuse, oplyser han. »Det er meget elastiske begreber, som vi skal agere efter. Det er nu som før et lægeligt skøn, der er det afgørende,« lyder hans vurdering.

Det er også, hvad den danske Lægefore-ning finder, skal være afgørende. Den har senest på Lægemødet meldt ud, at det lægelige skøn ikke skal tilsidesættes af automatrettigheder om ventetidsgarantier, sådan som det er tilfældet med de danske ventetidsgarantier.

Her i Norge er det lægelige skøn lagt i nogle rammer, formuleret i loven. Det er formuleret i prioriteringsforeskriften, paragraf 2 og hedder alvorlighedskriteriet, effektkriteriet og omkostnings-effektkriteriet. I 2004 blev det forbudt - med få undtagelser - for en norsk afdeling at afvise en patient på grund af kapacitetsproblemer. Det er de andre kriterier, der gælder. Men det er svært at praktisere, siger Finn Sommer.

»Hverken jeg eller min afdeling har ændret adfærd, siden loven kom. Når jeg sidder med en henvisning fra en praktiserende læge og laver den indledende vurdering, kan jeg ikke lade være med at skele til kapaciteten. Selv om jeg ikke må,« siger han.

Patientombuddet kan bekræfte, at det er et udbredt problem. Der er sager, hvor for eksempel alvorlighedskriteriet er nedprioriteret i forhold til kapacitetsproblemer (se eksempel i Faktaboks ). »Det er helt forkert,« siger Magnus Christensen. »Da man i 2004 fjernede det såkaldte kapacitetsforbehold, var tanken, at man skulle styre mere efter efterspørgslen. Er der stor søgning til en behandling, som mangler kapacitet, må man opruste. Det ser vi som en meget vigtig pointe.«

Trine Hjortdal siger: »Loven har ikke betydet mange ændringer for mig. Der er for få læger, der forholder sig til den. Der er læger, der ikke udfylder skemaet, hvor man skal skrive, om patienten er en rettighedspatient. Jeg har også hørt om en læge, der konsekvent ikke giver ,ret`, fordi han ikke vil risikere, at sygehuset skal betale for behandling et andet sted.«

Forpligtende med en dato

Men den individuelle behandlingsfrist har dog haft nogen betydning, siger Finn Sommer efter nogen betænkningstid.

»Vi bruger det medicinske skøn som altid. Men på mit område har vi udarbejdet retningslinjer i forhold til tidsfristen. Det er mere forpligtende, når vi skal sætte en konkret dato på. Tidligere kunne vi bare skrive, at behandlingen eller udredningen, hvad det nu var, skulle foregå inden for eksempelvis 3-4 måneder. Alt i alt har vi nok fået en mere reflekteret holdning til det, også selv om praksis ikke har ændret sig væsentligt.«

Et helt overordnet formål med reglerne er, ud over at give patienterne konkrete rettigheder, at sikre, at de rigtige patienter kommer først til behandling. Er det lykkedes?

»Jeg er ikke helt sikker. Tanken er god. Men jeg synes, at jeg gjorde det på samme måde før. Så om det fører til, at nogen berettiget kommer til før, det ved jeg ikke. Og dog, på et punkt har jeg ændret adfærd. Jeg sender flere breve ud til de henvisende læger med anmodning om supplerende oplysninger,« siger Finn Sommer.

Klager

Hvis en patient ikke er blevet tildelt et rettighedskrav, har man ret til én nyvurdering efter henvisning fra egen læge. Ønsker en patient at klage over vurderingen, udspiller første runde sig på sygehuset i en dialog med læge, patient og typisk en advokat og eventuelt med patientombuddet. Hvis sygehuset afviser, kan patientens klage til det lokale helsetilsyn, som træffer afgørelsen. Patientombuddet har ingen afgørelsesret.

Hvis et sygehus ikke overholder den behandlingsfrist, en patient har fået, kan patienten klage skriftligt eller mundtligt til sygehuset, som er forpligtet til at betale for behandling et andet sted. Rikstrygdeverket, en statslig instans, finder det alternative behandlingssted.

