Skip to main content

Præhospital plan bliver delvist imødekommet

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

3. maj 2012
2 min.

På Lægemødet 27-28 april vedtog Lægeforeningen en ny præhospital politik, der bl.a. foreslår, at der skal være en akutlægebil tilknyttet hvert akuthospital.

På den måde skal det sikres, at borgerne på Skagen får samme, gode tilbud som dem i Sønderborg, Slagelse og Sankelmarksgade i København.

Men skal Lægeforeningens vision om en akutlægebil pr. akutsygehus i hele landet bliver til virkelighed, skal den bakkes op politisk. Det kan blive svært. For nok har Danske Regioners formand, Bent Hansen (S), udsendt positive signaler om planens overordende sigte om at skabe et ensartet præhospitalt tilbud i hele landet. Men Bent Hansen har også i flere medier stillet det spørgsmå, om det nu også er læger, der er behov for i akutbilerne. Det kunne jo også være anæstesisygeplejersker.

»En plan skal hvile på en grundig analyse af, hvad der virker. Viser det sig, at vi får lige så meget sundhed for pengene ved at bemande bilerne med f.eks. narkosesygeplejersker, skal vi ikke sætte læger i bilerne«, siger han til jp.dk.

Det er den ene front. Den anden er den geografiske. Region Syddanmark har i forvejen en model med akutlægebiler i tilknytning til akutsygehusene, og Region Midtjylland kommer tæt på. Dog med det aber-dabei, at der enkelte steder i det midtjyske er indført akutlægebiler som en slags erstatning eller plaster på såret, om man vil, for nedlagte sygehuse. Det er ikke der, modstanden mod Lægeforeningens politik ligger.

Så er der Region Nordjylland. Ifølge Lægeforeningens plan vil nordjyderne skulle investere i yderligere to akutlægebiler i forhold til nu, hvor der kun er en - i Aalborg. Den model ligger ikke lige til højrebenet.

"Jeg kan måske godt stille spørgsmålstegn ved, om vi ville have borgere nok som underlag til at oppebære flere lægebiler. Og hvad vil omkostningerne være"?, siger Regionsrådsformand Ulla Astman (S).

Og endelig er der Region Sjælland, som p.t. er den eneste region uden akutlægebiler. Her er der ingen udsigt til, at de bliver genindført.

"Vi er glade for vores model og har ikke brug for nationale retningslinjer. Lægerne bruges bedst på sygehusene", siger Regionsrådsformand, Steen Bach Nielsen (S) ifølge jp.dk.

Noget eventuelt nybrud kan tidligst ventes, når regeringens akutudvalg kommer med sine anbefalinger. Det skal efter planen ske inden sommerferien.