Danmark har netop fået sin anden biobank. De er vigtige brikker på vejen mod ”skræddersyet” medicin. Men der er et stykke vej endnu.
”Skræddersyet” eller personaliseret medicin har været et buzzword, siden forskere i 2003 blev færdige med at kortlægge det menneskelige genom.
Ideen er, at man ved at kombinere kliniske informationer for den enkelte patient med og molekylære undersøgelser af enten blod- eller vævsprøver kan udpege den behandling, der egner sig bedst for den enkelte patient og dermed undgå at give uvirksom medicin eller medicin, som giver bivirknin-ger. Men hvor langt er man egentlig nået? Er forventningerne på vej til at blive indfriet? Og hvor store er fordelene?
Et vigtigt redskab i arbejdet hen imod en mere personlig medicinering er biobanker. Sammen med kliniske databaser, nationale registre mm. kan biobanker med blod- og vævsprøver fra patientgrupper hjælpe med at klarlægge hvilke biomarkører og ændringer i cellens arvemasse, som kan bidrage til at finde den rigtige medicinske behandling af den enkelte patient.
Danske Regioner etablerede i 2010 Dansk CancerBiobank (DCB). Den er den første nationale bio-bank, der indsamler og opbevarer blod-, vævs- og knoglemarvsprøver fra kræftpatienter i hele landet. En online-database sikrer, at alle prøver altid kan lokaliseres og at alle informationer om det indsamlede materiale er tilgængeligt.
Den næste store biobank ser snart dagens lys, idet Dansk Reuma Biobank er under etablering med DCB som forbillede. Initiativtagerne til den nye biobank er professor Merete Lund Hetland fra Rigshospitalet og Glostrup Hospital, professor Julia Johansen og leder af Regionernes Biobank Sekretariat Estrid Høgdall.
”Personlig eller individualiseret behandling betyder, at man vælger en behandling ofte baseret på molekylære ændringer, der findes i f.eks kræftknuden som er fjernet ved operation”, forklarer molekylærbiolog Estrid Høgdall, der arbejder ved Molekylærenheden på Patologiafdelingen, Herlev Hospital.
Når talen er om personaliseret behandling, drejer det sig ofte om de biologiske lægemidler. Men molekylære undersøgelser kan også relativt sikkert forudsige, om en patient vil udvikle resistens mod en bestemt kemobehandling.
Et eksempel fra litteraturen er prostatakræft. Estrid Høgdall fortæller at man har vist at molekylære ændringer kan udpege personer, som hyppigere udvikler resistens mod en given behandling.
Tarmkræft kan være et andet eksempel på, at man nærmer sig en ’personaliseret’ behandling:
”Ved tilbagefald hos patienter med tarmkræft bruger man f.eks. antistofbehandling. Man undersøger kræftknuden og leder efter bestemte forandringer i to af de tre gener, der tilsammen udgør RAS-familien. Hvis der findes forandringer har patienten ikke effekt af den biologiske behandling. Hvis de derimod ikke har forandringerne, er der meget større sandsynlighed for, at der vil være effekt af den biologiske behandling”.
”På den måde er behandlingen i dag allerede målrettet det enkelte individ”, siger Estrid Høgdall og nævner brystkræft som et tilsvarende eksempel, hvor undersøgelser af HER-2 bruges til behandlingsvalg.
Dansk Reuma Biobank (DRB) vil lige som cancer-biobanken på sigt kunne spare samfundsøkonomien for rigtig mange penge. DRB vil kunne bidrage til at det bliver muligt at udpege, hvilke gigtpatienter, der kan have gavn af bestemte lægemidler – og hvem, der ikke kan.
”Inden for reumatologien bruger vi over en milliard kroner om året på biologiske lægemidler. Og vi ved, at cirka 30 pct. af dem, vi starter i biologisk behandling, ikke har effekt eller ikke kan tåle den. Det svarer til 300 mio. kroner om året. Kunne man i stedet bruge de penge på at give virkningsfuld medicin fra begyndelsen, er det langt mere rationelt”, siger Merete Lund Hetland.
”Inflammatoriske gigtsygdomme er kroniske tilstande, der behandles med medicin. Problemet er, at der går tre måneder, før vi for alvor kan vurdere, om en given behandling virker, og vi er dårlige til at forudsige, om det, vi ordinerer, kommer til at virke”, siger Merete Hetland.
