Praksis med 16 ansatte

Berit Lavik må drive en af Danmarks mest særprægede praksis, og måske også en af de mest fremsynede.

Hun er ene-indehaver af sin praksis, som har i alt seksten ansatte foruden hende selv. Nemlig tre speciallæger i almen medicin plus en på barsel; to uddannelseslæger; seks sygeplejersker; to sosuassistenter; en kombineret sygehjælper, akupunktør og laborant samt en studentermedhjælper.

Alle sammen på deltid.

Og det er en vigtig pointe. Med en arbejdstid på for de flestes vedkommende 24-28 timer om ugen - det gælder også Berit Lavik selv - er arbejdspladsen en magnet for sundhedsfolk, der også har andet at passe. Hvad enten det er børn, fritidsinteresser, diverse hverv og ombud, eller hvad det nu kan være.

»Jeg får jævnligt henvendelser fra læger, der har hørt om os. Det sker nok en gang om måneden i snit. Og ved sidste opslag fik jeg 15 ansøgere til to stillinger«, siger hun.

Mega-praksisen er vokset stille og roligt fra 2002, hvor Berit Lavik købte det første ydernummer af en læge, der var på vej til at trække sig tilbage. Siden har hun så opkøbt yderligere tre ydernumre fra læger, der havde besvær med at få solgt deres praksis.

Hun har fået tilladelse til at forlænge ansættelsen af en af lægerne, og vil også søge om forlængelse for de andre lægers vedkommende efter behov. Ellers må praktiserende læger kun ansætte andre læger i begrænset tid og med henblik på kompagniskab.

Efter Berit Laviks mening er det på tide, at der ikke længere er lighedstegn mellem begrebet praktiserende læge og ejerskab af praksis.

»Jeg synes, det bør være muligt at være praktiserende læge på forskellige måder, så længe der er en faglig fællesnævner. Mit største ønske er, at de ansatte læger bliver medlemmer af PLO og bliver anerkendt som sådan««, siger hun.

Kort kommandovej

Med så stor en praksis er det efter Berit Laviks mening vigtigt med struktur og organisering. Og I den sammenhæng har det været en fordel, at der kun har været en ejer, mener hun.

»For seks år siden startede jeg med 900 patienter - nu har vi 6.500. I opbygningsfasen har det været en fordel med en kort kommandovej og entydig ledelse. Man skal være indforstået med, at noget koster penge; at der er underskud i starten; og at der f.eks. går et par år, før en sygeplejerske er ordentligt oplært«, siger hun.

Til gengæld tager de sig så af rigtigt meget, når det indledende arbejde er gjort - bl.a. med de tidkrævende instrukser, som Berit Lavik - og hendes medlæger - har udfærdiget og opdateret i løbet af tiden.

»Jeg synes, patienterne får en god behandling hos sygeplejerskerne, når det drejer sig om skemalagt opfølgning af kronikerne, forebyggelsestiltag og småskavanker. Jeg har ikke engleblid tålmodighed til at tage mange af de ting. Det, læger kan, er det diagnosticerende. De ved, hvad der skal til. Selve udførelsen og opfølgningen - især med de kroniske patienter - der er det min overbevisning, at patienterne bliver bedre behandlet hos sygeplejerskerne«, siger hun.

Sygeplejerskernes arbejde er opdelt i en kronikerafdeling og en, der tager sig af småting såsom ondt i halsen og bihulebetændelse.

Der er instrukser for alt, og ikke mindst en passus om, hvornår man skal konsultere en læge.

Til efteråret starter de også et kosthold for patienter, og til foråret er det meningen, at der skal starte motionshold.

Den slags blev med strukturreformen ret beset en kommunal opgave, men ifølge Berit Lavik har der ganske enkelt manglet den slags tilbud i Rødovre. Skulle kommunen stable et kvalitetsmæssigt OK tilbud på benene, trækker Berit Lavik gerne sine tiltag tilbage.

»Der er rigeligt med arbejde for dem her«, siger hun om sygeplejerskerne.

Og lægerne, kunne man tilføje.

»På sigt vil jeg gerne have en deltidslæge mere«, siger Berit Lavik.