Men der er ikke mange klager, og meget kan klares med en god dialog, siger Trine Hjortdal: »Hvis vi kan se, at vi ikke kan overholde en frist, ringer vi til patienten og forklarer, at det måske bliver en uge senere. Det kan patienten som regel godt forstå. Man kan nå meget med god kommunikation, og vi har ikke mange tilfælde, hvor patienter klager over overskredet behandlingsfrist.«

Patientrettighederne i Norge

Lov om pasientrettigheter blev vedtaget i 1999 og trådte i kraft i 2001. Flere ændringer er sket undervejs.

Loven siger blandt andet, at:

  • En patient, der henvises til sygehusbehandling, har ret til at få sin »helsetilstand« vurderet inden 30 dage. Det betyder, at sygehuset skal vurdere, om det er nødvendigt med sygehusbehandling. Vurderes det positivt, er patienten en såkaldt »rettighedspatient«, som skal have en dato for, hvornår behandlingen forventes at ske. Det skal ske i forhold til »medicinsk forsvarlighed«.

  • Vurderingen sker på sygehuset på grundlag af henvisningen. Hvis det er nødvendigt, skal sygehuset indhente supplerende oplysninger, eller patienten skal indkaldes til undersøgelse.

  • Rettighedspatient bliver man under visse forudsætninger, der findes i »prioriteringsforskrifterne«. De er:

  1. Patienten har et vist prognosetab med hensyn til livslængde eller ikke ubetydelig nedsat livskvalitet, hvis behandlingen udsættes.

  2. Patienten skal have forventet nytte af behandlingen.

  3. Udgifterne skal stå i rimeligt forhold til behandlingens effekt.

  • Hvis en patient ikke vurderes til at være »rettighedspatient«, har patienten ret til en fornyet vurdering af sin helbredstilstand i sygehusvæsenet efter henvisning fra praktiserende læge. Den ret gælder kun en gang for samme tilstand.

  • Patienten har ret til en individuel plan. Det drejer sig om patienter med behov for langvarige og koordinerede sundhedsydelser.

Hvis der er mistanke om, at en patient har en alvorlig sygdom, gælder den generelle vurderingsfrist ikke. Det er ikke konkretiseret, hvor hurtigt man har krav på en vurdering for eksempel ved mistanke om kræft.

Et eksempel fra en sag om kæbekirurgisk behandling

En patient havde søgt om behandling for en kæbekirurgisk lidelse. Sygehuset havde givet besked om, hvornår hun kunne forvente behandlingen udført, men udsatte hele tiden tidspunktet. Patienten kunne kun åbne munden tre cm og kunne ikke spise uden at skære maden i små bidder. Hun havde behov for tandbehandling men kunne ikke få det, fordi hun ikke kunne gabe op. Der var fare for, at hendes tandsundhed brød sammen. Sygehuset havde ikke givet patienten ret til nødvendig helsehjælp og mente, at det var usikkert, om hun ville have nytte af operation, og om det var udgiftssvarende. Sygehuset skrev, at man behandler 600 patienter årligt med kun to senge til rådighed, og at man derfor måtte prioritere andre hjælpetrængende grupper, hvor effekten i større grad var til at forudsige. Sygehuset vurderede ikke alvorlighedsgraden, som alene ville kunne give hende ret til nødvendig helsehjælp, skriver patientombuddet i Oslo. som konkluderer:

»Sagen illustrerer, at en måde at omgå rettighedsloven på er ikke at give patienter forpligtende rettigheder, men at lægge afgørende vægt på kapacitet eller andre hensyn. Dette er i strid med loven.«

Patientombuddet

Staten skal ifølge loven oprette et patientombud i alle fylker.

Antallet af henvendelser stiger for hvert år.

I 2003 var der i alt 9.153 henvendelser til patientombuddene. I 2006 var det steget til 11.219 henvendelser.

Vurderingen som »rettighedspatient« var det område, flest henvendelser drejede sig om. I 2003 var der kun 190 henvendelser om det. I slutningen af 2004 blev loven på det område skærpet og reglerne klarere. Herefter har der været en stigning i antallet af henvendelser til patientombuddet med 755 i 2005 og 1.062 sidste år.

Patientombuddets primære formål er at rådgive patienter. De underviser personale og organisationer i patientrettigheder. Ombuddet kan tage sager op, enten via patienter eller af egen drift - sager i forhold til sygehus, det regionale helseforetak eller det lokale helsetilsyn.

Patientombuddet arbejder også mere langsigtet med kvalitet, idet de samler sager og klager og vender tilbage til det relevante sygehus, som så kan bruge erfaringerne og lokalisere systemfejl.