Skip to main content

Ph.d.-projekt skudt i sænk af DAMD-sagen

Over 80 forskningsprojekter bliver berørt af sletningen af data fra DAMD. Heriblandt et ph.d.-projekt lavet af Peter Haastrup, der mister et halvt år forskningsarbejde på grund af sagen.

Peter Haastrup, ph.d.-studerende, har mistet et halvt års arbejde på sit ph.d.-projekt, fordi han er nødt til at se bort fra analyser baseret på DAMD-data. Foto: Privat
Peter Haastrup, ph.d.-studerende, har mistet et halvt års arbejde på sit ph.d.-projekt, fordi han er nødt til at se bort fra analyser baseret på DAMD-data. Foto: Privat

Anders Heissel, ah@dadl.dk

12. jan. 2015
5 min.

Kort før jul fik 31-årige Peter Haastrup, der er ph.d.-studerende ved Forskningsenheden for Almen Praksis på Syddansk Universitet, en kedelig besked fra universitet:

Data fra hans ph.d.-projekt stammer fra DAMD, og da de data er ulovligt indsamlede, kan han ikke længere bruge dem, og faktum er, at et halvt år forskningsarbejde er spildt.

Faktaboks

Fakta

»Jeg blev meget fortvivlet over at have spildt næsten et halvt år af mit ph.d.-projekt. Nu får jeg temmelig travlt for at kunne have min ph.d. klar til godkendelse til efteråret. Desuden har jeg med data fra DAMD fået en interessant viden, som jeg nu ikke ved, hvad jeg skal gøre med. Det er frustrerende«, siger Peter Haastrup.

Jeg ville med data fra DAMD kunne have påvist, om de praktiserende læger rent faktisk var for rundhåndede med at udskrive medicinen, eller om der var gode grunde til stigningen. Det kan jeg ikke nu. Peter Haastrup, ph.d.-studerende

Ulovlige data slettes

Sletningen af de ulovligt indsamlede DAMD er endnu ikke foretaget, for formelt venter kulturminister Marianne Jelved (R) på en redegørelse fra rigsarkivaren om, hvor mange data der skal arkiveres, da Rigsarkivet tidligere har meldt ud, at der skal tages en kopi af de ulovligt indsamlede data. Men Kulturministeriet oplyser, at uanset hvad rigsarkivaren måtte nå frem til, bliver der ikke taget nogen kopi af databasen. Derfor er der reelt sat punktum for sagen.

Ifølge databehandler af DAMD, DAK-E, har over 80 forskningsprojekter brugt eller haft planer om at bruge data fra DAMD, og deraf bliver ca. 25 forskningsprojekter i større grad berørt at sletningen. Heriblandt Peter Haastrups ph.d.-projekt, som han begyndte i 2012. Efter sin introduktionsstilling i almen medicin ville have gerne slippe fri af femårsreglen for en stund og ikke mindst dykke ned i et specifikt område af almen medicin. Derfor begyndte han ph.d.-projektet, hvor han skulle søge en forklaring på det stigende forbrug af mavesårsmedicin i almen praksis. Efter at have analyseret data fra Lægemiddelregisteret og lavet et systematisk review fik han data fra DAMD i foråret 2014 og har siden brugt ca. et halvt år på at analysere de data.

»De data var den eneste mulighed for at få svar på spørgsmålet om, hvad der sker i almen praksis i forhold til udskrivelsen af mavesyrehæmmende medicin, og hvad den praktiserende læge tænker, når medicin bliver udskrevet. Det ville give et unikt indblik i baggrunden. Tidligere har man ud fra medicin-data vurderet, at der er tale om et overforbrug, men jeg ville med data fra DAMD kunne have påvist, om de praktiserende læger rent faktisk var for rundhåndede med at udskrive medicinen, eller om der var gode grunde til stigningen. Det kan jeg ikke nu«, siger Peter Haastrup.

Ph.d. bliver mere overfladisk

Lige nu ved han ikke, hvad han gør med analyserne, der er baseret på DAMD, men under alle omstændigheder er han nødt til at sadle om for at nå at gennemføre ph.d.-projektet. Derfor indhenter han nu tal fra bl.a. Landspatientregistret, men han får ikke de samme svar.

»Jeg får ikke de praktiserende lægers overvejelser om, hvorfor de udskriver medicinen. Mit svar bliver mere overfladisk, men jeg har ingen andre muligheder. Det er grundlæggende utilfredsstillende, når jeg hele tiden har været i god tro og har haft alle tilladelser til at få og behandle data«, siger Peter Haastrup.