Skip to main content

Ph.d.-stipendiater ansættes under AC-overenskomsten

Lisbeth Dahl, FAS' sekretariat

1. nov. 2005
2 min.

Ph.d.-stipendiater omfattes af overenskomst for akademikere i staten med virkning fra 1. april 2003.

Overførslen til AC-overenskomsten betyder, at:

  • Alle (nuværende og fremtidigt ansatte) ph.d.-stipendiater indplaceres efter uddannelse og i forhold til anciennitet i AC-overenskomstens basislønforløb, dog højest på basisløntrin 5.

  • Der ydes et ikkepensionsgivende tillæg til ph.d.-stipendiater på 22.500 kr. på basisløntrin 3 og 7.500 kr. på basisløntrin 4 (årligt grundbeløb pr. 1. oktober 1997). Der ydes ikke tillæg på trin 5.

  • Eventuelle lokalt aftalte tillæg til ph.d.-stipendiater, der er ansat før 1. april 2003, reduceres med den lønfremgang, der opnås ved overførslen til AC-overenskomsten, inkl. de anførte, ikkepensions- givende tillæg.

  • 80 pct. af basislønnen er som hidtil pensionsgivende. Pensionsprocenten stiger til 16,8 pr. 1. oktober 2003.

  • For ph.d.-stipendiater, der er indskrevet ved udenlandske institutioner i hele forløbet, er de hidtidige lønvilkår uændrede.

Der nedsættes en arbejdsgruppe, som skal undersøge muligheder for en yderligere løn- og pensionsmæssig tilpasning til AC-overenskomsten og alternative tillægsmodeller samt merudgifterne hertil, med henblik på forberedelse af OK-05.

Led i OK-02

Aftalen er indgået som led i overenskomst 2002, hvor universitetsområdet for første gang blev forhandlet særskilt.

I forhandlingsdelegationen deltog formanden for Medicinske Universitetslæreres Forening, lektor, dr.med. Jesper Brahm, som har flg. kommentar til resultatet: »Det ideelle ville være, at ph.d.-stipendiaterne kunne ansættes på helt lige fod med andre akademikere i staten. Det beløb, som vi endte med at få afsat til projektet, strakte ikke til den løsning. Vi valgte derfor den anførte model blandt en række mulige modeller i en afvejning af en direkte lønfremgang over for graden af pensionsdækning«.

Udtryk for samarbejde

Ifølge ham understreger forhandlingsresultatet blandt andet, at universitetsområdet med fordel forhandles selvstændigt inden for AC.

»Vi nåede at få sat nogle fingeraftryk i overenskomsten inden for universitetsområdet på et tidspunkt, da hovedforhandlingerne gik hurtigt, og vores hjørne let kunne blive overset. Set gennem Lægeforeningens briller er resultatet desuden et udtryk for det samarbejde, der er etableret på tværs af søjlerne. Forhandlingsresultatet for universitetsområdet indeholder forbedringer for både FAYL- og FAS-medlemmer på universitetsområdet. FAS har varetaget de universitetsansattes forhold, og det kan alle være godt tjent med«, siger Jesper Brahm.