Plejehjemskrævende opbevares på sygehuse

Plejehjemskrævende, men færdigbehandlede patienter opbevares ofte i månedsvis på hospitaler i Københavns Amt.

På den måde kan kommuner på

kort sigt spekulere i at lade amtet stå

for opbevaringen og slippe for at bygge nye plejehjemspladser, der koster ca. 350.000 kr. pr. styk om året. På længere sigt er det dog en dårlig forretning, både for kommune og amt: For kommunen, fordi hver sengedag skal afregnes med 1.522 kr. - og for amtet, fordi det ikke dækker den reelle pris for en sengeplads, og fordi sengene ikke kan bruges i behandlingen.

Fyldt venteafsnit

Amtssygehuset i Glostrup har ligefrem samlet disse ventepatienter ind fra de forskellige afdelinger og samlet dem

på ét sengeafsnit på Neurologisk Afdeling.

Her står ti senge til formålet, og de er altid fyldt, oplyser ledende overlæge på afdelingen, Allan R. Andersen. Han er ikke specielt glad for ordningen, for de gamle ville have det meget bedre på et plejehjem.

Allan Andersen bekræfter, at der til stadighed befinder sig et antal plejehjemskrævende patienter, som ikke kan udskrives, til trods for, at de er færdigbehandlede:

»Vi har et pleje-/venteafsnit, hvor man venter på, at den kommune, man hører til, finder en plads på plejehjem«, siger han.

»Vi har 10 senge, som er specielt afsat til det på afdelingen. Der er ikke tale om ,neurologiske` senge, men 10 senge, som er pleje-/ventesenge«.

Hvor mange har I liggende i dem?

»De er altid fyldt«.

Er det almindeligt på andre af amtets hospitaler?

»Jeg tror ikke, at det er almindeligt at organisere sig på den måde. Vi gjorde det, da der for nogle år siden blev tilført nogle midler til medicinske patienter i Københavns Amt. På Glostrup fandt vi ud af, at hvis vi samlede patienterne, som var spredt i huset, på et afsnit, kunne der opnås nogle fordele«.

Venter i op til fire måneder

Både Allan Andersen og sygehusdirektør Torben Ø. Pedersen mener, at patienterne ville have det langt bedre i en rolig pleje på et plejehjem, når det nu er det, man har skønnet, de har behov for.

»Der er uroligt at ligge på et sygehusafsnit, hvor der er travlhed og nogle gange larm. Disse patienter ville have det bedre på et plejehjem«, siger Allan Andersen.

Pleje-/venteafsnittet i Glostrup blev indrettet som en midlertidig foranstaltning - for over to år siden.

Hver måned opgør hospitalet, hvor mange pleje-/ventepatienter, man har liggende, hvor længe, de i gennemsnit har ligget efter at være færdigbehandlede, og i hvilke kommuner, de hører til.

Den seneste opgørelse stammer fra udgangen af november, hvor der lå 20 af disse patienter på Amtssygehuset i Glostrup. Altså ti, foruden de ti, som pleje-/venteafsnittet er indrettet til. Enkelte havde ligget i op til fire måneder, og i gennemsnit havde de ligget 37 dage efter endt behandling.

I opgørelsen af hjemkommuner er der en, der stikker ud som en bullen finger: Hvidovre. Mens Vallensbæk, Ishøj og Høje-Taastrup hver havde en, Glostrup to og Brøndby fem, havde Hvidovre Kommune hele ti patienter liggende på Amtssygehuset i Glostrup, som ventede på en plejehjemsplads.

Kommunernes betaling for sengepladser på sygehusene er i øjeblikket fastsat til 1.522 kr. pr. dag for patienter over 67 år. Det svarer til over 555.000 kr. om året.

Til sammenligning koster en plejehjemsplads anslået 350.000 kr. pr år, eller godt 950 kr. pr. dag.

Om nogle patienter ligger »urimeligt længe« er en lægefaglig problemstilling, som hospitalets direktør vil overlade til lægerne. Selv forholder han sig til, hvor mange, der ligger i hospitalets senge og optager plads for andre patienter.

