Skip to main content

Ph.d.-lægen, der skiftede guitaren ud med vævsprøvenålen

Med æbler og grillspyd vandt Lars Boesen den årlige Ph.d. Cup for bedste forskningsformidling. Han har trænet sine formidlingsevner på scenekanten med æbler, appelsiner og guitarer.

 Lars Boesen performer. Tre års forskning skal fortælles på tre minutter for øjnene af et fyldt koncerthus. Foto: Jakob Dall
Lars Boesen performer. Tre års forskning skal fortælles på tre minutter for øjnene af et fyldt koncerthus. Foto: Jakob Dall

Alexander Tange, ata@dadl.dk
Foto: Jakob Dall

2. maj 2016
3 min.

Lars Boesen gennemspidder et æble med grillspyd foran tre hundrede mennesker i DR’s koncerthus. Tre års forskning skal fortælles på tre minutter for øjnene af et fyldt koncerthus og DR2’s seere hjemme i stuerne, og det gør han ved at sammenligne diagnosticeringen af prostatakræft med æbler, der fyldes med grillspyd.

»Nervøsiteten udeblev heldigvis, så jeg nød det. Jeg lærte meget af både den træning i formidling, vi fik op til showet, og af at stå på scenen og forklare noget, jeg har forklaret kollegaer før, på et andet niveau«, siger Lars Boesen til Ugeskrift for Læger.

Lars Boesen har fremlagt sin ph.d., der handler om at diagnosticere prostatakræft med MR-skanning, flere gange for kollegaer. Hans erfaring som formidler og som guitarist først gennem ti år i gymnasiebandet »Rockdoc's« og siden i »Bladder Stones« med seks andre læger inden for urologi har lært ham at komme ud til publikum.

»Han er utroligt irriterende, fordi han lægger sig på et niveau over alle os andre, uanset hvad han foretager sig, og det tror jeg er fordi, han er en arbejdshest«, siger bandkammeraten Lars Dalgaard, der er 1. reservelæge på Rigshospitalet, til Ugeskrift for Læger.

»Jeg syntes ikke, hans ph.d. lød revolutionerende, da han fortalte mig, hvad han skulle i gang med, men den har jo rokket meget ved vores speciale. Der er masser af ph.d.er, der bare bliver lagt i en skuffe, hvor ingen læser dem, men Lars’ har ændret vores arbejdsgang«, siger Lars Dalgaard.

Idéen med æbler og grillspyd fik han, da han første gang skulle forsvare sin ph.d. i januar sidste år, hvor det dog var med dartpile og appelsiner. Det gjorde han, fordi det visuelle nogle gange kan sige mere end ord.

Overlæge og professor Henrik S. Thomsen var hovedvejleder for Lars Boesen under hans ph.d. og beskriver ham som en dygtig kollega, der forstår at formidle sine resultater på en fornuftig måde og få dem publiceret i veletablerede tidsskrifter.

»Det var en positiv oplevelse at vejlede ham, og vi havde mange gode diskussioner, mens han arbejdede med sin ph.d. på min afdeling«, siger Henrik S. Thomsen til Ugeskrift for Læger.

Lars Boesen prøvede musikken af, inden han iførte sig en kittel. Han begyndte på en bachelor i rytmisk guitar i London, før han året efter flyttede tilbage til Danmark og begyndte på medicinuddannelsen på Københavns Universitet.

»Jeg valgte lægevidenskaben, fordi jeg fandt ud af, at det krævede spidse albuer at leve af musikken. Og så ville jeg hellere nyde musikken som hobby end at skulle ud og tjene penge på det«, siger Lars Boesen.

Da programmet blev sendt, ventede Lars Boesens familie spændt på sofaen.

»Mine to piger på seks og syv år var meget stolte og havde glædet sig hele dagen til at se det, og så faldt den ene selvfølgelig i søvn, lige inden det startede«, siger Lars Boesen.

Præmien fra Ph.d. Cup var et rejsegavekort, der kan bruges til at besøge et forskningscenter. Han ved endnu ikke, hvor rejsen går hen, men han overvejer Sillicon Valley, San Francisco. Her forskes der også i skanning af prostatakræft, og han håber på få kontakter til at skabe erfaringsudveksling og samarbejdsaftaler.