Skip to main content

Plo-overenskomst – to holdninger

Ikke hele PLO’s bestyrelse står bag den overenskomstaftale, som det sidste weekend lykkedes at hale i land i en sen nattetime under forhandlingerne med Danske Regioner.
En af dem, der siger ja, er Anna Mette Nathan. Hvis alternativet er en lov, er en aftale langt bedre. En kontrakt kan opsiges – det kan en lov ikke.
En af dem, der siger nej, er Tue Flindt Müller. Han var også med i den tidligere PLO-bestyrelse og medlem af den forhandlingsdelegation, der måtte opgive at nå til enighed med regionerne.

Tue Flindt Müller - bestyrelsesmedlem i PLO
Tue Flindt Müller - bestyrelsesmedlem i PLO

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

17. mar. 2014
3 min.

Tue Flindt Müller kunne ikke bakke op om forhandlingsresultatet, da PLO's bestyrelse i søndags mødtes for at tage stilling til overenskomstaftalen med Danske Regioner. Hans væsentligste anke mod den nye overenskomst er økonomien:

»Vi vil få en økonomiramme, som betyder, at hvis vi laver flere ydelser, end vi gør i dag, kommer vi selv til at betale for det. Det sker ved, at vores reguleringsprocent, som er en slags dyrtidsregulering, bliver sat på standby, hvis vi kommer til at overskride en ramme, som man nu har vedtaget, reelt skal være nul«, siger Tue Flindt Müller.

»Der er godt nok afsat nogle få mio. til nye gruppe 1-sikrede, fordi der kommer omkring 50.000 flere patienter til om året. Så hvis der stadig skal være den samme pose penge pr. patient, skal der lægges lidt flere penge ind. Det har vi for første gang fået Danske Regioner til at anerkende«, siger Tue Flindt Müller og indrømmer, at det trods alt er et fremskridt.

»Men«, siger han, »til gengæld hiver de nogle andre penge ud til ,omprioritering af udvalgte ydelse«. F.eks. takseres diabetesforløbsydelsen, som tidligere kostede 1.100 kr. om året, fremover til ca. 600 kr., så der sparer de altså 500 kr. Det vil sige, at der reelt bliver færre kroner pr. patient – så det er faktisk mindre end en nulløsning«.

»Min hovedanke er kort sagt: Vi skal lave kvalitetsforbedring, men der er ingen økonomi. Og hvis vi skal kvalitetsforbedre, skal det ske ved at ansætte mere personale, som også skal have ordentlige rammer. Det koster penge, og vi kan ikke lave mere eller løbe stærkere«.

Når almen praksis siden sidste overenskomst overskred det økonomiske loft over antallet af ydelser, skyldes det ifølge Tue Flindt Müller, at flere og flere opgaver flyttes fra sygehusvæsenet og til almen praksis. Det har PLO forgæves forsøgt at forklare sin modpart. Og har mødt lige så lidt forståelse for det som for argumentet om, at almen praksis er det billigste sted at få lavet ting i sundhedsvæsenet.

Du opfordrer til at sende overenskomstaftalen til urafstemning, og du anbefaler medlemmerne at stemme nej. Hvordan er scenariet, hvis det bliver et nej?

»Så må vi gå tilbage til Danske Regioner og tage den om igen – og hvis der heller ikke kommer noget ud af det, er det muligt, at sundhedsministeren vil ophøje denne aftale til lov. Det må han så gøre, og så må vi se, hvad der sker. Men hvis vi selv går ind i aftalen, siger vi, at »det her tror vi på«. Og det vil gøre os til en utroværdig samarbejdspartner, når vi så kommer til at overskride den økonomiske ramme«, siger Tue Flindt Müller og tilføjer:

»Jeg mener selvfølgelig ikke, at et lovindgreb er noget, vi skal gå efter. Men det kan kun blive bedre, hvis vi forsøger én gang til«.