Skip to main content

Ph.d.-skriveri går over gevind

Aldrig har der været så mange sundhedsvidenskabelige ph.d.-studerende. Bliver unge læger i for høj grad ført ind på forskervejen? Sker det på bekostning af klinikken? Og er en ph.d. virkelig en forudsætning for at blive speciallæge?

Foto: Klaus Larsen
Foto: Klaus Larsen

Klaus Larsen kll@dadl.dk

11. maj 2015
9 min.

Fra 2002 til 2014 steg optaget af ph.d.-studerende ved danske universiteter fra 1.100 til 2.600 ph.d.-studerende om året. Aldrig har danske universiteter produceret flere ph.d.’ere – især inden for sundhedsvidenskaberne.

Det burde glæde f.eks. virksomheder, der lever af forskere – og ligefrem efterlyser flere af dem. Som nu f.eks. Novo Nordisk, som alene i Danmark beskæftiger 4.500 forskere med at udvikle nye lægemidler.

Men sådan ser koncerndirektøren for forskning, Mads Krogsgaard Thomsen ikke på det. ”Vi kan konstatere, at en ph.d. ikke længere er forbeholdt de absolut bedste på en kandidatårgang”, skrev han i en kronik i Politiken (29. april).

Han mener, at der er for lidt konkurrence om ph.d.-stillingerne i Danmark, at de danske ph.d.-studerende bruger uforholdsmæssig megen tid på at undervise på 1. semesterniveau og at de overkvalificerer sig som undervisere på bekostning af forskerkompetencer. Og til forskel fra eliteforskermiljøer som Cambridge University og Karolinska Instituttet tager den danske ph.d.-uddannelse kun tre år mod deres fire, påpeger han.

Ph.d.en vægtes givetvis for højt i forhold til de øvrige vigtige lægeroller – som f.eks. medicinsk ekspert, leder, sundhedsfremmer osv. Afdelingslæge dr.med. Tine Jess, forskningsleder ved Statens Serum Institut

I 2009 konstaterede Det strategiske Forskningsråd, at en tredjedel af de sundhedsvidenskabelige ph-d.er holdt op med at forske umiddelbart efter, at de havde færdiggjort deres ph.d.

”Man kunne mistænke, at ph.d.-graden mere handler om at kvalificere sig til speciallægeforløb end om at få en forskerkarriere”, skrev Mads Krogsgaard Thomsen.

”Det har kammet over”

Der kan være mange grunde til, at halvdelen af alle sundhedsfaglige kandidater i dag vælger ph.d.-vejen. Ideelt set burde det være forskertrangen, der var drivkraften – men hos nogle melder sig også en fornemmelse af, at der kan ligge andet bag. At et ph.d.-projekt kan udsætte mødet med femårs-fristen. Men ikke mindst: At en ph.d. efterhånden ses som et nærmest ufravigeligt krav, hvis man skal gøre sig håb om at opnå en hoveduddannelsesstilling.

Preben Cramon er formand for Videreuddannelsesregion Øst – der omfatter Region Hovedstaden og Region Sjælland og står for ansættelsen i uddannelsesstillinger. Han er også formand for Det Centrale Videreuddannelsesråd for Region Sjælland.

Og han afviser, at ph.d. er et krav for at blive ansat i en hoveduddannelsesstilling:

”Jeg kan helt afkræfte, at Region Sjællands Centrale Videreuddannelsesråd stiller krav om ph.d. Danske Regioner har beskrevet proceduren for ansættelse i hoveduddannelsesstillinger. Den procedure gælder for hele landet. Herudover har de videnskabelige selskaber beskrevet en faglig profil for de enkelte specialer, herunder vægtningen af de 7 lægeroller”, siger Preben Cramon.

”Ved ansættelse i en hoveduddannelsesstilling vil en ph.d. inden for det pågældende speciale generelt tælle som et plus – alternativt ses også på antallet af publicerede videnskabelige arbejder, og om det er relevant for det pågældende speciale. Har man lavet en ph.d., er det naturligvis bedre, og en disputats vejer endnu tungere”, siger Preben Cramon.

”Men overordnet er det den faglige bedømmelse af den yngre læges introduktionsstilling, der er afsættet.”

Preben Cramon understreger, at dokumenteret forskningsaktivitet "naturligvis er yderst relevant", når man søger ind på et speciale.

Faktaboks

Husk alle syv lægeroller!

”Men jeg mener, det har kammet over, når vi for tiden har 1.500 sundhedsvidenskabelige ph.d.er – alene her i Region Øst. Det er selvfølgelig relevant, hvis den forskertræning, der ligger i en ph.d., bliver videreført efterfølgende. Men vi må desværre konstatere, at mange udelukkende gør det for at kvalificere sig til en hoveduddannelsesstilling og efterfølgende lægger forskningen på hylden”.

”Personligt tror jeg, det er gået over gevind. Jeg kunne godt tænke mig en mere klar prioritering af, hvilke krav, man stiller for at ansætte i hoveduddannelsesstillinger. For ph.d. gennemføres jo på bekostning af det kliniske arbejde. Og der er behov for læger med en stærk faglig baggrund udover det forskningsmæssige inden for de enkelte specialer”, siger Preben Cramon.

”En ph.d. tæller højt”

Taler man med nogle af dem, der aftager kursuslægerne, får man dog bekræftet, at ph.d. er endog meget velset hos en ansøger.

På nyremedicinsk afdeling ved Aarhus Universitetshospital er det afgørende for ledende overlæge Stinne Kvist – der indtil nu har siddet i ansættelsesudvalget for nefrologi – at en ansøger kan skrive ph.d. bag sit navn.

