Skip to main content

Praktiserende læger foreslår diagnosekort

De praktiserende læger foreslår, at de i samarbejde med sygehuse, kommuner og de praktiserende speciallæger udarbejder et Fælles Diagnosekort, der rummer patienternes aktuelle diagnoser.

30. maj 2016
2 min.

Når en patient skifter sektor f.eks. til hjemmepleje, rehabiliteringsafsnit, akutplads, sygehusafdeling eller egen læge, er det ikke muligt i dag at få et enkelt og hurtigt overblik over patientens diagnoser.

Derfor er der behov for et "Fælles Diagnosekort", som de praktiserende læger nu foreslår.

Det foreslår såvel PLO som DSAM på deres respektive hjemmesider.

Patienten kender i nogle tilfælde selv sine diagnoser, men særligt patienter, der har flere lidelser, og børn, ældre og psykisk syge kan have svært ved at have overblik over egne aktuelle diagnoser og allergier.

”I sundhedsvæsenet skal vi blive bedre til at dele informationer på tværs af vores sektorer, og den nye teknologi giver os nogle gode muligheder, som vi ikke har haft før", siger Christian Freitag, formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO).

"Et Fælles Diagnosekort kan hjælpe os til hurtigt at dele relevant viden, der kan være afgørende for, at patienten får den bedste behandling og bl.a. undgår forkert medicin. Et sådant øjebliksbillede bør naturligvis også være tilgængeligt for patienten og hjælpe til forståelse og håndtering af eget helbred”, siger han.

Allerede i dag har læger og andet sundhedspersonale adgang til patientens journaloplysninger på sundhed.dk. Det vil det Fælles Diagnosekort ikke ændre ved – men kortet skal kun rumme de diagnoser, der er aktuelle og vigtige for patienten at have med sig ved sektorskifte, og ikke andet.

Anders Beich, formand for DSAM supplerer:

”Det Fælles Diagnosekort skal billedligt talt være den klogt pakkede håndbagage med det, vi ikke kan undvære, hvis vores bagage forsvinder på turen - og som sammen med Det fælles Medicinkort (FMK) vil gøre rejsen tryg, uanset hvor vi lander. Man kan sige, at journaler er rådata, som det ofte tager tid for lægen at få bearbejdet. Det Fælles Diagnosekort vil indeholde bearbejdede og færdiganalyserede data som aktuelle diagnoser, og derfor være meget lettere at gå til for flere”.

Sundhedsminister Sophie Løhde roser de praktiserende læger for initiativet.

"Det er positivt, at de praktiserende læger signalerer, at de gerne vil dele relevante data om patienterne med de øvrige sektorer i sundhedsvæsenet. Det vil jeg gerne kvittere for...", siger hun til jyllandsposten.dk.