Skip to main content

Praktiserende læger får en højere pris for deres klinikker

Jonas Heltberg og Lene Pedersen, hhv. kommunikationschef og konsulent, PLO, len.plo@dadl.dk

13. jun. 2016
3 min.

Efter tre år i træk med en faldende goodwillprocent for almen lægepraksis er kurven knækket i 2015. Her steg den gennemsnitlige goodwillprocent (inklusive nul-handler) fra 46,9 i 2014 til 48,2. Ser man på den gennemsnitlige goodwillprocent uden at tælle nul-handlerne med, er den steget fra 55,8 i 2014 til 61,8 i 2015.

Det viser PLO’s opgørelse over goodwill for de praksishandler, der blev gennemført i 2015.

Stigningen skyldes to ting: Antallet af nul-handler (hvor en praksis overtages, uden at der er betalt goodwill) er faldet. Og gennemsnitsprisen ved de øvrige handler er steget.

Faktaboks

Fakta

Tallene dækker over store regionale forskelle. Den gennemsnitlige goodwillprocent (inklusive nul-handler) er højest i Region Midtjylland med 61 pct. og lavest i Region Nordjylland (12,5 pct.) I Region Hovedstaden og i Region Syddanmark er goodwillprocenten tæt på de 50, mens den i Region Sjælland ligger på 38,3 pct.

Stigende antal praksishandler

PLO’s opgørelse viser, at der i 2015 blev gennemført i alt 274 praksishandler, og heraf indgår 255 af handlerne i beregningerne (fodnote, se nederst). Det er det højeste antal handler siden 2006 og en stigning på 6,6 pct. sammenlignet med året før. Flest handler var der i Region Midtjylland (78), færrest var der i Region Nordjylland, hvor der blev gennemført 28 praksishandler.

Det samlede antal handler, hvor der er betalt goodwill, er også steget fra 178 i 2014 til 199 i 2015. Region Midtjylland ligger højest med 64 af disse handler, mens der var færrest handler, hvor der er betalt goodwill, i Region Nordjylland. Her var der otte af den slags handler.

Derimod er antallet af nul-handler faldet fra 65 til 56, efter flere år i træk med store stigninger. Flest nul-handler var der i Region Nordjylland (20), færrest i Region Sjælland (fem).

Ser man på, hvilke typer af praksis, der blev handlet i 2015, udgjorde handler med kompagniskabspraksis 48 pct. af alle praksishandler. Handler med solopraksis udgjorde 38 pct., mens handler med delepraksis tegnede sig for de sidste 14 pct. af alle praksishandler i 2015. À

Note: De sidste 19 handler i 2015 er handler med anpartsselskaber, som der gælder særlige regler for, og handler, hvor PLO mangler oplysninger for at kunne opgøre goodwillprocenten.