”En ph.d. tæller højt”, siger ledende overlæge Stinne Kvist, nyremedicinsk afdeling på Skejby. Indtil nu har hun siddet i ansættelsesudvalget for nefrologi og siger rent ud:

”Hvis der i ansøgerfeltet er én med ph.d. og én, der ’kun’ har en introduktionsstilling, er det vanskeligt at sige, at den med ph.d. ikke er bedst kvalificeret. Især, hvis det er en ph.d. inden for området”.

Ifølge Stinne Kvist vil det endda tælle, hvis den pågældende ph.d. bevæger sig på et andet område end det nefrologiske.

”Det betyder noget for den forskningstradition, vi ønsker at bibeholde inden for lægefaget, hvis man har nogle forskningskompetencer”, siger hun.

- Men hver tredje forsker aldrig mere, når de har gjort deres ph.d. færdig?

”Det er trist. Men det er ikke kun lægernes skyld, når de ansættes i et sundhedsvæsen, der kun har fokus på drift, så al forskning må foregå i fritiden”.

”Det kliniske skal nok komme”

For postgraduat klinisk lektor Flemming Steen Nielsen, endokrinologisk afdeling på Herlev Hospital, er ph.d. mindst lige så vigtig.

”I endokrinologi lægger vi stor vægt på det. Det gør man formentlig i alle specialer – måske lidt afhængigt af, hvor stor videnskabelig aktivitet, der er inden for de forskellige specialer”.

- Når en tredjedel aldrig forsker videre efter ph.d., kan det så skyldes, at det for nogle mere er ansættelseskravene end forskertrangen, der er motiverende?

”Det er også et spørgsmål om, hvilke muligheder, man har får at få verden til at hænge sammen, - om der er midler til en forskning af så høj kvalitet, at folk gider fortsætte, og hvilke muligheder, der byder sig for at kombinere forskning med klinikken”.

- Men forskningsaktivitet er jo ikke en garanti for, at man er en god kliniker? Kunne I tænkes at foretrække en ansøger uden ph.d. til fordel for en ansøger med gode kvalifikationer på andre områder – f.eks. klinisk erfaring?

”Det tror jeg ikke. Der kræves jo et minimum af klinisk erfaring for overhovedet at komme i betragtning. Og har man lært at tænke sig om, skal det andet nok komme”.

Flemming Steen Nielsen tilføjer, at ”ingen på min alder fik en hoveduddannelsesstilling uden at have en disputats i baglommen. Sådan så det i hvert fald ud indtil år 2000”.

”Vi ser også på klinikken”

En af de ting, vi ser på, er om man er forskningsaktiv. Og det gør vi ud fra den betragtning, at vi ved, hvor forskning har ført dansk kardiologi hen”, siger Tina Poulsen, ledende overlæge, på Hjertemedicinsk Afdeling, OUH.

”De gevinster, patienterne har fået, er jo sket som følge af en kæmpe forskningsindsats inden for kardiologien. Og hvis vi skal fastholde den position, er det vigtigt at have nogle kardiologer, der er skolede i forskning”.

”Men”, fortsætter Tina Poulsen, ”selvfølgelig ser vi også på, om man er en dygtig kliniker”.

”På vores afdeling har vi også ansat dygtige læger i en hoveduddannelsesstilling, som ikke har en ph.d. Hos os er det ikke et obligatorisk krav”, siger Tina Poulsen. Hun tilføjer:

”Desværre er ansøgerne ofte er så unge, at det er svært at vide, om de er gode klinikere. Så hvis de kommer med tre års ph.d., hvor der i en kardiologisk ph.d. ofte også er indbygget en del klinik, så har de også klinisk erfaring”.

For lidt vægt på de andre lægeroller

Afdelingslæge dr.med. Tine Jess er forskningsleder ved Statens Serum Institut og adjungeret professor ved Aalborg Universitet. For nylig spurgte hun i en klumme i Ugeskrift for Læger, om masseproduktionen af ph.d.er er til gavn for forskningen – eller for den sags skyld: for lægefaget som sådan.

”Vi mangler konkrete tal, som sammenligner kvaliteten af ph.d.er dengang, de blev lavet i begrænset antal og nu, hvor vi producerer dem i langt større omfang”, siger hun. ”Men det er svært at forestille sig, at antallet af geniale forskningsideer stiger proportionalt med antallet af ph.d.-studerende”, siger Tine Jess.

Hun kan ikke udpege en enkelt årsag til udviklingen. ”Det er snarere kombinationen af, at ph.d.en er blevet et usagt adgangskrav, især i de mest søgte specialer, og så tidspresset under 4- og 5-årsreglerne. Det gør, at de unge læger er nødt til at bruge deres tid på det, der kvalificerer dem bedst til det ønskede speciale. Og der vejer en ph.d. ofte tungest”, siger Tine Jess.

Hun har ikke et konkret bud på, hvordan man kan begrænse antallet af ph.d.-studerende til dem, der virkelig brænder for at forske.

”Men ph.d.en vægtes givetvis for højt i forhold til de øvrige vigtige lægeroller – som f.eks. medicinsk ekspert, leder, sundhedsfremmer osv. De roller kunne man jo vælge at vægte lige så højt som forskningen. Men det er ansættelsesudvalgene, der skal være villige til at se folk som egnede til et givent klinisk speciale, selv om de ikke har en ph.d.”, siger Tine Jess og tilføjer:

”Det er dog stadig vigtigt, at læger har kendskab til forskning og kan vurdere den ny viden, som de til stadighed konfronteres med. Derfor er det problematisk, at der - mig bekendt - ikke gives dispensation til kortere forskningsperioder end et tre-årigt ph.d.-forløb indenfor femårsfristen”.