Skip to main content

PLO: Kun sammen kan vi påvirke

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

13. maj 2013
3 min.

»Regeringens lovforslag er et alvorligt indgreb i vores selvstændighed og ret til at styre og planlægge vores eget arbejde som selvstændigt erhvervsdrivende. Og det vil vi ikke finde os i. Derfor opfordrer vi vores medlemmer til at aflevere ydernumrene den 1. september. De skal deponere det hos os, og så afleverer PLO det i fællesskab«.

Næstformand i PLO, Peter Magnussen, kan remsen på rygraden for optakten til en af de mest vidtgående aktioner i det danske sundhedsvæsen i nyere tid.

Den remse, som PLO-toppen i en uge har turneret medierne rundt med, siden PLO’s bestyrelse og de fem regionale formænd søndag eftermiddag forrige uge – to dage efter, at Danske Regioner havde opsagt overenskomsten efterfulgt af et udkast til et lovindgreb fra regeringen – besluttede at sætte alt på ét bræt.

Og timingen i udmeldingen fra PLO er velvalgt:

»Vores muligheder for at påvirke den politiske proces og fortælle dem, der skal vedtage loven, er nu. Derudover skal lovgivermagten høre vores argumenter. Og vide, hvad konsekvensen af deres indgreb på vores område bliver«, siger Peter Magnussen.

Men inden ydernumrene afleveres, skal baglandet være med. Ingen fælles front, ingen trussel:

»Vi afleverer kun vores ydernumre, hvis vi er enige om det. For det er et stort skridt for lægerne«, siger han og håber på, at det politiske system besinder sig, så regionerne kan indlede »reelle forhandlinger, så vi får en aftale, sådan som det er sket de seneste 30 år«.

Hvad er jeres succeskriterium for antallet, der skal aflevere ydernumre?

»Vi har ingen procentsats for succes. Og hvis vi havde, ville jeg ikke oplyse det. Men skal det her give mening, skal vi stå sammen«.

Hvad med de praktiserende læger, der ikke har lyst til at aflevere deres ydernumre?

»Ydernummeret et en privat ejendom, og vi er en forening af selvstændigt erhvervsdrivende, hvor hver enkelt kan gøre, som vedkommende vil. Så ingen bliver tvunget eller truet. Men vi vil opfordre med al vores kraft til, at vi står sammen. Kun sammen har vi en chance for at påvirke de her ting«.

Bent Hansen, formand for Danske Regioner, har truet med, at hvis læger afleverer ydernumre, er der ingen garanti for, at man kan få det igen. Hvad tror du, konsekvensen bliver af jeres handling?

»Jeg er helt sikker på, at de 3.600 praktiserende læger ikke bliver arbejdsløse. Vi er en nødvendig del af det danske sundhedsvæsen. Jeg tror ikke, at Bent Hansen vil kunne ansætte 3.600 andre læger til at dække vores store arbejde. Selvfølgelig er det ikke risikofrit, men nødvendigt under de vilkår, vi bydes«.

Regionerne siger, at de med nye supersygehuse, flere ambulante behandlinger, mere lagt ud i det primære sundhedsvæsen også har et behov for bedre at kunne styre, kontrollere og samtænke sundhedsindsatsen.

»Jeg kan sagtens se, at der sker store ting i sundhedsvæsenet. Og jeg kan også forstå, at de skal samtænke opgaver. Det skal vi også. Drejer det sig om ændrede arbejdsopgaver, så synes jeg, at regionerne skulle sætte sig til forhandlingsbordet og tale med os om, hvordan vi kan hjælpe med at løse opgaverne – for patienterne i Danmark. Det er trods alt dem, det handler om«.

Hvordan har du det med, at lægerne på de i forvejen pressede akutmodtagelser vil opleve et øget pres, når I afleverer ydernumrene?

»Det hverken håber eller tror jeg vil ske, for vi vil jo stadig stå til rådighed for patienterne. Vi nedlægger ikke arbejdet. Vi er i vores klinikker og tilgængelige. Men patienterne skal betale. Og så må det være en sag mellem Danske Regioner, regeringen og patienterne at sikre en refusion, så man ikke betaler to gange. Lægehjælp er jo allerede betalt over skatten«.