Løsningen med de ti senge, som er samlet på et afsnit, er af »midlertidig karakter«, understreger han, indtil der kommer en mere overordnet løsning på problemet med de manglende plejehjemspladser.

»Vi indførte den model for at få regnestykket med at få sengekapaciteten til at gå op. Det er ikke en løsning, vi synes er god«, siger hospitalsdirektør Torben Ø. Pedersen, Amtssygehuset i Glostrup.

Belastning for sygehuse

Leif Flemming Jensen, formand for Sy-gehusudvalget i Københavns Amt (Socialdemokraterne), er overrasket over, at der ligger så mange færdigbehandlede patienter i amtets hospitalssenge og venter på kommunale plejehjemspladser.

For syv år siden lå der til stadighed omkring 90 af disse patienter på amtets sygehuse, men det lykkedes for amtet at reducere tallet, så det, da det var lavest, var nede på 26, fortæller han.

Det skete bl.a. ved at lægge pres på de kommuner, der havde sværest ved at hjemtage de færdigbehandlede patienter:

»Jeg har tidligere været rundt til nogle kommuner for at tale med socialudvalgsformænd og borgmestre. Og når det ikke hjalp, har vi antydet over for lokalaviserne, at ,en vis kommune` havde svært ved at komme i omdrejninger og hente deres patienter hjem«, fortæller Leif Flemming Jensen.

»Det er jo indimellem en svær belastning for sygehusene at have så mange liggende«, siger han.

Dels er der det økonomiske aspekt: De 1.522 kr., som kommunerne betaler pr. sengedag, skal holdes op mod, at prisen på en hospitalsseng, når alle omkostninger medregnes, nærmer sig 3.500 kr. pr. dag.

Leif Flemming Jensen vil dog ikke beskylde kommunerne for kassetænkning.

»Det er rigtigt, at man lægger en del af udgifterne over på amtet i ventetiden. Men det handler nok mere om manglende forudseenhed. En kommune kender den demografiske udvikling og ved, at der skal bygges nye plejehjem i god tid. Men både amter og kommuner er økonomisk pressede. Og jeg ved fra min egen tid som kommunalpolitiker, at når man skal forholde sig til de mange udgifter, er omkostningerne ved et nyt plejehjem en voldsomt stor post her og nu. Så er det fristende at udskyde det et år eller to«.

»Selvfølgelig giver det sygehusene en irriterende ekstraudgift. Men det virkelige problem er, at det fylder sengene op, så nogle patienter må ligge på gangene, og vi forhindres i at tage nye patienter ind«.

Pleje-/venteafsnittet på Amtssygehuset i Glostrup var tænkt som en midlertidig foranstaltning, og Leif Flemming Jensen er overrasket over, at den stadig er i anvendelse. »Og det undrer mig, at det især er hvidovreborgere, der ligger i det antal. Det vil jeg se nærmere på, og så må vi vist lige tale med Hvidovre og høre, hvad der sker«, siger Leif Flemming Jensen.

Vi har ikke gjort det godt nok Hans partifælle, Hvidovres borgmester Britta Christensen, erkender straks, at »det er slet ikke godt nok«.

»Vi har ikke været gode nok. Vi kan ikke være det bekendt, og det kan ikke bortforklares. Jeg kan kun sige: Vi må i gang - og vi er i gang«, siger Britta Christensen.

Hun kan bl.a. fortælle, at kommunen netop den foregående dag (25. jan.) har sagt ja tak til 11 ekstra plejehjemspladser, som et af kommunens private plejehjem har tilbudt, og som kan stå færdige om halvandet år.

Kommunen har desude n netop vedtaget at renovere et eksisterende plejehjem for 250 mio. kr., hvilket vil give 14 nye plejehjemspladser og fire aflastningspladser - samt at bygge 24 helt nye pladser.

»Og det sidste har jeg tænkt at fremrykke. Det skulle egentlig først påbegyndes, når renoveringsprojektet var færdigt i 2007«.

