Skip to main content

Plagiering er uredeligt og kan let afsløres

Professor Torben V. Schroeder

31. okt. 2005
4 min.

I augustnummeret af Tidsskrift for Norsk Lægegerning trækkes en oversigtsartikel tilbage, fordi store dele af artiklen er direkte oversat fra en tilsvarende artikel bragt i the Lancet tre år tidligere [1]. At skrive af fra andre, at plagiere, er ikke tilladt og kategoriseres som uredeligt, på linje med anden videnskabelig svindel. Selv med kildeangivelse er kun begrænset kopiering accepteret. Den seneste bekendtgørelse om Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed fra i år definerer videnskabelig uredelighed som »forsætlig eller groft uagtsom adfærd i form af forfalskning, plagiering, fortielse eller lignende, der indebærer en utilbørlig vildledning om egen videnskabelig indsats og/eller videnskabelige resultater«. Listen over synder tæller bl.a. plagiering af andres resultater eller publikationer, uretmæssig angivelse af forfatterrolle, titel eller arbejdssted og urigtige oplysninger om videnskabelige kvalifikationer

Hvorfor sker det? Den positive forklaring er uagtsomhed hos en yngre, urutineret pennefører sekunderet af ældre gift authors , personer der uden stor indsats har fået et forfatterskab foræret. Den negative, men formentlig mere realistiske forklaring er trangen til at se sit eget navn på tryk og kravet om at publicere som led i en forestående karriere. Altså et forsøg på at pumpe et spinkelt curriculum op.

De fleste har en klar fornemmelse af, hvad ordet plagiat dækker over i kvalitativ forstand, men hvor lidt eller hvor meget skal der til? Forskellige omfangsgrænser i retning af seks (six-word rule ) eller 17 ord gengivet identisk er foreslået, uden der er enighed [2]. Videnskabelig plagiering omtales jævnligt i forbindelse med enkelttilfælde, der fører til tilbagetrækning, men det er usikkert, hvor udbredt det er. I de få opgørelser, der er foretaget, angives tal på 0,02-25% [3].

Ikke kun plagiering fra andre, men også selvplagiering, eller dobbeltpublikation, hvori en forfatter publicerer tidligere offentliggjort materiale som værende nyt, klassificeres som uredeligt. Det kan være den samme artikel, der publiceres i flere tidsskrifter, måske med ændret forfatterrækkefølge og ny overskrift for at sløre udåden. En anden variant er den såkaldte salamipublikation, hvor forfatteren lægger små mængder nyt materiale til et tidligere offentliggjort datasæt, i reglen publiceret i forskellige tidsskrifter, igen for at sløre sporene. Dog kan meget store datamængder retfærdiggøre flere publikationer, blot man loyalt angiver, at data stammer fra samme population, og de involverede redaktioner er fuldt informerede. Der er mange grunde til også at dømme sådanne overflødige dobbeltpublikationer som uredelige. Bl.a. spilder bedømmeres og redaktørers tid, og dublering af data kan forvride billedet, f.eks. i forbindelse med metaanalyser [3]. De eneste accepterede dobbeltpublikationer er artikler, der bringes med en anden læserkreds for øje og i reglen på et andet sprog, men i fuld åbenhed over for redaktørerne af de to tidsskrifter og med tydelig tilkendegivelse i overskriften om, at dette drejer sig om en sekundærpublikation.

Plagiering hævdes at være i tiltagende, og det har aldrig været lettere at kopiere. Men tilsvarende er det også lettere at opdage falsknerier. Med søgemaskiner som PubMed er det let at identificere lignende publikationer i verdenslitteraturen, for så vidt de er indekseret. Der er tillige udviklet pc-programmel til afsløring af studenters plagiering af værker fra medstuderende eller fra internettet. Disse værktøjer er nu også tilgængelige for bedømmere og redaktører og forventes indbygget i ethvert elektronisk redaktionssystem [2].

Ved konfrontation med mistanken om plagiering svarer de seniore gift authors , at de ikke havde nærlæst artiklen eller ikke havde set den sidste version. Men så er der tale om uretmæssig angivelse af forfatterrolle, der også er uredeligt. Enhver forfatter skal have bidraget væsentligt til ide, planlægning og udformning eller til analyse og indsamling eller til fortolkning af data. Forfatteren skal også have bidraget til at udarbejde eller revidere manuskriptet og godkende det endelige manuskript. Alle tre kriterier skal være opfyldt.

Konsekvensen af en udtalt grad af kopiering må være tilbagetrækning af artiklen. Men en artikel er ikke skrevet med trylleblæk. Den vil for altid være at finde i det tidsskrift, den blev trykt i. Der bringes en tilbagetrækningsmeddelelse i et senere nummer [1]. På tidsskrifternes hjemmeside fjernes tilbagetrukne artikler i reglen ikke, men der foretages en tydelig markering af den pågældende artikel, ligesom det i søgemaskiner som PubMed vil fremgå, at artiklen er trukket tilbage. Desværre synes disse rutiner kun at have ringe effekt på citering af tilbagetrukne artikler: 235 arbejder, som var trukket tilbage, blev citeret mere end 2.000 gange, og kun i 1% af tilfældene blev det bemærket, at det citerede arbejde var trukket tilbage [4].

Kopiering af eget eller andres materiale er ikke tilladt og kan i dag let afsløres.



Korrespondance: Torben V. Schroeder, Karkirurgisk Afdeling RK, Abdominalcentret, H:S Rigshospitalet, DK-2100 København Ø. E-mail: tvs@dadlnet.dk

Interessekonflikter: Torben V. Schroeder er videnskabelig redaktør af Ugeskrift for Læger


Referencer

  1. Haug C. Å skrive selv eller skrive av - er det så nøye? Tidskr Nor Lægeforenin 2005;15:125.
  2. Giles J. Taking on the cheats. Nature 2005;435:258-9.
  3. Benos DJ, Fabres J, Farmer J et al. Ethics and scientific publication. Adv Physiol Educ 2005;29:59-74.
  4. Budd JM, Sievert M, Schultz TR. Phenomena of retraction: reasons for retraction and citations to the publications. JAMA 1998;280:296-7.