Patientsikkerhed og økonomi

Patienternes sikkerhed er sundhedsvæsenets ansvar, og arbejdet med patientsikkerhed er centralt for målsætningen om at sikre optimal behandling og minimere behandlingernes skadevirkninger. Så langt kan de fleste nok blive enige! Sundhedsministeren har da også netop lanceret en ny patientsikkerhedspakke med 20 patientsikkerhedsinitiativer, og i foråret lød meldingen fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, at kvalitet fremover skal indgå som et element i aflønningen af hospitalerne. I både Danmark og udlandet er øget fokus på patientsikkerhed og kvalitet også blevet udråbt som en overordnet løsning på de snævre økonomiske rammer, som sundhedsvæsenerne nu og fremover er underlagt, da man på den måde kan undgå dyre fejlbehandlinger. Patientsikkerhedsarbejdet har således vinden i ryggen i disse år, og med det afsæt er det glædeligt, at der her er samlet et helt temanummer med artikler om patientsikkerhed.

Temanummerets artikler giver dog kun i ringe omfang et klart billede af, hvordan patientsikkerhedsarbejdet bedst gennemføres, og titler som »Dødsfald er ikke egnede til monitorering af kvalitet og patientsikkerhed i sundhedsvæsenet«, »Sundheds-it øger patientsikkerheden, men introducerer nye muligheder for fejl«, »Involvering af patienterne i egen sikkerhed er nødvendig, men effekten er udokumenteret« illustrerer desværre det vidensgrundlag, som ganske meget af patientsikkerhedsarbejdet stadig er baseret på.

At der også fremadrettet er brug for en forskningsindsats på området, kan der næppe herske tvivl om, og Forskningsnetværk for Patientsikkerhed og Kvalitet i Sundhedsvæsenet har sammen med Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning netop kortlagt forsknings- og udviklingsmiljøerne inden for patientsikkerhed og kvalitet i det danske sundhedsvæsen. Forventningen var, at der kunne findes 15-20 miljøer, men der blev identificeret omkring 80 danske miljøer. Kvalitativt var især miljøerne inden for patientsikkerhed generelt svagt forankret forskningsmæssigt, og aktiviteterne kunne bedst kategoriseres som udviklingsaktiviteter og ofte med yderst begrænset koordinering på tværs af miljøerne.

Hvis forskningen i patientsikkerhed ikke får et kvalitativt løft, er der risiko for, at patientsikkerhedsdiskussionen kommer til at ligne den bredere forebyggelsesdiskussion, hvor man kan påvise, at »usund livsstil« koster både sundhed og kroner. Herfra konkluderes det så, at vi kan spare milliarder ved forebyggelse - og at vi ikke har råd til at lade være. Men det forudsætter jo: 1) at man kan ændre folks livsstil, og 2) at prisen på interventionerne er lavere end besparelserne som følge af den ændrede livsstil. Når det senere viser sig, at projekterne ikke helt levede op til forhåbningerne, kan vinden i ryggen hurtig forsvinde og fokus søge nye steder hen. I patientsikkerhedskredse synes der også at være en tro på, at arbejdet med patientsikkerhed medfører besparelser, på trods af at der ikke findes nogen dokumentation for, at det faktisk er tilfældet.

Før vi begynder at knytte hospitalernes økonomi til patientsikkerhed og kvalitet, bør vi nok komme på sikrere faglig grund, end vi med udgangspunkt i dette temanummer står på nu. I artiklen om patientcentreret praksis vurderes det, at patientsikkerhedsarbejdet bl.a. handler om at skabe en kultur, hvor patienternes behov er i centrum, og i artiklen om kliniske mikrosystemer fremhæves succeskriterier, såsom fokus på lokal ledelse, kultur med eksplicitte værdier, interdisciplinært samarbejde, støtte fra organisationen, fokus på patienters og ansattes behov osv. Altså succeskriterier, som ikke umiddelbart lader sig identificere i et afregningssystem. Hvis dårlige mål for patientsikkerhedsarbejde bliver anvendt som proxy for patientsikkerhed og kvalitet, er der risiko for, at den menneskelige natur vil gå efter pengene og ikke tænke udelukkende på patientsikkerhed.

At Ugeskrift for Læger har dedikeret et temanummer til patientsikkerhed er et velkomment skridt i retning af at gøre området mere evidensbaseret. Men hvis der ikke også bliver stillet klarere forskningsmæssige krav til de aktiviteter, der gennemføres i praksis, risikerer vi at stå med samme konklusion, næste gang der laves en opsamling: at der ikke er megen evidens på området.

KORRESPONDANCE: Jakob Kjellberg , Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, Dampfærgevej 27-29, 2100 København Ø. E-mail: jakj@kora.dk

INTERESSEKONFLIKTER: Forfatterens ICMJE-formular er tilgængelig sammen med lederen på Ugeskriftet.dk