PLO: Vi ønsker samarbejde

Jens Stenbæk nævner i sit debatindlæg nogle eksempler, hvor læger og region har været uenige om, hvordan konkrete problemer skal løses. Lad mig starte med at beskrive, hvad regionerne i dag kan gøre på egen hånd:

I områder med lægemangel, altså hvor lægepraksis står tomme, kan regionerne etablere egne regionsklinikker. Dette forudsætter ikke forudgående forhandling med lægerne. Så i princippet

burde denne mulighed alene være tilstrækkelig til at sikre, at regionerne kan opfylde den forsyningspligt, de har.

Det må undre, hvordan regionerne har håndteret denne mulighed siden april 2010. Det er ret få af disse klinikker, som er blevet oprettet, ledelsen af dem er blevet overladt til diverse vikarbureauer, bemandingen har været præget af stor udskiftning, og klinikkerne har generelt underpræsteret ved for eksempel at lukke for patienttilgang før det overenskomstaftalte patientantal, eller undlade at deltage i dækningen af akutfunktionen.

Derudover har hverken PLO eller offentligheden i øvrigt kunnet få indblik i etablerings- eller driftsomkostningerne i disse klinikker.

Regionen blokerer for løsninger på lægemanglen

Jens Stenbæk hævder, at de praktiserende læger har blokeret for løsninger af lægemanglen i Region Nordjylland, men sandheden er, at det er regionen og ikke lægerne, der forhindrer løsningen af lægemanglen.

Regionen har længe vidst, at der kom store problemer med mangel på praktiserende læger uden at gøre noget ved det.

Region Nordjylland lavede aftaler med fire læger fra de mest belastede områder i regionen - Brønderslev og Sæby - om at slå sig ned i sundhedshuset i Aalborg Øst. PLO Nordjylland protesterede, fordi man fjernede læger fra truede områder.

Samtidig besluttede Region Nordjylland, at der blev givet i alt 10 nye ydernumre til nye læger i Aalborg by. Regionens handlinger i denne sag betyder, at der nu ikke er en eneste ung læge tilbage til nedsættelse i de mest belastede områder i regionen. Det eksempel tyder ikke just på, at styrket regional ledelse fører til bedre lægebetjening.

Regioner kan placere nye og ledige lægepraksis

Regionerne har den endelige beslutningsret, når ledigblevne eller nye lægepraksis skal placeres. Det betyder, at det ikke giver mening at tale om, at lægerne har blokeret for etablering af lægehuse i gamle sygehusbygninger eller hvor regionerne ellers har haft ideer om at placere lægepraksis.

Det er rigtigt, at lægerne i flere tilfælde har advaret regionerne mod at bruge sparsomme midler på at indrette klinikker på betingelser, som det var indlysende, at ingen læger ville takke ja til.

Det eneste område, hvor regionerne i dag ikke har eneret til at bestemme, er i forhold til de klinikker som i dag er i normal funktion, bemandet af de læger, som har investeret i dem, som har driftsansvaret for dem, og hvor lægerne selv arbejder.

Hvis regionerne kræver, og måske endda med sundhedsministerens hjælp får øget indflydelse på disse klinikker, betyder det, at den danske almen praksismodel ophører.

Det betyder, at PLO ikke længere kan beskytte lægernes faglige, juridiske og økonomiske interesser, og det må forudses, at det vil være stort set umuligt at få unge læger til at påtage sig ejerskab af lægepraksis fremover.

Landsdækkende praksisplan

Hvad angår kapaciteten, er jeg enig med Jens Stenbæk i, at vi på landsplan har læger nok, idet det gennemsnitlige patientantal ville være 1600, hvis lægerne var jævnt fordelt.

PLO foreslog under forhandlingerne i 2009, at man lavede en landsdækkende praksisplan, så regionerne afgav noget af deres individuelle beslutningskompetence til det regionale fællesskab, således at regioner med tilstrækkelig lægebemanding undlod at oprette nye lægepraksis.

Dette blev afvist af regionerne, fordi de enkelte regioner ikke ville afgive beslutningskompetence til regionernes fællesskab. Jeg forstår nu, at regionerne har skiftet kurs på dette punkt, og det er glædeligt, for PLO bakker selvfølgelig stadig op om denne styringsmekanisme.

Hvad angår læger, som vil påtage sig flere patienter end det overenskomsten kræver, skal der under normale omstændigheder ikke søges om dette, før patientantallet overskrider 2700 patienter, og selv i det tilfælde vil der normalt blive givet tilladelse. Denne højestegrænse er oprindeligt blevet fastsat efter en fælles forståelse af, at der er en grænse for, hvor mange patienter en læge kan tilbyde forsvarlig lægebetjening.

Tæt samarbejde er vejen frem

PLO beskytter ganske rigtig de nuværende praktiserende lægers interesser, det fremgår af organisationens navn, men denne interessevaretagelse medfører også, at vi er meget interesserede i at sikre lægedækning over hele landet, og en livlig rekruttering til vores speciale og til almen praksis.

Uden lægedækning i hele landet, og uden tilstrækkelig rekruttering vil almen praksis ikke kunne fastholde sin position i sundhedsvæsnet.

Jens Stenbæk anerkender ikke præmissen om, at lægerne ikke gider til udkantsområderne. Jeg er åben overfor andre forklaringsmodeller, men det er umiddelbart svært at overse, at det er Region Nordjylland og Region Sjælland, som har lægedækningsproblemer.

Det betyder ikke, at opgaven er uløselig. I Region Syddanmark er den løst i et tæt samarbejde mellem politikere, embedsmænd og læger, og vi vil også kunne løse den i de andre regioner og på landsplan, hvis vi fortsætter samarbejdsmodellen og bruger hele værktøjskassen.