P.L.O. - jeg er ikke bare ked af det, jeg er skuffet!

I november 2001 udsendte P.L.O. »Omkostningsundersøgelse 2000«. Desværre får jeg først læst den rigtigt igennem forud for et møde i vores lokale 12-mandsgruppe 21.01.02, hvor vi havde møde med vores nyvalgte formand for sundhedsudvalget i Storstrøms Amt. »Hvordan sikrer vi en optimal udnyttelse af primærsektoren i de kommende år og samtidig sikrer, at den enkelte læge har rimelige arbejdsvilkår og en fornuftig indkomst«.

Baggrunden er den simple, at langt de fleste praktiserende læger i vores område er maksimalt belastet arbejdsmæssigt i det daglige; arbejdsbelastningen vil stige de kommende år samtidig med, at vi i yderdistrikterne ikke får mulighed for aflastning/sælge praksis. Dette sammenholdt med en faldende nettoindtægt i solopraksis.

Det sidste fik jeg bekræftet i »Omkostningsundersøgelse 2000«. Mange flotte skemaer og kurver. Jeg nærlæste »Definition af nettoindtægt«, kiggede alle skemaerne igennem for at få svar på to simple spørgsmål. Der var detaljer om så mange ting. Det var jo to spørgsmål, som vi alle er interesseret i at få besvaret, og det er specielt to spørgsmål som vores forhandlere skal kende for at forhandle rimelige vilkår hjem til os.

Men nej! Jeg talte længe med den person der havde stået for undersøgelsen (Michael Feilberg?), men nej. Spørgsmålene var: Hvor stor en andel af nettoindtægten stammer fra vagtarbejdet? Hvad er timelønnen i dagtiden?

Svar på det første spørgsmål er en forudsætning for at besvare det andet spørgsmål. Sygesikringen ved det naturligvis, men P.L.O. ved det ikke og kan ikke uddrage tallene i denne omfattende undersøgelse, som skal ligge til grund for mange vigtige beslutninger.

Det andet spørgsmål, eller rettere svaret på det andet spørgsmål er det interessante. Jeg ved, at timelønnen i de fleste solopraksis er så latterlig lille, at ingen vil tro os. Jamen bundlinien ser da meget pæn ud (takket være weekend-, aften- og natarbejde.)

En kollega (solopraksis) kan fremvise en markant stigende omsætning i sin virksomhed siden 1985. Men overskuddet er det samme som i 1985! Selv har jeg et eksempel fra dagligdagen, som illustrerer vores ringe vilkår. »Et lille problem med regnskabsmodulet i praksis nødvendiggjorde et besøg af en IT-medarbejder, lille problem, det tog 35 min. Hun var sød, skrev kun 30 min på regningen, som jeg modtog den næste dag, kr. 795,-. Samtidig kunne jeg lige køre et sygebesøg (begge dele foregik i »middagspausen«) Det fik jeg kr. 187,10. Da jeg kom hjem i privaten var pumpen på opvaskemaskinen justeret, det tog 10 min. Pris kr. 450,-.

Hvornår begynder man at sætte pris på vores arbejde? Jeg er ikke nogen medarbejder på 25-30 år der kører ud. Jeg er chefen selv, eksperten, med 20 års erfaring som praktiserende læge. Jeg har en virksomhed med ansatte som de andre, jeg er effektiv for de under kr. 1.000,- som samfundet bruger på en patient, og så er jeg samtidig en mangelvare. Selv når basishonoraret lægges oveni er aflønningen helt til grin. Hvis sundhedsministeren vil have mest muligt for sine milliarder, skal han blot give dem til os, således at vi får råd til at ansætte mere personale for bedre at udnytte vores ekspertise maksimalt.

Jeg er nok for sent ude mht. de igangværende overenskomstforhandlinger, men der skal gøres noget radikalt. Ikke bare justeringer. Primærsektoren er så utrolig vigtig. Hvis ikke vi får bedre arbejds- og lønvilkår, er der ingen til at afløse os. Der er faktisk ingen der aner, hvordan vores hverdag ser ud arbejdsmæssigt og lønmæssigt.

Jo! Jeg er skuffet. Skuffet over at man ikke kan svare på så vigtige spørgsmål i en så omfattende undersøgelse.