Skip to main content

Praksis ind på universiteterne

Journalist Jesper Haller, jha@dadl.dk

1. nov. 2005
9 min.

Der er ikke meget elfensbenstårn over adressen Frederikssundsvej 50 i Køben-havns nordvestkvarter. En slidt karré med alskens småbutikker og aldrig langt til nærmeste shawarma i pitabrød på en gade, der oser og støjer og emmer af liv. På første sal et stort, smukt og travlt venteværelse til tre lægers samarbejdspraksis. Men dér, på hessiantavlen, slår universitetsuglen alligevel med vingerne. Store opslag forkynder, at patienterne hos Jens Aage Stauning kan forvente at møde såvel en medicinstuderende som en praksisreservelæge.

Sådan har det været siden 1982. Der har altid på denne klinik været plads til at føre kommende generationer af læger ind i virkelighedens verden, for nogle så chokerende langt fra auditorier og laboratorier. Og sådan har virkeligheden altid været placeret for praksislæger i svøb: Ude i byen. Patienter var noget, man opsøgte - på de travle praktiserende lægers nåde. Fra - senest - 2005 er virkeligheden anderledes. For de studerende, for Stauning og i et vist omfang hans patienter.

Beskederne på Jens Aage Staunings opslagstavle vil være de samme, men der vil være flere af dem. Patienterne vil i vidt omfang være de samme, men tavlen skal studeres i en funklende ny praksis på det forhenværende Kom-munehospitalet i København, hvor Jens Aage Stauning skal være chef for APU-klinikken.

Forbogstaverne står for Almen Praksis ved Universiteterne, og sådan vil det være - en travl og på overfladen ganske almindelig lægepraksis, hvor op til syv læger betjener patienter fra nærområdet. Men APU er imidlertid meget langt fra en almindelig praksis. Den ligger midt i universitetet, som til den tid fylder det gamle hospital. Her skal være studerende og praksisreservelæger, og forskere skal have deres gang på klinikken og formulere kliniske projekter med de fastansatte læger, som deler deres tid mellem undervisning, forskning og klinik. Lægerne skal nemlig ansættes både af klinikken og enten Forskningsenheden for Almen Praksis eller Afdeling for Almen Medicin.

Det lyder af universitetshospitalernes klinikker, og netop: Som det eneste speciale har almen medicin kun været til stede på universitetet med teori - lidt af et paradoks for et fag, der tiltrækker så mange praktikere. Det er slut nu. Almen medicins patienter skal ind på universitetet, de studerende og de videnskabelige miljøer skal tæt på hverdagens konsultationer. Til inspiration og glæde for alle parter. P.L.O. har varmt støttet og arbejdet for at gennemføre ideen, og nu er den første klinikchef altså ansat.

Hvorfor har du valgt det job?

»Jeg interesserer mig for brydningsfeltet mellem teori og praksis. APU skal net-op være en ,kravlegård` for nye initiativer inden for det felt. Rent teoretiske miljøer har det jo med at hæve sig mere og mere fra jorden. I universitetssammenhæng ser jeg det derfor som min og klinikkens opgave at ,holde ballonen nede`, så der hele tiden holdes fokus på patienterne i det teoretiske og videnskabelige arbejde, og så vi kan bruge resultaterne«, siger Jens Aage Stauning.

Han håber, at nærkontakt med patienterne via den nye klinik vil gøre en del forskning på området mere interessant for lægen i marken.

»Efter min mening er for mange videnskabelige projekter alt for forudsigelige. Når man ser titlen, kan man gætte sig til konklusionen: ,Hvor godt følger diabetespatienter rådene fra lægen`. Det er næppe overraskende, at nogle følger, andre ikke. En norsk professor har sagt, at ,forskningens værdi er et produkt af dens kvalitet og relevans`. Jeg er enig«.

Selv om Stauning - som det vil fremgå - har haft et spændende og afvekslende liv i klinikken på Frederikssundsvej, var der noget, der trak.

»Jeg har hele livet haft lyst til at påtage mig nye opgaver og ville gerne, at der skulle ske noget nyt sådan rent arbejdsmæssigt. Nu er jeg 58 år. Mine jævnaldrende kolleger taler hele tiden om pensionering. Den vej vil jeg ikke. Men det er heller ikke tiltrækkende at fortsætte i samme rammer eller starte forfra i en ny klinik og dermed svigte patienter, som jeg har haft kontakt til gennem mange år. Desuden vil jeg gerne benytte den viden, jeg har opbygget om dem, til noget fornuftigt.