”Med biobanken håber vi, at man ved at undersøge biomarkører i blodet kan finde nogle signalmolekyler, der kan hjælpe til at forudsige en effektiv og godt tålt behandling”.
- Er der nogle markører, som man allerede kender, eller skal man først til at finde dem?
”Der er fremkommet forskellige bud på mulige markører. Men det er typisk sket ved undersøgelser af små grupper patienter, og der er ikke overbevisende resultater, der kan bruges på patientniveau. Vi håber, at vi kan nå ned på et niveau, hvor vi kan ’skræddersy’ behandlingen eller give en mere personligt tilpasset behandling”, siger Merete Hetland.
Cancer-biobanken har eksisteret i fem år, og i dag betyder den, at forskerne hurtigere kan nå frem til resultater, fordi de ikke først skal ud og indsamle materiale:
”Vi samler løbende ind fra mange patienter, og ved at kombinere analyseresultater udført på det biologiske materiale med alle de kliniske informationer, der ligger i de kliniske databaser er der mulighed for forskning, som kan resultere i nye behandlinger. Så når der publiceres nye forskningsresultater, som kan have betydning for en given patientgruppe, kan man hurtigere undersøge, om det også gør sig gældende for danske patienter. Biobanker kan derved bidrage til, at man hurtigere får nye behandlingstiltag igennem, hvis de viser sig at være optimale”, siger Estrid Høgdall.
DCB får endnu ikke materiale fra alle patienter med kræftsygdom. Det sker først, når DCB implementeres fuldt ud i 2016, efter at den nu gennem fem år har vist, at den kan leve op til forventningerne.
”Hvis det var mig, der skulle investere de mange penge, ville jeg også gerne se resultater, før jeg gav endnu flere penge”, siger Estrid Høgdall og tilføjer:
”Dansk Cancer Biobank danner model for Dansk Reuma Biobank. Jeg tror, at DCB’s succes har bidraget til, at det var muligt at komme igennem med den nye biobank”.
Ifølge Estrid Høgdall er der stadig flere forskere, der får øjnene op for mulighederne i biobanken, og der er stadig flere publiceringer, der baserer sig på materiale fra biobanken.
”Jo bedre, biobanken bliver dækket med materiale fra hele Danmark, jo bedre chancer er der for, at det virkelig vil komme patienterne til gode, så de hurtigt kan få fordel af nye behandlinger”.
Estrid Høgdall er fuld af lovord over Danmarks muligheder for at indtage rollen som pionér:
”Danmark har enestående potentiale for forskning i højeste internationale klasse: Vi har registrene, vi har patienter, som gerne vil deltage, og vi har også politikere, der ser mulighederne. Danske Regioner har jo finansieret både Dansk CancerBiobank og Dansk Reuma Biobank”, siger hun. ”Jeg synes, det er en fantastisk mulighed”.
Merete Lund Hetland understreger, at ’skræddersyet behandling’ inden for reumatologi endnu ikke er tilgængelig. ”Det er en vision, som DRB skal bidrage til at kunne virkeliggøre”, siger hun.
”Historisk set er medicinske behandlinger knyttet op på en diagnose, ikke på det enkelte individ: Har man sukkersyge, får man insulin. Har man blærebetændelse, får man sulfonamider, og har man leddegigt, får man methotrexat og evt. biologisk medicin. Målet er, at vi kan tage en blodprøve og kombinere det, vi finder, med det, man i øvrigt ved om patienten og f.eks. finde ud af, om vedkom-mende patient hører til den gruppe, som kan nøjes med methotrexat eller omvendt vil have brug for biologisk behandling”.
”Vi vil også gerne kunne afgøre, hvilke af de biologiske lægemidler, der vil hjælpe den enkelte pa-tient, der har en så alvorlig sygdom, at han skal have et af de dyre biologiske lægemidler. I dag er vi henvist til at prøve os frem”.
”Skræddersyet behandling handler ikke primært om at opfinde ny medicin, men om, hvad vi kan give fru Hansen ud fra den palet af medicin, vi allerede har, så hun dels slipper for bivirkninger, dels får gavn af behandlingen”, siger Merete Lund Hetland.