»Så vi er i gang«, siger Britta Chris-tensen.

Hun tilføjer, at kommunen i løbet af de sidste fem år har bygget 120 ældreboliger. »Og i bagklogskabens klare lys kan jeg godt se, at vi måske skulle have nøjedes med det halve, og i stedet have bygget nogle af dem som plejeboliger«.

»Socialudvalgsformanden og jeg har også diskuteret, hvad vi yderligere kan gøre. Der er også mulighed for, at det private plejehjem, som har tilbudt de 11 boliger, kan ombygge nogle beskyttede boliger til plejehjemsboliger. De er også villige til det - men så kommer der til at mangle nogle beskyttede boliger. Derfor har jeg drøftet med socialudvalgsformanden, om vi kunne være kreative og omdanne nogle af de 120 ældreboliger, vi har bygget, til beskyttede boliger. Det vil vi tænke lidt over - og det kan jo gøres rimeligt hurtigt, så vi kan få flere plejeboliger«.

ETIK: Kommentar til kassetænkning i sygehusvæsenet

Cand.mag. Daniel Thyrring & cand.mag Jakob Rachmanski

Når visse kommuner lader deres plejehjemskrævende medborgere ligge unødigt på amtets hospitaler, med økonomisk vinding for øje, er det uacceptabelt af flere årsager. Grundlæggende er der nemlig to etiske hensyn at tage: et hensyn i forhold til samfundet, og hensynet til individet.

Der er flere problemer ved kommunernes kassetænkning. Når man lader hospitalerne opbevare færdigbehandlede patienter, med både pladsmæssig og økonomisk belastning for sygehusene til følge, og en unødig belastning for patienten, er det uacceptabelt i forhold til begge aspekter. Man må nemlig spørge sig selv, hvad samfundet bedst er tjent med, og hvad der er til patientens bedste! Hvordan kombinerer man bedst disse afgørende hensyn?

I problematikken her er der tale om kommunal ansvarsforflygtigelse, som har konsekvenser for prioriteringsmulighederne på de ramte hospitaler. Altså en økonomisk kassetænkning fra kommunerne side, der har direkte konsekvenser for hvad sygehuset kan tilbyde de rigtige patienter, og for de konkrete færdigbehandlede medmenneskers oplevelse af livskvalitet og værdighed.

Fra et etisk perspektiv er det væsentligt at afklare, hvornår en given prioritering er retfærdig og rimelig. Det implicerer nødvendigvis en diskussion af de værdier og menneskesyn, som kassetænkningen afspejler.

På længere sigt er det ikke økonomisk rentabelt at opbevare færdigbehandlede patienter. Det kræver for mange ekstraudgifter og kræfter at have dem ligge på hospitalsgangene unødigt. Og sådan er lægers kostbare tid ikke anvendt bedst for samfundet. Når patienterne er færdigbehandlet, er det snarere sosu-assistenters ansvars- og kompetenceområde. Derfor er det bedst, at det er dem, der udfører det arbejde - for både patient og for samfund.

Kan man så overhovedet betragte mennesker som økonomiske størrelser? Ja, det kan man, og det bliver man i stor udstrækning nødt til. Men kun for at højne sundhedsprioriteringens overordnede mål: at tilgodese patienternes behov bedst muligt med de økonomiske forudsætninger, man har. Ikke blot for at spare penge - som netop synes at være sagen her. Man bør ikke have kommunale besparelser som mål i sig selv, men blot som et middel til en bedre fordeling i sundhedsvæsenet.

De færdigbehandlede patienter skal ikke gøres til økonomiske gidsler i en kamp mellem amt og kommune. Sagens kerne er jo, at kommunerne har et moralsk ansvar for deres plejekrævende medborgere, som bør indeholde overvejelser, der ligger udover de umiddelbart økonomiske!

Daniel Thyrring og Jacob Rachmanski er fra Rodion, som fører rådgivning og analyse inden for etik!