Skip to main content

Praksis får nøglerolle i de nye kommuner

Journalist Klaus Larsen, klaxis@journalist.dk

1. nov. 2005
3 min.

Det var en sundhedsminister med smør på stemmen, der - for tredje gang - holdt årets ministeråbningstale på Lægedage i sidste uge i Københavns Bella Center.

Lars Løkke Rasmussen (V) havde nemlig noget at sælge til de praktiserende læger i salen: En strukturreform, og med hans egne ord »den største reform i en generation«, som ikke mindst handler om sundhedsvæsenets indretning.

»I befinder jer jo i sundhedsvæsenets frontlinje og er dermed nærmest eksperter i udviklingen af de udfordringer, vi står over for«, sagde Lars Løkke Rasmussen. Problemer, som ikke løses ved politikernes og embedsmændenes skriveborde - men ude, hvor patienten møder væsenet.

De ca. 100 kommuner, som ministeren skønner, at det ender med, bliver »stærkere og mere økonomisk robuste« enheder, som får en langt vigtigere rolle på sundhedsområdet.

De får ansvar for genoptræning og forebyggelse. Men som noget helt nyt skal kommunerne også være med til at betale for deres borgeres forbrug af ydelser på sygehuse og i praksissektoren.

»Dermed siger vi klart til kommunerne: I har et ansvar for jeres borgeres sundhed. Og vi sørger for, at dette ansvar ikke kan tørres af på sundhedsvæsenet i regionerne som et gratis alternativ til en kommunal indsats.

Det betyder også, at vi opmuntrer kommunerne til selv at etablere sundhedstilbud dér, hvor det er fornuftigt for sundheden og samfundsøkonomien. For jer betyder det - som minimum - nye steder at henvise patienter til«, sagde Lars Løkke Rasmussen - med en henvisning til bl.a. debatten om sundhedscentre.

Men reformen skal også hjælpe det sammenhængende patientforløb på gled, »på tværs af myndighedsgrænser og ansvarsområder.« Derfor bliver samarbejdet mellem regioner og kommuner forpligtende: »Der bliver obligatoriske sundhedsaftaler mellem regioner og kommuner. Aftaler om f.eks. tilrettelæggelsen af udskrivningsforløb for den ældre medicinske patient. Og disse aftaler skal leve op til statsligt definerede indholdskrav«, sagde Lars Løkke Rasmussen.

»Den sammenhæng og det samarbejde, aftalerne skal sikre, er helt utænkeligt uden et effektivt samarbejde mellem praktiserende læger og det øvrige sundhedsvæsen. I er - og skal være - patienternes tovholdere i et komplekst sundhedsvæsen. Det er ikke mindst jer, der skal bidrage til, at vi får bemandet overgangene i sundhedsvæsenet, så ingen patienter bliver tabt på halvvejen«, sagde ministeren.

»Derfor vil det også være oplagt, at I praktiserende læger går aktivt ind i de nye regionale samarbejdsudvalg, der bliver nedsat mellem regioner, kommuner og praksissektoren.«

P.L.O.s formand, Michael Dupont, opfatter ministerens tale som »en positiv tilkendegivelse«.

»Han udtrykte en forventning om, at vi spiller positivt med i processen. Og det gør vi selvfølgelig«, siger han til Ugeskriftet.

»Nu har vi endnu ikke set, præcist hvordan de bindende samarbejdsaftaler mellem regioner og kommuner ser ud, som ministeren nævnte. Men det handler jo om ting, vi er gode til: At visitere og være gatekeepere. Nu bliver der nogle andre muligheder, og så bliver det vores ansvar at fordele patienterne de rigtige steder hen.«

Michael Dupont tror ikke, at opgaverne bliver væsensforskellige fra det, som kendes:

»Farvandet bliver lidt anderledes. Søkortet er ikke tegnet endnu, men båden vil være den samme«.