Skip to main content

Politiker efterlyser evaluering af Region Sjællands akutbiler

Sundhedsordfører for Dansk Folkeparti, Liselott Blixt, der også er byrådsmedlem i Greve, efterlyser evalueringen af Region Sjællands præhospitale beredskab. Regionen er den eneste uden læger i akutbilerne.

29. apr. 2014
1 min.

Sundhedsordfører for Dansk Folkeparti, Liselott Blixt, der også er byrådsmedlem i Greve, efterlyser evalueringen af Region Sjællands præhospitale beredskab, skriver Sjællandske.

Region Sjælland har som den eneste region ikke nogen læger i akutbilerne, der i stedet er bemandet med paramedicinere – et set-up, der er blevet kraftigt kritiseret af ikke mindst Lægeforeningen.

Liselott Blixt har nu stillet et spørgsmål om evalueringen af akutbilerne til sundhedsminister Nick Hækkerup (S), som forventes at få ministeren til at lægge pres på Region Sjælland.

”Der har været og er stadig meget debat om, at regionen er den eneste region uden læger i akutbilerne, og evalueringen lader vente på sig. Derfor bliver jeg jo nødt til at presse på", siger Liselott Blixt til avisen.

DF-sundhedsordførerens udspil skal dog ikke ses som en opbakning til, at der igen skal læger i de sjællandske akutbiler.

”Min holdning er generelt, at lægerne skal være der, hvor de gør mest gavn, og det ser faktisk ud til at være på sygehusene frem for akutbilerne. Men vi er nødt til at have en evaluering snart, så vi har noget at forholde os til”, siger hun til avisen.