Skip to main content

Praktiserende læger må ikke aftale priser

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

14. jun. 2013
2 min.

Det vil være i strid med konkurrencelovgivningen, hvis praktiserende læger i et lokalområde aftaler, hvad ydelserne for gynækologiske undersøgelser, lægeattester eller børnevaccinationer skal koste, så prisen bliver ensartet, når ydernummeret er afleveret, og klinikken fortsætter på helt private vilkår.

Det fastslår Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i et brev, som Ugeskriftet er i besiddelse af, der er sendt til de Praktiserende Lægers Organisation:

»Forbuddet skal forstås bredt, og det omfatter således også den blotte udveksling af oplysninger mellem eksempelvis læger, der driver selvstændig virksomhed, hvis oplysningerne (fx om priser, omkostninger eller planlagte afsætning) er egnet til at mindske den usikkerhed, der eller ville være om centrale konkurrenceparametre mellem konkurrenter,« skriver direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Agnete Gersing i brevet og fortsætter:

»Det vil være en meget alvorlig overtrædelse af dette forbud, hvis de praktiserende læger indbyrdes fx indgår aftaler om prisen på deres ydelser. Dette gælder også, hvis en brance- eller fagforening kommer med udmeldinger eller opfordringer til medlemmerne i forhold til priser, herunder fx anbefaling om fortsættelse eller justeringer af det hidtidige prisniveau«.

PLO oplyser, at orienteringen fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er i overensstemmelse med den rådgivning, som foreningen hidtil har givet til medlemmerne.

PLO er helt opmærksom på, at foreningen ikke i en konfliktsituation må anbefale takster. Men organisationen lover til gengæld, at den vil stille et regneark til rådighed, så den enkelte praksis selv kan fastsætte sin prisstruktur, og det er juridisk set i orden.

Læger skal være hinandens konkurrenter

Uden ydernummer vil de selvstændigt erhvervsdrivende praktiserende læger være hinandens konkurrenter i juridisk forstand, derfor må man ikke aftale priser, ligesom købmænd ikke må aftale prisen på mælk ifølge konkurrencelovgivningen. De praktiserende læger vil være at betragte som »selvstændigt erhvervsdrivende på lige fod med andre virksomheder« i konkurrenceretlig forstand.

Overtrædelse af loven kan medføre bøder og i særligt grove tilfælde fængsel.