Det gik pludselig op for mig, at APU kunne være løsningen: Klinikken kunne overtage mit ydernummer og mine patienter. Jeg kunne arbejde videre med dem i nye lokaler på Kommunehospitalet. At det forhåbentlig kan lade sig gøre var afgørende for, at jeg søgte«.

Er du skabsvidenskabmand?

»Faktisk blev jeg som ung ret hurtigt gjort klart af fagets kloge hoveder, at videnskabsvejen nok ikke var mig. Mine spæde projektideer blev køligt modtaget. Men videnskabeligt arbejde har altid tiltrukket mig. Jeg har altid observeret og gjort mig tanker om årsag og virkning inden for mit arbejde og blev ret hurtigt tilknyttet Institut for Almen Medicin - fra 1982 som tutorlæge. Jeg har undervist på universitetet og for nogle år siden fik jeg praksisreservelæger«.

Hvorfor er det interessant at arbejde med de unge?

»Helt banalt er studenter et frisk pust, men de er også udfordrende i hverdagen. Jeg kan godt lide at tage temperaturen på den unge generation. Den er meget anderledes end os. Unge i dag skal have tingene serveret kontant og praktisk, og der skal være kort mellem teori og virkelighed. Det er ikke for ingenting, at de kaldes zappergenerationen. Som underviser kan man godt glemme at sidde og filosofere og vende nuancerne«.

Vil du så undlade det i APU-klinikken?

»Nej, min undervisning vil jo i vidt omfang være mit daglige arbejde, og jeg forstår lægeligt arbejde meget bredt og uadvendt. Jeg går en del på sygebesøg og er aktiv i tværfagligt samarbejde her i nordvestkvarteret.

Det startede i midten af firserne, da jeg arrangerede nogle møder med områdets sundhedsplejersker. Af det forum udsprang en idé om at mødes med de lokale præster, politiet, socialcentret, skolerne, børnehaverne og biblioteket. Det blev hurtigt til et meget vellykket og konstant mødested for 30-40 mennesker 3-4 gange om året og blev tilknyttet Sund By. Vi diskuterer for eksempel oplæg om ungdomskriminaliteten i området eller de nyeste tiltag inden for hjemmeplejen.

For mig var opdagelsen, at jeg ikke havde monopol på at beskæftige mig med patienternes sundhed. Vi er mange om opgaven, og det er nødvendigt at koordinere arbejdet, kende de lokale ressourcepersoner og kunne bruge dem«.

Samme brede indfaldsvinkel til lægeopgaven fik Stauning til i midten af 1980'erne at engagere sig i Danske Læger mod Kernevåben.

»Det kneb lidt med at få Lægeforeningen til at forstå, at vi læger havde en opgave på det område. Men det lykkedes da sådan omtrent til sidst«, ler han.

Når talen falder på APU-klinikkens kommende arbejdsform og hverdag, bliver den velformulerede læge søgende. Der forestår en lang proces med at finde de læger, som skal udgøre hans team. I alt skal der være otte læger på APU.

Det er ikke til at vide, om de rette kommer ind i folden i første omgang, og det e r afgørende for klinikkens profil. Stauning er imidlertid ikke i tvivl om sin egen rolle:

»Jeg ser mere mig selv som spilfordeler og inspirator end som ,over`læge. Jeg vil lægge vægt på at fremme et miljø, hvor medarbejderne kan vokse, få ideer og føre dem ud i livet«.

Hvad vil du lægge vægt på hos dine lægelige medarbejdere?

»Der er på forhånd givet nogle - store - krav. De skal være speciallæger i almen medicin - og samtidig så universitetsmindede, at de kan og vil være ansat på universitetet i parallel forskning - eller undervisningsstilling. Man vil tjene mindre som læge på APU end som praktiserende i egen klinik - men lønnen vil være bedre end en fuldtidsuniversitetsstilling og man skal jo ikke investere i goodwill og bygninger«.

Bliver de ikke en underlig vare mellem praktiserende læge og universitetsfolk?

»Det vil nok være utopisk at tro, at de kan lægge lige meget hjerteblod inden for begge felter, Men jeg vil lægge vægt på en vis ,musketerånd`. Vi kan ikke få en sådan klinik op at stå uden at bruge ekstra tid på hinanden«.

