Skip to main content

Plan for tredje stik til læger på trapperne

Læger vil formentlig kunne blive revaccineret mod COVID-19 fra efteråret. Sundhedsstyrelsen slår nu fast, at man tilbydes et tredje stik med udgangspunkt i tidligere vaccinationstidspunkt, men planen for revaccination afventer dog stadig en godkendelse fra EMA.

Foto: Claus Bech
Foto: Claus Bech

Bodil Jessen, boj@dadl.dk

29. sep. 2021
04 min

Lægeforeningen er tilfreds med Sundhedsstyrelsens udmelding om den ny plan for COVID-19-revaccination, hvor sundhedspersonale blandt andet indgår. Planen afventer i øjeblikket, at Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) godkender revaccination til disse grupper, men det ser ud til, at læger og andre sundhedspersoner vil kunne få det tredje stik fra efteråret.

Det præcise tidspunkt for revaccinationsprogrammet afventer ud over EMA-godkendelsen yderligere data om bivirkninger samt data om fald i immunitet i de berørte grupper. Det forventes, at vaccinerne fra Pfizer og Moderna bliver godkendt til revaccination i løbet af oktober.

Først fik svært immunsvækkede og plejehjemsbeboere tilbud om et tredje stik, og fra 1. oktober udvides tilbuddet til også at gælde borgere, der er mindst 85 år, samt personer, der har fået Janssen-vaccinen i forbindelse med tilvalgsordningen.

Den ny plan om revaccination af yderligere grupper omfatter de 65-84-årige, personale i sundheds-, social- og ældresektoren samt personer under 65 år i øget risiko for alvorligt forløb af COVID-19. Sundhedsstyrelsen skriver, at der nu lægges en konkret plan for disse grupper, »så vi er klar til at gå i gang, når der er behov for det«.

Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen, siger i en skriftlig kommentar til Sundhedsstyrelsens udmelding:

»Vacciner virker, og det er helt centralt med revaccination af både ældre og sårbare patienter, sundhedspersoner og befolkningen som helhed. For læger og andre sundhedspersoner er det både vigtigt med det tredje stik for at undgå selv at blive syge, men naturligvis også for at undgå risikoen for at smitte patienter og egne pårørende«.

Flere gennembrudsinfektioner

Ugeskrift for Læger har for nylig beskrevet, at flere læger var begyndt at blive utålmodige på grund af manglende udmeldinger fra Sundhedsstyrelsen om revaccination. I den forbindelse interviewede vi speciallæge i almen medicin, Marie Høgh Sørensen, der netop er blevet rask efter et mildt forløb med COVID-19 – en gennembrudsinfektion, hvor hun er blevet smittet, selvom hun har været fuldt vaccineret siden slutningen af januar 2021.

Marie Høgh Sørensen, der arbejder i almen praksis, siger i en kommentar til den ny udmelding:

»For mig personligt betyder det ikke det store nu, for jeg har jo været syg, men jeg er lettet over, at mine kolleger får det tilbud nu, for jeg kan se i de nye tal fra Statens Serum Institut, at gennembrudsinfektioner kommer til at fylde mere og mere. Jeg er rigtig glad for, at Sundhedsstyrelsen er kommet frem til den konklusion, for det er vigtigt, at vi, der arbejder med sårbare patienter, er godt dækket«.

Antallet af gennembrudsinfektioner er stigende, og ifølge den seneste opgørelse fra Statens Serum Institut over COVID-19-infektioner efter vaccination har 12.195 personer frem til den 20. september fået påvist gennembrudsvaccination. 518 af de 12.195 personer er blevet indlagt inden for 14 dage efter, at de har fået påvist COVID-19. 86 er døde inden for 30 dage efter deres positive COVID-19 test.

Til sammenligning var der 31. august registret 9.253 gennembrudsinfektioner, heraf var 357 blevet indlagt, og 57 var afgået ved døden. Indlagte og døde er overvejende ældre.

Mange læger var sammen med plejehjemsbeboere blandt de første til at blive vaccineret i begyndelsen af 2021. Udmeldingen fra Sundhedsstyrelsen er nu, at man tilbydes en vaccination med udgangspunkt i tidligere vaccinationstidspunkt.

»Vaccinerne har fortsat en høj effekt, og det forlyder fra Sundhedsstyrelsen, at Danmark har de vacciner, der skal bruges til revaccination. Så alt i alt ser det fornuftigt ud«, siger Camilla Rathcke.

Det er Sundhedsstyrelsens forventning, at størstedelen af den øvrige befolkning vil skulle revaccineres på sigt, men at det tidligst bliver aktuelt i 2022.

Booster til Janssen-vaccinerede

Sundhedsstyrelsen anbefaler også, at de 46.386 borgere, der er blevet vaccineret med vaccinen fra Janssen i tilvalgsordningen, får tilbud om revaccination med en mRNA-vaccine for at booste immunforsvaret. Ni ud af ti i denne gruppe er yngre personer på 20-39 år, og hovedparten er mænd.

Baggrunden for den beslutning er, at danske overvågningsdata og en gennemgang af eksisterende litteratur viser, at vaccineeffektiviteten er lavere blandt de personer, der er blevet vaccineret med en enkelt dosis af Janssen-vaccinen, end den er hos personer, der er vaccineret med en COVID-19-vaccine i to doser.

»Vi kan se, at vaccinen fra Janssen fortsat giver en god beskyttelse imod alvorlige sygdomsforløb, men at effekten i forhold til at beskytte mod smitte med ny coronavirus falder, særligt på grund af deltavarianten. Vi forventer desuden, at effekten vil falde yderligere i den kommende tid. Derfor mener vi, at det bedste er at anbefale, at borgere, som har modtaget vaccinen fra Janssen i tilvalgsordningen, får en booster med en mRNA-vaccine. Det vil give en styrket og længerevarende beskyttelse«, siger vicedirektør Helene Probst fra Sundhedsstyrelsen.

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen