Aktuelt
Praktiserende læger forbereder sig på kvalitetstjek
1. nov. 2005
4 min.
»Det er en højlandsko«, sagde den skotske forsker Bill Taylor og klikkede et hoved af en skotsk langhåret ko op på det hvide lærred.
Lidt over 100 danske og nordiske læger og embedsfolk kiggede op på koen, mens Bill Taylor smilede. Han var oplægsholder ved »Temadag om kvalitetsudvikling i almen praksis« den 4. april i Amternes Hus og havde lige fortalt publikum, hvordan de praktiserende læger i Skotland bliver akkrediteret. Tre forskellige niveauer findes der. »Essential«, »Good« og »Quality«. Og så er der selvfølgelig muligheden for at dumpe. Bill Taylor sluttede seancen af med at vise koen.
»Denne højlandsko klæder Skotland. Så nu skal I finde ud af, hvilket dyr - og hvilket system - der klæder Danmark«, smilede Bill Taylor.
Det var en joke. Men ingen var i tvivl om, at den havde en kerne af sandhed.
Amterne og regeringen blev i sidste års økonomiaftale enige om, at når sygehusene har indført akkreditering, eksterne kvalitetstjek, senest i år 2006, så kommer turen til resten af sundhedssektoren. Herunder også de praktiserende læger.
Almen praksis kan med andre ord se frem til en eller anden form for akkreditering. Selv om almen praksis muligvis er sværere at skære ud i standarder og indikatorer.
Tre karakterer
Den skotske akkrediteringsmodel blev introduceret i 1999. Ifølge Bill Taylor fordi der var kritik af de praktiserende læger. Regeringen pressede også på. »Den sagde, at vi måtte få orden i eget hus«.
De praktiserende læger mente, at de gjorde deres arbejde fint. Men der var et problem. »Vi kunne ikke bevise det«, sagde Bill Taylor, der er director of Quality Assurance Initiatives ved Royal College of General Practitioners. Sko-len og forskningsanstalten, der gemmer sig bag det flotte navn, har siden stået for udviklingen af akkrediteringssystemet.
Skotland har 1.012 almene praksis. Heraf er knap halvdelen blevet akkrediteret. Systemet er med andre ord frivilligt, men Bill Taylor håber og tror på, at flere og flere vil blive akkrediteret.
Men hvad går akkrediteringen egentlig ud på?
Det hele står i et lille gråt hæfte, som Bill Taylor viftede med ved temadagen i Amternes Hus. Hvis en praksis ønsker at blive akkrediteret, modtager den hæftet. Heri kan man læse om de tre forskellige akkrediteringsniveauer. Samtidig kan man læse alle de såkaldte criterias eller standarder. Der er i alt 46 standarder, som er »essentiel«. 65 på niveauet »good« og 16 på det højeste niveau, »quality«. Standarderne dækker alt lige fra åbningstider, længden på konsultationer og til handlingsplaner i forbindelse med patienter med depression eller misbrug. Et eksempel på en essentiel standard:
»Patienter besøges i hjemmet, hvis deres tilstand kræver det - efter den praktiserende læges skøn«. Dette er en standard, som alle skal leve op til. Det grå hæfte fortæller også, hvordan lægerne bliver kontrolleret på dette punkt. Den såkaldte besøgsbog bliver kigget efter, og samtidig skal lægehuset fremvise skriftlige retningslinjer for hjemmebesøg.
To assessors (vurderingsfolk) besøger klinikken for at lave interview og de nødvendige undersøgelser af, om praksis lever op til standarderne.
I sidste ende er der to mulige udfald: Bestået eller dumpet.
First step
Langt de fleste lægehuse består og får en af de tre akkrediteringer. Men de får til gengæld ikke noget diplom til at hænge op.
»Lægerne er imod det«, fortalte Bill Taylor.
»Men de fleste råber fra taget, når de har fået det her. De lokale aviser er fulde af det«.
Og de som dumper? Var der en, som spurgte fra salen.
»Den er svær«, sagde Bill Taylor og nøjedes med at sige, at de blev afleveret videre til sundhedsmyndighederne.
Det skotske akkrediteringssystem er avanceret - og måske endda skræmmende. Derimod er den walisiske model meget simpel. Eller »first step«, som Melody Emmerson fra University of Wales kaldte den.
Navnet er Maturity Matrix, og systemet er baseret på tillid. Maturity Matrix er frivilligt ligesom det skotske. Men hvor det skotske system bygger på ekstern vurdering, så vurderer klinikkerne i Wales sig selv.
En facilitator hjælper personalet på klinikken med at tale sig igennem et to-siders skema. Læger, sygeplejersker og andre tilknyttede tegner i virkeligheden klinikkens profil på en række områder. Lige fra »brug af retningslinjer« til »kliniske data«. Derefter bliver skemaet anonymiseret og sendt til en forskningsenhed, der sammenligner svarene med tilsvarende lægehuse.
Facilitatoren besøger derefter klinikken igen - nu med sammenligninger med tilsvarende klinikker. Den anden samtale kan opmuntre lægerne til at udvikle praksis. Men der er intet krav om noget som helst.
»Det handler om at opmuntre teamet på klinikken til selvvurdering. Hvis en praksis vil forbedre kvaliteten af service og organisation, så er det vigtigste at begynde en dialog med sig selv,« sagde Melody Emmerson.
Hverken det skotske eller walisiske oplæg affødte den store dialog i salen. Men dialogen kommer.
Det Centrale Kvalitets- og Informa-tikudvalg (CKI), som arrangerede temadagen, har nemlig vedtaget en ny handlingsplan. Søren Friborg, næstformand i CKI og formand for DSAM, fortalte, at arbejdet fremover skal struktureres mere, og koordineringen samles centralt. Det betyder, at der nu bliver nedsat fire projektgrupper, hvoraf den ene skal koncentrere sig om standarder og indikatorer i almen praksis. Gruppen får to år til arbejdet. Og til den tid er almen praksis i Danmark formodentlig rustet til at svare Bill Taylor på, hvilket dyr der passer til Danmark.
www. kvalitetsudviklingsudvalg.dk
www.kissprojekt.dk - der er det sønderjyske pilotprojekt inden for akkreditering, som også inddrager almen praksis.