Tror du, at patienter vil vælge klinikken på grund af dens profil?

»Nogle patienter vil givet føle, at de hos os får adgang til den nyeste forskning og til læger, der er meget opdaterede og interesserede i det nyeste inden for faget. Andre vil formentlig føle, at de bliver ,forsøgspersoner`, når de bliver tilbudt at deltage i diverse projekter, når studenterne gerne vil tale med dem osv. Men nu skal man jo heller ikke forestille sig klinikken som et videnskabeligt laboratorium. Vi skal behandle pa-tienter, og så skal vi koble elementer af den behandling sammen med forsk-ningsarbejde«.

For Stauning er det afgørende at føle sig i kontakt med fagets frontlinje. Fra hylden tager han Medicinsk Kompendium og vejer den tankefuldt i hånden. »Bogen ligner sig selv, men der er nok kommet fem udgaver, siden jeg læste efter den. Det er da lidt skræmmende, at ens grundlægende viden er 30 år gammel. Man er nødt til at opdatere den viden hele tiden. Jeg bruger meget tid på det«.

Helt bredt eller særlige emner?

»Manuel medicin og psykoterapi har haft min særlige interesse, sammen med de store folkesygdomme som forhøjet blodtryk og diabetes. Jeg har også gjort en målrettet indsats for at holde mit videngrundlag fri af industriens ,kolde pust i nakken` som jeg finder meget markant og voksende«.

Tror du, at du mister nogle af dine eksisterende patienter?

»Formentlig vil ti procent falde fra, først og fremmest fordi de skal bevæge sig to kilometer fra nordvestkvarteret ind til centrum. Det kan være en hindring for eksempelvis ældre mennesker og småbørnsforældre«.

Hvad kunne du tænke dig at sætte i gang af projekter?

»Det kunne være oplagt at knytte forløbsdata til klinikken med ICPC-diagnosekodning. Hele berøringsfladen til hospitalsvæsenet er stort set ubeskrevet. Er vores henvisninger gode nok? Kan vi tilføre hospitalet brugbare oplysninger i det hele taget? Der er nok at tage fat på«.

Vil I kunne interessere de kommende praktiserende læger mere i forskning?

»Der ligger jo et tremåneders forløb med et forskningsprojekt i den nye speciallægeuddannelse, og det er et stort skridt«.

Hvilken direkte indflydelse vil I ellers få på dem?

»Vi vil naturligvis være en klinik, hvor studenter er meget velkomne, og hvor uddannelsen bliver taget meget seriøst. Dermed vil vi måske inspirere nogle studerende til at vælge almen medicin«.

Facts om APU

APU-klinikken er et ApS ejet af Fonden for Almen Praksis ved Universiteterne. Der er tale om en »rigtig« praksis med patienter. København er den første af tre. Fonden køber to eksisterende praksis i København på aktuelle markedsvilkår og har dermed ydernumrene, ligesom den ejer goodwill. Den ene praksis vil som nævnt være klinikchefens, hvis Samarbejdsud-valget for Almen Praksis giver tilladelse til flytningen, medens der stræbes efter, at den anden findes i Indre By, Kommunehospitalets nærområde. Hvert af numrene skal beskæftige to læger. Desuden får klinikken tildelt to såkaldte 0-ydernumre, hvor i alt fire læger skal starte »forfra« med at skabe sig en patientkreds. Klinikken betaler en fast procentdel af omsætningen for at leje numrene. Lægerne på klinikken ansættes af ApS og honoreres efter overskuddet. P.L.O og Syge-sikringens Forhandlingsudvalg har taget initiativ til konstruktionen, APU-klinikken flytter ind på det tidligere Kommunehospitalet senest i 2005, og her er dens universitetspartner Institut for Folkesundhed, hvor Afdeling for Almen Medicin er de alment praktiserende lægers universitetsafdeling. Den beskæftiger sig med præ- og postgraduat undervisning samt forskning og kvalitetsudvikling i almen praksis. Afdelingen råder over 14 akademiske stillinger, de fleste halvtidsstillinger, der kombineres med klinisk arbejde i praksis. Herudover er tilknyttet 13 eksterne lektorer, 300 kliniske lærere i almen medicin og et antal forskningsstipendiater. Afdelingen arbejder i det daglige tæt sammen med Central Forsk-ningsenhed for Almen Praksis og specialeuddannelsen i almen medicin, der også er placeret på Panum Instituttet.