Skip to main content

Der står »offentlig ansættelse« på en af de recepter, som Region Nordjylland har udskrevet for at komme manglen på praktiserende læger til livs.

Det mener PLO Nordjylland, som anerkender, at regionsdrevne klinikker kan være en nødvendighed i de områder, der er hårdest belastet af lægemangel. Men de er også en konkurrent til almen praksis.

PLO Nordjylland har således eksempler på læger, der er stoppet i almen praksis for at få ansættelse i en regionsdreven klinik. Her optjener man ifølge PLO's oplysninger en løn, der er op til 25 pct. højere end en praktiserende læges indkomst.

»Det er fra regionens side en måde at gøre praktiserende læger til offentligt ansatte«, siger Kaj Bernth.

Er det ikke at male fanden på væggen?

»Nej, det synes vi ikke«, siger Kaj Bernth og henviser også til den netop indgåede økonomiaftale mellem regeringen og Danske Regioner. Heri hedder det bl.a., at man vil »arbejde for, at særligt den lægelige del af praksissektoren i stadig større grad integreres i det samlede sundhedsvæsen, herunder sikring af, at regionerne råder over de fornødne planlægnings- og styringsredskaber«.

»Det er det nærmeste, man kan komme offentlig ansættelse uden at være det«, siger Kaj Bernth.

Magt uden ansvar

Formand for PLO, Henrik Dibbern, finder også denne passus i økonomiaftalen bekymrende.

»Det kan udlægges som udtryk for en manglende accept af, at det er værdifuldt, at de fagfolk, som har forstand på at drive almen praksis, også er medbestemmende, hvad angår planlægningen af almen praksis«.

Dog pointerer Henrik Dibbern, at det - desværre - ikke er nye toner, at »regionerne er frustrerede over ikke at have fuld beslutningsret over almen praksis«.

»Ønsket om større politisk magt over almen praksis har vi hørt før. Dog har dette ønske aldrig været ledsaget af en tilsvarende vilje til også at påtage sig det fulde ansvar - det har vi f.eks. set i forbindelse med debatten om Lægevagten«, siger Henrik Dibbern.

Formand for regionsrådet i Region Nordjylland og for Danske Regioners sundhedsudvalg, Ulla Astman (S), udlægger teksten i økonomiaftalen således:

»Vi vil gerne kunne planlægge yderligere på det her område. Vi har ikke råd til at have ledig og uudnyttet kapacitet. Der skal også inden for almen praksis strammes op. Der er vel ikke nogen, der er ubekendt med, at vi lever i økonomisk stramme tider«.

Og I kan ikke planlægge i de eksisterende samarbejdsfora?

»Vi er kommet rigtig langt, men vi mangler det sidste nøk i at kunne tilrettelægge tingene mest hensigtsmæssigt for borgerne«.

Det, du siger, er, at dem, der betaler for musikken, også bestemmer, hvad der skal spilles?

»Ja, det kan du godt sige«.

Ingen lumske planer

Ulla Astman afviser, at regionerne har en skjult dagsorden.

»Vi har ikke en lumsk plan om at gøre læger til offentligt ansatte - det må være en fantasi, PLO i Nordjylland har. Hvis nogen har forladt egen praksis for at arbejde i en regionsklinik, handler det nok snarere om andre ting, som f.eks. at man er et sted i livet, hvor det passer bedre at være ansat. Vi har udelukkende regionsklinikker for at sikre lægedækning til alle borgere i regionen«, siger hun.