Skip to main content

Peter Haahr - konstitueret formand for FAS

FAS-redaktør Jesper Brahm, j.brahm@dadlnet.dk

31. okt. 2005
3 min.

Peter Haahr, med Karsten Nielsens kandidatur til formandsposten i Lægeforeningen lå det jo i luften, at du som næstformand i FAS kunne blive konstitueret som FAS' formand indtil næste repræsentantskabsmøde. Nu er du konstitueret, om end på en noget anden baggrund. Hvilke tanker gør du dig i den anledning?

Vi har stadigvæk et FAS, og vi skal få det til at hænge sammen og fungere. Min tid som FAS' formand indtil november bliver sikkert en parentes. Det ændrer ikke, at det er vigtigt for mig, at vi respektfuldt hjælper hinanden med at løse de opgaver, der ligger i FAS-regi

Hvad bliver de væsentligste opgaver for dig indtil repræsentantskabsmødet i november?

En af de væsentligste opgaver bliver at få etableret specialerådene til at udvikle specialerne i regionerne med henblik på, hvordan patientbehandlingen skal finde sted i den nye struktur. Det er en fælles sag for sygehusvæsenet og speciallægepraksis. Internt bliver det en væsentlig opgave at finde et fælles fodslag med henblik på at finde en ny formand for FAS til efteråret. Jeg har derfor taget initiativ til et møde med Over-lægeforeningens formand, Erik Kristensen, og FASKO's formand, Niels Bloch Jespersen, for at få lagt en strategi og for at stå samlet til efterårets repræsentantskabsmøde. Så nøgleordene for mig er samling og samarbejde.

Det er også væsentligt at komme videre med Lægeforeningens struktur. I den sammenhæng er det vigtigt at kunne lytte til, hvad der er af ønsker, uanset om det er inden for egne rækker i FAS eller andre dele af Lægeforeningen. Vi skal arbejde hen imod en struktur, hvor vi kan arbejde på tværs i organisationen.

Min drøm er, at vi får en lægeforening, der hænger sammen, og hvor vi trækker på samme hammel, og at vi bliver en stand, der står sammen om konstruktivt at løse vore opgaver. Så har vi en god mulighed for at bevæge os hen mod det sundhedssystem i verdensklasse, som Lægeforeningens afgående formand, Jesper Poulsen, talte om på lægemødet.

Hvad sker der med FAS inden for det næste halvandet år?

FAS består indtil videre. FAS bliver ikke nedlagt, fordi vi har måttet sige farvel til vores formand. Det kan godt være, at FAS ser anderledes ud om nogle år, når vi har fået en ny struktur i Lægeforeningen. Indtil da skal FAS-søjlen være hel.

Er FAS i krise?

Umiddelbart kunne det godt se sådan ud udefra. Men jeg er sikker på, at vi alle er indstillet på, at FAS skal fungere, og at vi skal se konstruktivt og fremad på samarbejdet. Det får jeg nok bekræftet efter mit møde med Erik Kristensen og Niels Bloch Jespersen.

Hvilke overvejelser gør du dig om de små erhvervsorganisationers politiske og organisatoriske placering i Lægeforeningen i fremtiden?

Hvis FAS opløses, og vi får en organisationernes Lægeforening, så vil der være flere erhvervsorganisationer, som ser meget små ud på en graf. Det ændrer ikke, at der er behov for et samarbejde generelt, og jeg går ind for, at vi får skabt et fælles forum, hvor vi kan tale sammen om de opgaver, vi skal løse i fællesskab. Det gælder også i speciallægeregi, og jeg forestiller mig, at vi får behov for at mødes nogle gange om året for at drøfte de fælles berøringsflader. Her kan alle erhvervsorganisationer inddrages, store som små. Selv om vi bliver splittet op, har vi en forpligtelse over for de små erhvervsorganisationer til at medvirke til at tage vare på deres interesser.

Fakta

Peter Haahr. Kandidat 1981 fra Odense Universitet. Speciallæge i 1990 (oto-rhino-laryngologi). Fra 1993 praktiserende speciallæge i Vejle.

Formand for Danske Øre-, Næse- og Halslægers Organisation (DØNHO) 2001-2004.

Medlem af Foreningen af Praktiserende Speciallæger (FAPS) fra 2000. Formand for FAPS fra 2004. Medlem af og næstformand i FAS' bestyrelse fra 2004.

Peter Haahr fortsætter som formand for FAPS i perioden som konstitueret formand for FAS.